Nyheder

Placebo: Lyv dig udhvilet

27. juni 2022

Placeboeffekten er omdiskuteret, og den forbindes desværre ofte med noget negativt; det lugter lidt af snyd. Men placebo og positive tanker kan gøre dig meget godt – uden negative bivirkninger.

I 2010 spurgte man 400 amerikanske læger om deres erfaring med placebo. Mere end halvdelen svarede, at de ofte udskrev placebopræparater til deres patienter. Det er ganske interessante svar fra fagkundskaben, der om nogen burde være overbevist om medicinalindustriens velsignelser.

Men tankens kraft skal ikke undervurderes.

Blev løjet udhvilet

I et nyt studie fra Colorado College undersøgte man placeboeffekten i forbindelse med søvn. Man lod 164 studerende sove, mens deres søvnkvalitet blev registreret af en computer. Computeren kunne blandt andet måle, hvor lang tid de befandt sig i den dybe REM-søvn.

Om morgenen løj man bevidst for nogle af deltagerne. Halvdelen af deltagerne fik at vide, at deres søvn ifølge computeren havde været optimal, mens den anden halvdel fik at vide, at deres søvnkvalitet havde været under middel – uanset hvordan deres søvn reelt havde været.

De deltagere, der havde fået at vide, at deres søvn var optimal, klarede sig markant bedre i efterfølgende, kognitive tests end de deltagere, der havde fået deres søvnkvalitet bedømt til under middel – uanset hvordan deres søvnkvalitet reelt havde været.

Det er ikke altid negativt at lyve lidt

Nu er det nok de færreste, der er koblet op til en computer om natten, som kan give falske vurderinger af nattens søvn – men du kan faktisk gøre meget ved tankens kraft. Hvis du vælger at fokusere på al den gode hvile, du fik i løbet af natten, i stedet for den time, du lå vågen, kan det gøre meget for din formåen dagen igennem. Det kan være gavnligt at lyve lidt for sig selv.

Placeboeffekt og vægttab

I et andet forsøg fortalte man nogle stuepiger på et hotel, at deres arbejde var godt for dem, og at de fik fint med motion i jobbet til et sundt liv. Denne glade oplysning fik deltagerne til at tabe sig, sænke blodtrykket og mindske fedtprocenten i løbet af den følgende måned – uden at de dyrkede mere motion i fritiden.

Resultatet kan naturligvis ikke tolkes til, at motion er overflødig, og at du kan tænke dig til et bedre helbred. Men resultatet kan bruges, når du i perioder ikke når at dyrke så meget motion, som du gerne vil. I stedet for at blive stresset over den gå- eller løbetur, du ikke nåede, kunne du med fordel fokusere på al den anden motion, du gennemførte: Turen op ad trappen, luftningen af hunden, oprydningen af huset m.v.

Én ting er i hvert fald sikkert: Der er ingen kendte, negative bivirkninger ved positiv tankegang.

Kilde: CNN.com

Forrige artikelResistente bakterier i kylling

Næste artikelVegatest: Statusrapport på krop og sind