Miljøministeriet har støttet seks projekter, der skal redde strandene fra plastikaffald. Det er positivt for både brugerne af stranden og naturen, som lider under de store mængder skadeligt skrald.
Mange har set billederne af strande rundt om på kloden, der er så dækket af skrald, man slet ikke kan se sandet underneden. Og selvom det ikke er så slemt herhjemme, plastikbyrden på de danske strande stadig problematisk. For plastik er hverken særlig naturskøn eller skøn for naturen.
Affaldet risikerer at ende i havet, hvor plastikposer, fiskenet, spande og meget andet kan gøre skade på havets beboere.
– Plastikaffald kan opholde sig i havmiljøet i mange hundrede år, og det kan udgøre en risiko for dyrelivet i vandet og på de strande, hvor det skyller op. Og så er det med til at ødelægge naturoplevelsen, når vi besøger de danske strande og kyster, siger miljøminister Lea Wermelin.
[relateredehistorier]
Og i takt med at tiden går, og plastikken bliver nedbrudt, bliver problemet ikke mindre, selvom det er sværere at få øje på. De næsten usynlige plastpartikler kan nemlig ende i kroppen på både dyr og mennesker, hvor det gør skade.
Heldigvis er der rigtig mange, som arbejder på at holde strandene – og dermed også havet og vores kroppe – rene. Og nu får de økonomisk hjælp af miljøministeriet til at fortsætte det gode arbejde.
I alt er der blevet givet 1,6 millioner kroner i tilskud til seks forskellige initiativer rundt om i landet.
– Jeg er glad for, at vi kan støtte de frivillige kræfter, som får gavn af strandoprydningspuljen, og som gør, at vi andre kan nyde de danske strande uden at drukne i affald, siger ministeren.
Hun understreger også, at vi alle kan være med til at gøre en forskel, og at vi skal væk fra ideen om bare at smide væk. Både på den store og lille skala. Skrald skal håndteres korrekt, og vi skal generelt bestræbe os på at skabe mindre affald ved at tage et opgør med køb og smid væk-kulturen.
De seks initiativer er spredt geografisk og spænder fra østkysten ved Limfjorden til Brøndby Strand. Rømø og vestkysten til Roskilde Fjord. Fra Skagen til Aarhus.