Liv

Peter Mygind: Jeg har aldrig lavet noget så meningsfuldt

25. januar 2010

Skuespilleren Peter Mygind besøger i løbet af seks måneder 45 danske skoler, hvor han fortæller om mobning, vold og om at udvise empati overfor hinanden. Naturli tog med ham en onsdag i november.

Klokken er 7.45 om morgenen, da vi ringer på hjemme hos Peter Mygind i Charlottenlund. Normalt laver undertegnede ikke interviews så tidligt på dagen, men denne onsdag i november skal Peter Mygind ud på en af sine i alt 45 ture til en dansk folkeskole for at holde foredrag for de ældste elever.Peter Myginds egen søn har to gange været udsat for voldeligt overfald (Foto: Lars Laursen)

Den 46-årige skuespiller har inviteret os med i bilen til Fuglebjerg på Vestsjælland, hvor han denne dag skal holde sit foredrag for 7.-9. Klasseeleverne. Foredraget handler i bund og grund om, at man skal huske at være et ordentligt menneske, at man skal passe på sig selv og passe på andre, og selvom store dele af foredraget er meget morsomt, er baggrunden nok så alvorlig. For godt to år siden blev Peter Myginds dengang 15-årige søn to gange udsat for meningsløs vold i København. Begge gange blev han overfaldet af store grupper af helt unge børn på bare 12-14 år.

Overfaldene fik den socialt engagerede skuespiller til at tilbyde at tage ud på skoler og tale til børnene om social ansvarlighed. Han har gjort det mange gange, når der var tid og mulighed for det, og alene i den gode sags tjeneste, men nu er TrygFonden gået ind i projektet, som de støtter økonomisk. Det har gjort det muligt for Peter Mygind at besøge ikke færre end 45 danske folkeskoler i perioden oktober 2009 til marts 2010.

– Det her er mit hjerteprojekt. Jeg har aldrig lavet noget så meningsfuldt i hele mit liv, siger Peter Mygind, mens vi sætter kursen vestover mod Fuglebjerg.

– Jeg er opdraget til at opføre mig ordentligt overfor andre mennesker, og i samme ånd har min kone og jeg opdraget vores to børn til at være glade, positive, hjælpsomme og åbne mennesker. Da jeg selv var barn og ung, kunne jeg aldrig nogensinde finde på at slå et andet menneske. Og det kan mine børn heller ikke.

Derfor bliver chokket jo ekstra stort, når ens eget harmoniske barn, helt grundløst bliver overfaldet på åben gade og smadret af en stor gruppe af unge. Oven i købet to gange inden for blot en måned, siger Peter Mygind.

– I begge tilfælde var der voksne vidner til overfaldet. Den første gang skete det ud for en Nettobutik på Østerbrogade i København, midt i eftermiddagsmyldretiden. Min søn, Julius, havde øjenkontakt med mindst 15 mennesker, mens han fik bank, men ikke én eneste greb ind.

Anden gang var på en fredelig villavej i Charlottenlund, hvor vi bor. En lille knægt, han havde talt med på stationen kort forinden, dukkede pludselig op med 12-13 venner og overfaldt ham helt meningsløst. Der lykkedes det at finde frem til, hvem de var, og det viste sig, at de tre, der førte an i volden, var tre brødre, som havde 65 overfald på samvittigheden. De andre var mest medløbere, og det er blandt andet det, jeg taler meget om til de unge på skolerne.

Dels at de skal undgå at blive medløbere, det vil sige at blive en aktiv del af de værste ballademageres gruppe. Dels at de skal lære at sige fra over for vold og mobning. De skal lære, at man skal hjælpe andre, der har brug for det. Udvise det, som med et fint ord hedder empati for andre mennesker. Det er utroligt vigtigt, siger Peter Mygind, som understreger, at dem, der udøver volden, dem, der fører an i mobning, er dem, der har allermest brug for hjælp.

– Det er i langt de fleste tilfælde unge, som lever i problemfamilier, hvor de selv er udsat for vold og misbrug, og som ingen kærlighed får. De bliver voldelige og afstumpede i afmagt over deres situation, og de har brug for hjælp, siger han.

ÆRLIGE SVAR

Under Peter Myginds foredrag i Fuglebjerg, er der en elev, der spørger, om Peter Mygind har
prøvet at tage stoffer. Svaret er helt ærligt:

– Ja. Da jeg var 13 år gammel, røg jeg så meget hash, at jeg blev sendt fem år på kostskole i Schweiz. Da jeg ankom, skulle jeg aflevere mit pas, og da jeg spurgte hvorfor, var svaret, at det var, fordi jeg så ikke kunne flygte. Mange af mine kammerater på den kostskole blev mobbet så voldsomt, at de forsøgte at begå selvmord. Dengang gjorde jeg intet for at forsøge at forhindre mobning. Jeg så passivt til, men jeg var dog den, der gik hen og trøstede offeret bagefter.

– De fem år var afgørende for mig, fordi jeg virkelig lærte vigtigheden af at udvise empati. Hvis en mobber har et publikum, bliver han ved, men hvis medløberne står af, og hvis tilskuere går ind og stopper det, så mister han al respekt. Derfor er det vigtigt at stoppe mobning i tide, siger Peter Mygind.

Engageret menneske

Peter Mygind har gennem en årrække været en af landets mest populære og travle skuespillere. Han er søn af skuespilleren og teaterchefen Jytte Abildstrøm og direktør Søren Mygind og er opdraget til at sprede positive energier, hvilket han også har overført til sine egne to sønner på henholdsvis 17 og 11 år.

Ved siden af sit til tider meget travle arbejde som skuespiller og entertainer har Peter Mygind valgt at støtte en lang række organisationer som bl.a. Børnecancer Fonden, AIDS-Fondet, Børnehjælpsdagen og Folkekirkens Feriehjælp.

Og han er ikke blot et kendt navn på et stykke papir. Han er en aktiv del af organisationerne.

– Jeg opfatter det som et enormt meningsfyldt bijob, siger han.

– Det giver mig en mulighed for at bruge det, at jeg er blevet en kendt, offentlig person til noget meningsfuldt, der kan bidrage til at gøre en forskel for en masse andre mennesker.

– Jeg har altid tænkt meget over, hvordan vi er over for hinanden, og altid været meget engageret i andre mennesker. Dengang jeg gik på teaterskolen, var der nok nogle af de andre, der syntes, jeg var lidt af en nar, fordi jeg hver morgen kom med det her store, glade smil og sagde et højt og rungende ”hej”. Der skal nok være en del på skolen, der ikke mente, at jeg nogensinde kunne blive en stor skuespiller, når jeg ikke, som dem, dyrkede min indre vrede og indignation. Men det er jo videnskabeligt bevist, at man udvikler flere kreative evner ved at have en lys og positiv indgang til tingene end ved altid at tænke negativt. Det er noget med, at der udvikles nogle endorfiner i hjernen, siger han.

Noget af det, der frustrerer Peter Mygind, er, når mennesker ikke griber ind og hjælper folk i nød. Hvis man ser nogen ligge på gaden, eller som da hans søn blev overfaldet og ingen blandede sig og hjalp, ja, end ikke tilkaldte hjælp.

– Det er sørgeligt, at folk bare går udenom, hvis der ligger et menneske i nød på gaden. I stedet for at springe til og hjælpe, går folk i en stor bue udenom. Det kan koste menneskeliv, at der findes den berøringsangst eller frygt for at blande sig. Jeg har altid selv været den, der trådte til. Jeg kan ikke bare stiltiende se til, siger han.

Han fortæller, at mange opfatter ham som skør, når han gør det. De kan slet ikke forstå, at han ikke også bare vender ryggen til.

Et drivværk

Det er denne dybe trang til at bruge sig selv til at hjælpe andre, der driver Peter Mygind til at bruge en stor del af sin fritid på organisationerne, hvor nogle så tilsvarende bakker op omkring hans initiativer.

Det gælder blandt andet TrygFonden, som støtter en lang række tiltag, der handler om at skabe tryghed i hverdagen, og bidrager til at øge folks sociale ansvar, og det falder Peter Myginds meget personlige, og på samme tid alvorlige og morsomme foredrag på skolerne ind under.

I AIDS-Fondet sidder han i præsidiet, han er ambassadør i Børnehjælpsdagen og Børnecancer Fonden, og da han sidste sommer var på ferie med sin familie, fandt han også tid til at tage forbi og besøge socialt udsatte familier, der havde fået en ferie af Folkekirkens Feriehjælp, som han støtter aktivt.

– Det er vigtigt for mig at stå op for nogen og bidrage til at gøre noget for andre. Det er en del af min egen personlige udvikling, siger han og bringer emnet ’mobning’ på bane.

– Vi ved jo alle, at mobning er et problem i skolen, og næsten hvert fjerde barn har oplevet mobning. Men også voksne bliver mobbet. Næsten hver syvende voksne oplever at få stress eller depression som følge af dårligt psykisk arbejdsklima. For nylig fik jeg en besked fra en kvinde på min Facebook, som var ulykkelig, fordi hendes chef talte til hende, som var hun en hund, i korte, skarpe kommandoer. Jeg anbefalede hende at give ham bogen ”Ikke-voldelig kommunikation” af Marshall B. Rosenberg. Og da hun svarede tilbage, at det havde hun gjort, og chefen havde syntes, det var latterligt, så kunne jeg kun anbefale hende at sige op og finde et andet job. Det kan ikke passe, at man skal være ulykkelig over at gå på arbejde. Det er helt uforståeligt for mig, at ledere og chefer, uanset i hvilket erhverv man er, ikke kan forstå, at de, for at få deres medarbejdere til at yde deres bedste, skal give dem tryghed, glæde og et klap på skulderen. Så de bliver glade og modige, og tør selv at tage ansvar og gøre noget på egen hånd.

PETER MYGIND:

”De unge lytter til mig når jeg kommer ud, fordi jeg hverken er lærer eller
politimand, men kommer som privatperson. Jeg har ingen powerpoint, ingen film eller billeder, det er kun Peter Mygind for fuld udblæsning i en blanding af humor og alvor. Jeg skal erobre de unges hjerter og maver, ikke deres hjerner.”

Gi’ en krammer

– Jeg har selv, som skuespiller, oplevet prøveforløb, hvor teaterinstruktøren kun talte meget lidt til mig, og det var næsten altid i en meget irriteret tone. Jeg blev vildt usikker og mistede alt mit mod og var rigtig dårlig i forestillingen – ikke sjovt med 70 forestillinger foran mig. Det tror jeg, de fleste skuespillere har oplevet, og det er forfærdeligt. Man føler sig fuldkommen magtesløs.

– Mange chefer mangler i den grad empati. Jeg husker, at jeg engang var så stresset, at jeg var ved at bryde sammen og bad en af mine chefer om lov til at møde op et par timer senere, fordi mit liv var fuldkommen ’fucked up’ på det tidspunkt. Hans reaktion var at gå helt i selvsving, og sidde og beklage sig over, hvor svært HAN havde det, og hvor svær HANS situation var, så det endte med et næsten surrealistisk optrin, hvor jeg, der var ved at gå helt op i limningen, sad og trøstede ham i stedet for, at han viste mig noget empati og fandt en brugbar løsning, siger Peter Mygind, som mener, at empati skal læres tidligt.

– Det er vigtigt, at børn allerede tidligt lærer at lytte til og tænke lidt på andre end sig selv, så det er også en del af mit foredrag, siger han.

Efter en god times tour de force foran et par hundrede lydhøre børn på skolen i Fuglebjerg er Peter Mygind parat til at køre tilbage til København, hvor han skal deltage i et fremstød for AIDS-Fondet. Han giver sig dog god tid til at sludre med børnene, skrive autografer, blive fotograferet og give krammere til højre og venstre.

Netop en krammer er en vigtig del af at interessere sig for andre mennesker. Alle har brug for at få en krammer, mener han, hvilket igen understreger hans indstilling til tilværelsen. De unge, der overfaldt hans søn for to år siden, mener han har behov for hjælp. Det er netop børn, der har fået for få krammere. I stedet er de vokset op i dårlige hjem, hvor misbrug og vold har domineret, og helt uden kærlighed. De skal ud af det dårlige mønster, inden det er alt for sent, siger han.

Forrige artikelRengøring, der skåner dig og miljøet

Næste artikel5 udbredte myter om alternativ behandling