Problemer med pollen?

Af: Clara Edgar

Foto: Adobe Stock

Antallet af danskere med høfeber eller astma er steget i de seneste 50 år, viser ny forskning. Og for de mange med kløende øjne og løbende næser er den kommende tid frem til sensommeren udfordrende. Derfor får du her en række tips til at mindske generne fra pollenallergi.

Flere danskere får allergi. Sammenlignet med for 50 år siden er andelen af danskere med pollenallergi og astma tredoblet. I 1970’erne led omkring syv procent af pollenallergi og fire procent af astma. I dag er tallene henholdsvis 24 og 12 procent. Det viser en ny undersøgelse foretaget på bloddonorer. Og forskerne bag understreger, at tallene sandsynligvis er konservative, eftersom der er et krav om, at man skal være sund og rask for at blive bloddonor, så gruppen derfor ikke er helt repræsentativ for befolkningen.

De forklarer dog, at resultaterne slår fast, at lidelserne er i stigning, og at kurven ikke ser ud til at flade ud. Derfor vil andelen af allergikere med al sandsynlighed stige i de kommende år. Allergi opstår, fordi immunsystemet reagerer på noget – det kan være birkepollen – som var det en trussel, og derfor begynder øjnene at klø og næsen løbe. Men realiteten er, at pollen ikke er farligt, og der er tale om en overreaktion. Derfor kan det være en god ide at arbejde med sit immunforsvar, hvis man lider af allergi, så systemet er bedst muligt stillet i forhold til at kunne reagere hensigtsmæssigt på de ufarlige elementer i luften.

Det kan du gøre ved at sørge for, at din kost er rig på naturlige antihistaminer og antioxidanter. De naturlige antihistaminer er ikke lige så virksomme som medicin, men de er til gengæld uden bivirkninger og kan dæmpe de allergiske reaktioner. Derudover har de den fordel, at de hjælper med at genoprette immunsystemet ved både at påvirke tarmen og dæmpe inflammation i kroppen. Naturlige antihistaminer er blandt andet C- og D-vitamin.

Filtrer pollen fra

Foruden at have fokus på kosten, er der forskellige andre måder, man kan nedsætte generne af allergi. Man bør gøre rent en gang om ugen, undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der er mest pollen i luften, lade være med at tørre tøjet i det fri, og så kan man udskifte filtret i sit ventilationsanlæg. Siden 2012 har det været lovkrav, at der skal være mekanisk ventilation i boliger. Så bor du i noget nyt, har du den fordel, at du ved at skifte filtret faktisk kan nedsætte din eksponering for pollen i hjemmet med 95 procent.

De almindelige standardfiltre er nemlig så grove, at de små pollenpartikler nemt slipper igennem. Men ved at udskifte det til et finere filter, kan man altså holde pollen ude. Det kræver, at du finder ud af både producent og model på anlægget. Herefter skal du købe et filter, som opfanger partikler på 2,5 mikrometer eller mindre. Man kan selv skifte filtret, men man bør have maske og handsker på, hvis man er allergiker.

Pollensæsonen trækker ud

Lider man af pollenallergi er foråret og sommeren en svær tid, og nogle fravælger helt at være sociale i perioden, hvor allergien topper. Det kan selvfølgelig få en række andre problemer – følelser af ensomhed eller isolation. Derfor er det også vigtigt at arbejde med sin allergi, og det behov ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden.

Varmere klima betyder nemlig, at pollensæsonen kan trække ud og blive længere. Allerede i år viser det sig. For mens birk normalt først er et problem i maj, betyder det varme forårsvejr, at birk allerede i starten af april udgør et problem for nogle allergikere.

De nye forskningsresultater peger på, at man kan bidrage til at forebygge allergi, hvis man i barndommen udsættes for forskellige bakterier, dyr, svampe og pollen. Undersøgelsen viser nemlig, at de deltagere, som er vokset op på landet og er blevet eksponeret for en vifte af disse forskellige input, har færre markører for allergi end de deltagere, som ikke er blevet udsat for denne eksponering. Men er man voksen nu, og ikke kan rejse tilbage i tiden og ændre i sine omgivelser, kan man altså stadig med forholdsregler og kost lindre generne af allergien.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*