Nyheder

Popcorn kan være godt for hjertet

25. august 2009

En stor bøtte popcorn og så ind i biograftens mørke Det er både hyggeligt og rart og måske også godt for hjertet og kræftsygdomme. De poppede majs indeholder nemlig overraskende store mængder af antioxidanterne polyphenoler, som menes at beskytte mod blandt andet kræft og hjertesygdomme.

Det skriver dailymail.co.uk med henvisning til en undersøgelse, bragt i the American Chemical Society.

Alle de gode ting fra majsen

»Vi blev virkelig overraskede over mængden af polyphenoler, som vi fandt i popcorn. Jeg går ud fra, at det er, fordi popcorn ikke er forarbejdede. Man får alle majsens gode ingredienser ufortyndet og beskyttet af ’skrællen’. Efter min mening er popcorn sunde«, siger manden bag undersøgelsen dr. Vinson fra University of Scranton i Pennsylvania til dailymail.co.uk ifølge Jyllands-Posten.

Men nogen slankekost bliver popcorn aldrig, mener Preben Vestergaard Hansen, kandidat i human ernæring på Suhrs Videnscenter.

Til Jyllands-Posten siger han:

For meget fedt og salt

»Der er stadig et højt fedtindhold og en del salt i popcorn«.

Han anbefaler, at man i det mindste popper sine popcorn selv og dropper de populære popcorn fra mikroovnen, der inderholder op til 25 gram fedt pr. 100 gram popcorn.

I de hjemmepoppede vil der ofte 'kun' være 20 gram fedt pr. 100 gram popcorn.

»I poserne med mikro-popcorn er der tilsat fedt i forvejen, hvoraf en del er det usunde, mættede fedt. Laver man selv popcorn, kan man bruge f.eks. rapsolie, som indeholder det sunde monoumættede fedt. Men jeg vil nu stadig anbefale frugt og grønt som den sundeste snack«, siger han.

Popcorn indeholder 501 kalorier pr. 100 gram. Det er lige så meget som i chokolade og chips.

Kilde: tjek.dk

(oprettet 25. august 2009)

Forrige artikelHanssons hjem har madglæde

Næste artikelSådan får du dit barn til at tabe sig