Peter Mygind mener ikke, at vi kun skal lægge vores eget helbred i hænderne på læger og sygeplejesker alene. Vi skal lære at lytte til vores kroppe og handle, når noget ikke er, som det skal være. Han drømmer om en hær af krigere, der tager ansvar for deres egen og andres sundhed
”Tror du ikke, du har fået en blodprop?” De ord summede i Peter Myginds hoved, da han humpede hjem fra et filmsæt med ondt i benene. Peter var netop kommet hjem fra Bangkok dagen forinden, og da han rejste sig fra flysædet, mærkede han et smæld i sit venstre ben. Han syntes godt nok, det var lidt vildt, at et halvt døgns flyvetur kunne føre til en fibersprængning. Men da lydmanden fortalte om sin kone, der havde fået en blodprop i benet efter en lang køretur fra Sverige, forslog han Peter, om hans symptomer kunne være det samme. Et wakeup-call.
Det tog et opkald, nogle prøver og to timer senere, fik Peter meldingen: ”Du har en blodprop i benet.” Og han blev sat i marevan-behandling (blodfortyndende medicin).
Desværre skulle Peter igennem to blodpropper mere. Efter nummer to fandt man ud af, at Peter har en medfødt defekt, der øger risikoen for, at hans blod klumper. Efter behandlingen blev han sendt hjem, som om, alt nu skulle være i skønneste orden. Lige indtil han blev ramt af endnu en blodprop. Denne gang faldt han om med hjertestop få meter fra indgangen til akutafdelingen.
– Jeg har lært, hvor vigtigt det er at gå til lægen, når kroppen sender signaler om, at noget er galt. Jeg kan ikke bare stå tilbage og stole på at alt er fint, fordi en fagperson siger det. Det er tilladt at stille sig kritisk over for meldingen fra fagpersonalet, siger Peter.
Med de gentagne blodpropper fulgte en bivirkning, som Peter ikke havde forventet. Tre dage efter, han kom hjem fra hospitalet, var han ude og gå en tur. Kroppen var sløv og tung. Som når relæet i el-skabet har været slukket og skal tændes igen. Han nåede kun 50 meter hen ad vejen, før han mærkede endnu en blodprop og gik i panik. ”Det er løgn,” tænkte han. Han fik råbt en forbipasserende kvinde op, som kiggede på ham, som var han skør, og gik videre. Peter stillede sig op ad en mur og fik ro på vejrtrækningen. Symptomerne forsvandt i takt med, at åndedrættet blev mere og mere roligt. Og det gik op for ham. Det var ikke en blodprop. Det var et angstanfald.
Uden at blinke fik Peter kontaktet sin forsikring og fik en tid til kognitiv terapi hos en psykolog.
– Uanset, om du er en stor og stærk mand eller kvinde, kan alle blive ramt af angst. Og når først, man kommer til psykolog, kan man jo lige så godt få ryddet op i det hele, siger Peter med et smil.
Han fortæller desuden, at han bruger hans storebror Lars Myginds terapiform tankefeltsterapi (TFT), hvor man kan bruge forskellige punkter på kroppen til at få ro på nervesystemet. Der er især et punkt på lillefingeren, som er Peters redningspunkt.
Når Peter holder foredrag, taler han åbent om sygdom, død og følelser. Og han ser jævnligt betuttede mænd med armene over kors, som er blevet slæbt med af deres koner. Uden at bevæge læberne, siger de det alligevel med larmende tavshed. ”Det er noget pjat”. Men når Peter står 1,92 meter høj og fortæller om, hvordan han selv er blevet en kriger, der tager ansvar for sit eget liv, som han beskriver det, er det som om, der sker noget.
Og når han veksler mellem alvorlige budskaber og humoristiske input, som får publikum til at grine, begynder de stramme mænd for alvor at sænke skuldrene.
– De her mænd har brug for nogle rollemodeller, så de finder ud af, at det ikke er så farligt at tale om sygdom
– Men som mand kan tingene hurtigt blive for tunge og alvorlige, og her hjælper det med selvironi og latter. Døren til hjertet er at gå ind med hjertet. Jeg har fundet ud af, at jeg allerbedst kan lide at optræde, når jeg har et vigtigt budskab, men bruger humoren som værktøj, fortæller Peter.
Nogle gange oplever han også mænd, der skriver til ham med sure beskeder. De gider ikke at høre på hans snak om følelser. Peter nævner et eksempel med en mand, der var meget sur. Peter valgte at gå lidt til ham for at finde ind til, hvor al den vrede kom fra.
– Det viste sig, at han selv havde det rigtig svært, han var skilt og havde det skidt. I virkeligheden var han bare frustreret over, at jeg fik den omsorg ved at stå frem, som han selv hungrede efter, fortæller Peter Mygind og reflekterer over det:
– Når vi bliver provokeredt, kommer vores skyggesider som regel frem. Så i stedet for at vende vreden udad, bør vi kigge indad og nå frem til, hvad det egentligt er, der får os til at reagere.
Peter mener, der er behov for endnu flere mænd, der stiller sig op på ølkassen og tør vise sårbarhed og sætte det gode eksempel. Men han ser også et helt andet sted, vi skal starte. I skolerne. For det er her, drenge kan lære om omsorg for andre.
– Drenge skal trænes i medfølelse, sårbarhed og følelser. Det er det smukkeste, der findes! Og når drengene bliver mere omsorgsfulde, så lærer de også at tage ansvar for sig selv. Det handler ikke om at blive offer, men om at blive en kriger, forklarer Peter.
Han kæmper en kamp for at få flere mennesker til at blive opmærksomme på hinanden og er ambassadør for Røde Kors, hvor han spreder budskabet om vigtigheden af at gribe ind. Da han selv fik hjertestop, mødte han sin engel. Mads havde netop fået fri fra en nattevagt, og lige den dag cyklede han en anden vej hjem, fordi han skulle til fødselsdagsbrunch hos sin søster. Her fandt han Peter liggende på fortovet og gik straks i gang med livreddende førstehjælp.
– Efter at have mødt min egen engel, er jeg selv blevet mere opmærksom på at være englen i andres liv. Om det er i det store eller små, så ser jeg altid, hvis nogen har brug for hjælp og træder til, fortæller Peter
Men det med at tage ansvar kan være svært. Det underkender Peter ikke. Især når det kommer til ens eget helbred. Sammen med sin kone Lise har han fundet sin egen måde at gøre det lettere. De har nemlig et safeword, som der altid bliver reageret på. Hvis Lise spørger til, hvordan Peter har det, og svaret lyder: ”Jeg er bekymret”, skal der ringes til lægen. Det samme gælder den anden vej.
– Jeg siger ikke, at man skal gå over og blive hypokonder og reagere på det mindste lille symptom, kroppen sender. Men det handler om at lære at mærke efter i sin krop og gå til lægen, hvis noget er virkelig galt, forklarer Peter. En daglig dosis motion, grøntsager og nærvær
Sundhed er efterhånden blevet et mantra i Peters liv. Hver morgen vækker og renser han systemet med et glas vand og går ned i det lille motionsrum i kælderen, hvor han laver 20-40 minutters morgentræning. Selv hvis han skal møde klokken fem om morgenen, står han op til at nå træningen inden. Han har forskellige programmer, hvor han bruger håndvægte, en yogabold eller stiller sig op på sin crossmaskine. På grund af en gammel ishockeyskade i knæet kan han ikke længere løbe.
Kosten er også ændret gennem årene, så ris, pasta, brød og rødt kød er en sjældenhed. Lise er glutenintolerant, og som blodprop-patient skal Peter også tænke på sin kost. Derfor er der mange grøntsager på menuen. Men en enkelt last har parret valgt at bevare.
– Vi drikker ikke i hverdagen, men i weekenden kan vi godt lide at få et glas vin, en dans og en god middag. Jeg tror på, at balance er vigtigt. Du skal have noget modvægt, siger Peter.
Mens snakken går på sundhed, er der en ingrediens, som han mener er mindst lige så vigtig som kost og motion. Nærvær. Han og Lise er netop vendt hjem fra Maldiverne, hvor de blev forblændede af den smukke natur, sandstrande og azurblå vand. Men når de kiggede rundt på resortets øvrige gæster, var det som om, at de ikke forstod, hvor smukt et sted, de befandt sig. Par og familier sad alle med øjnene hypnotiseret af deres mobiltelefoner. Helt uden at tale sammen.
– Der er en gave i nærhed og samvær, som mange misser i dag. Jeg prøver selv at leve efter de værdier og giver dem videre til mine børn og børnebørn, for jeg tror på, at det er mindst lige så vigtigt for at leve et sundt liv.
Forrige artikelDen lille krydderurt med den store virkning
Næste artikelKetokur kan være hårdt for hjertet