I en undersøgelse foretaget af WWF på 4,5 kilometer dansk kyststrækning fandt man over 6000 stykker plastik på bare en måned. En del af plastikken var efterladenskaber fra brugere af strandene. Andet kom fra fiskeri eller var blevet båret hertil med vandstrømmene. Generalsekretær i WWF Naturverdensfonden mener, at det er tid til politisk handling.
Plastik i verdenshavene, på strande og i naturen er et stort problem både i og udenfor Europa. Plastikken er nemlig til fare for havmiljøet, dyrene i havet og naturen. Naturli har tidligere kunnet fortælle, at mikroplast bliver spredt over store afstande af vind. Det betyder, at selv afsondrede dele af naturen bliver påvirket af de små stykker plastik.
Det viser med al tydelighed, at problemet med plastik ikke er hverken lokalt eller lokaliserbart. Det er vidt spredt. Og plastikken udgør også en sundhedsrisiko for mennesker. Man har for ganske nylig påvist mikroplast i mennesker. Når plasten er farlig, skyldes det en række faktorer.
For det første spiser dyr plastikken. For det andet kan havdyrene blive fanget i større stykker plastik. For det tredje indeholder plastik en række kemiske stoffer, som man mener, er sundhedsskadelige.
Eksempelvis er stofferne BPA og ftalaterne, som er med til at gøre plastik blødt eller hårdt, blevet linket til en nedsat fertilitet hos mænd. Og den påvirkning starter allerede i fosterstadiet. For det er næsten uundgåeligt for gravide at undgå at blive udsat for stofferne. De findes nemlig i alt fra piller til plastikflasker.
Om kemien påvirker kvinders fertilitet på samme måde er uvist, men forskere mener, at det er sandsynligt.
Så plastik er et problem. Og hvis vi troede, at det kun var et problem i ulande, hvor affaldet oftere flyder i gaderne, så tager vi fejl.
I undersøgelsen, som løb over en måned, fandt man over 6000 stykker plastik på bare 4,5 kilometer kyststrækning. En del af plastikken var identificerbar – vandflasker, chipsposer, plastikposer. Men en del af plastikken var allerede så nedbrudt, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvad plastikken oprindeligt har været.
Det er Verdensnaturfonden WWF som i samarbejde med 40 udvalgte familie i Projekt Plastik-Smart og supermarkedskæden Netto har undersøgt mængden af plastik på danske strande. Generalsekretær i WWF Bo Øksnebjerg udtaler i en pressemeddelelse:
– Der er ingen tvivl om, at der ligger alt for meget plastik i vores danske natur – også de steder, hvor det ved første øjekast ser helt pænt og rent ud. Det skal vi have ændret med det sammen. Med vores Projekt Plastik-Smart har vi netop fået viden om, hvad det præcis er for noget plastik, der ligger i vores natur – og derfor kan vi nu gå til selve kilden og få stoppet plastikforureningen ved arnestedet.
Øksnebjerg understreger altså, at problemet med plastik kan være massivt, selvom vi ikke umiddelbart kan se det.
Og selvom meget af plastikken kommer fra danskere, som bruger strandene til picnic eller andet, er det ikke al plastikken, som har ophav i Danmark. En del bliver nemlig båret via havstrømme til de danske kyster fra eksempelvis Sverige. En del stammer også fra fiskeri og krydstogtskibe.
Derfor mener Øksnebjerg heller ikke at problemet udelukkende skal løses i Danmark, selvom det dog er et godt sted at starte.
– Vi skal have de danske politikere til at stille krav til industrien, oplyse forbrugerne og få sat ekstra pres på de internationale beslutningstagere i EU og FN. Vi skal nemlig også have styr på al den udenlandske plastik, der flyder op på vores danske kyster. Og så skal de danske detailvarekæder stoppe med at sælge skadelig engangsplastik, men i stedet fokusere på gode alternative løsninger til den plastik, der ender i vores natur herhjemme”, siger han.
Herhjemme er WWF Verdensnaturfonden gået sammen med Salling Group, som ejer kæder som Netto og Bilka, for at nedsætte mængden af plastik i supermarkederne. Det betyder, at man i fremtiden vil finde mere unødvendigt plastikemballage om fødevarerne i butikkerne, og at den plastik, der er, i højere grad være mere genanvendt plastik, og plastik man selv kan sortere til genanvendelse..
Netop genanvendelse er et vigtigt perspektiv. Der bliver nemlig produceret over 800.000 tons plastik hver dag.