Ukrudtsmidlet glyphosat, der er hovedingrediensen i Roundup, har længe været mistænkt for at være kræftfremkaldende. Verdenssundhedsorganisationen WHO advarede tidligere mod, at stoffet ”sandsynligvis er kræftfremkaldende”. Det var det FN-styrede organs kræftkomité, International Agency for Research on Cancer (IARC), der kom til den konklusion. Men under et halvt år senere valgte Efsa altså at frikende midlet fuldstændig.
Det har fået en international gruppe af kræftforskere til at råbe vagt i gevær.
Kræftforskerne klager over den manglende gennemsigtighed og videnskabelig metode hos både Efsa og det tyske Bundesinstitut für Risikobewertung (BfR), som skrev den baggrundsrapport, der ligger til grund for Efsas vurdering.
”Vi har gennemgået de to forskellige beslutninger om glyposats kræftfremkaldende egenskaber hos mennesker og konkluderer, at ARC’s beslutning er langt mere troværdig. Den hviler på en åbne og transparente procedurer udført af uafhængige forskere, som har udfyldt grundige erklæringer om interessekonflikter, og som ikke på nogen måde er tilknyttet til eller finansielt støttet af den kemiske industri”, skriver forskerne.
Blandt gruppen af forskere, der har skrevet under, finder man seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.
– IARC ligger over, hvad Europa har af interesser. Det er derfor, at man i WHO har et overstatsligt organ, og det pudsige er, at både EU og det amerikanske National Cancer Institute betaler WHO for at gennemføre den slags undersøgelser. Normalt tager man det som et vink med en vognstand om, at der er noget om snakken, når WHO har vurderet og lagt åbent frem, at der er en sandsynlig sammenhæng mellem et stof og kræft. IARC’s metoder er så gennemsigtige, som de overhovedet kan blive, siger Johnni Hansen.
Selvom Johnni Hansen har underskrevet protesten på egne vegne, regner han med, at Kræftens Bekæmpelse vil kommunikere kræftadvarslen mod glyphosat. Dermed går Kræftens Bekæmpelse mod de danske myndigheder, der har valgt at følge Efsas anbefalinger. De danske myndigheder vil dermed ikke iværksætte tiltag til at advare ansatte i landbruget eller forbrugerne af Roundup mod kræftfaren – for ifølge Efsa er der jo ingen fare.
Producenten, Monsanto, fastholder naturligvis, at Roundup er helt uskadeligt. På YouTube findes et underholdende klip, hvor en fransk journalist konfronterer en talsmand fra Monsanto. Talsmanden fastholder, at giften er helt uskadelig for mennesker – så uskadelig, at man kan drikke den. Da journalisten tilbyder Monsanto-talsmanden en slurk af ukrudtsmidlet, bliver han dog ret irritabel. Du kan se klippet ved at følge dette link.
Kilde: ing.dk