Danskernes forbrug af hovedpinepiller er eksploderet de seneste år. Men et overdrevet forbrug kan faktisk give dig…hovedpine.
Ifølge magasinet Samvirke er danskernes forbrug af de svage smertestillende med paracetamol steget med 30 pct. de sidste ti år. Undersøgelser tyder på, at det ikke er danskernes hoveder, der gør mere ondt; den øgede brug skyldes snarere, at vi bruger pillerne i andre sammenhænge end de er tiltænkt. Det er især de 35 – 50-årige, der har taget pillerne til sig. De bruger dem ofte, hvis de føler sig uoplagte eller blot har fået for lidt søvn. Samtidig tyder meget på, at vi generelt er blevet mere ømskindede, og at helt almindelig ømhed i musklerne helst skal kureres med en pille.
Claus Møldrup er professor på Institut for Farmateknologi og Farmakoterapi på Københavns Universitet. Han mener, at vi i udstrakt grad bruger pillerne som ren placebo.
– Vi vil gerne yde maksimalt. Vi vil fastholde en god karriere og samtidig være gode forældre og købe ind til aftensmaden, og hvad vi ellers bør. Og her kan lægemidlet blive det middel, vi tyr til for at opretholde det liv. Ikke fordi det hjælper, men tro kan flytte bjerge, og så virker det jo alligevel, har Claus Møldrup udtalt til månedsmagasinet Samvirke.
Et stort forbrug af hovedpinepiller kan imidlertid give bagslag. Nervesystemet vænner sig til den smertestillende medicin, og dermed skal der bruges mere medicin, når smerter skal dulmes. Det kan i yderste konsekvens forårsage en kronisk hovedpine, der er svær at kurrere. Hvert år behandles 150 patienter på Glostrup Hospital for overforbrug af hovedpinepiller.
I stedet for pillerne bør du finde årsagen til din hovedpine. Får du sovet nok? Får du vand nok? Er det en spændingshovedpine? Kan en kiropraktor fjerne årsagen? Der kan være mange grunde, men ofte kan du godt selv gætte, hvor hunden ligger begravet. Stop symptombehandlingen og find i stedet ind til kernen af problemet.