Nyheder

Plantebaserede fødevarer efterspørges i stigende grad 

En ny markedsrapport viser, at forbrugerne efterspørger sunde plantebaserede fødevarer, der er nemme at bruge i køkkenet.

Foto: Shutterstock
17. januar 2023

En ny markedsrapport viser, at forbrugerne efterspørger sunde plantebaserede fødevarer, der er nemme at bruge i køkkenet. 

Klimadagsordenen fylder mere og mere i danskernes bevidsthed. Samtidig kombineres intentionerne i den dagsorden med et sundere liv med mindre kød.  

Der er naturligvis stadig en majoritet, der ikke gider høre tale om vegetariske eller veganske muligheder i køkkenet, men et større og større antal vil gerne gøre flere ugentlige måltider kødfrie. For det handler også om økonomi. Kød er blevet en luksusvare.  

Store muligheder for danske producenter af plantebaserede fødevarer

Globalt set er der et kæmpestort marked for plantebaserede fødevarer, hvor danske producenter har mulighed for at tage værdifulde markedsandele. En ny markedsrapport udarbejdet af Plantebaseret Videnscenter i samarbejde med Plantebranchen giver nu svar på, hvordan vi kan nå disse mål.  

Rapporten sætter fokus på den plantebaserede fødevaresektor igennem hele den danske værdikæde fra jord til bord. Tallene peger på, at der er sket en stigning på hele 33 % i antallet af beskæftigede hos producenterne. Den største stigning findes hos de producenter, der udelukkende producerer plantebaserede fødevarer, hvor der ses en fordobling af beskæftigede i løbet af tre år. Antallet af beskæftigede på gartnerier og avlere af frugt og grøntsager er steget med 21 % på tre år.  

Mere plantebaserede færdigretter

Rapporten viser desuden, at der også blandt forbrugerne er efterspørgsel på de plantebaserede produkter. Forbrugerne efterspørger mere plantebaseret conveniencefood – altså fødevarer, der enten er klar til servering eller kræver et minimum af bearbejdning. 

Der er grund til optimisme, for 44 % af danskerne tror, at de vil spise en mere plantebaseret kost i fremtiden (L&F 2021). Op mod 60 % har et ønske om at reducere deres kødforbrug (Coop Analyse og DVF 2022). Men vilje er ikke altid nok, da barrierer som indkøbs- og madlavningsvaner gør det svært at efterleve.   

– Danskerne har brug for inspiration, nye opskrifter og smagfulde produkter, der nemt kan gøre den plantebaserede madlavning til en succes. Her spiller foodservice en vigtig rolle i omlægningen til en plantebaseret kost, da de madprofessionelle er klædt bedre på til at arbejde med det plantebaserede køkken, dog har mange stadig behov for efteruddannelse, siger Julie Donatzsky fra Plantebranchen. 

Rapporten er udarbejdet af Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening i regi af Plantebaseret Videnscenter og Plantebranchen, og er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug. 

Kilde: Ritzau

Forrige artikelAlexanderteknik giver en sundere kropsholdning

Næste artikelMad mod kræft

Thomas la Cour

Journalist