Råd om en flabet 7-årig

Vores dreng bliver 7 i oktober. Når han er hos andre eller vi i byen eller har gæster, er der intet.

Men når vi er hjemme, er han i en periode, hvor han er flabet, ikke hører efter og svarer igen.

Og det er ved at gå mig på. Min mand er på maskinstation, så vi meget alene.

Håber du kan hjælpe.

Kh Mette, en meget ked-af-det-mor 

 


 

At være forælder er nok den mest fantastiske gave at få i livet. Det er samtidig en af de mest udfordrende. 

Når vi får børn, bliver vi udfordret på vores egne værdier, vores egen opdragelse og meget mere. Det kan være svært at vide, hvordan man er en god forælder i dag, for den måde vi selv blev opdraget på, kan ikke nødvendigvis bare føres videre.

Verden ser anderledes ud, end da vi selv var børn. Og synet på børn ændrer sig også. Så din tvivl og din ked-af-det-hed er ret almindelig og naturlig.  

Det er dejligt at høre, at din søn har en god fornemmelse af social opførsel, når I er sammen med andre. Det betyder, at han har haft gode rollemodeller at spejle sig i.  

Det er også ret naturligt, at børn reagerer og opfører sig anderledes, når I er hjemme alene sammen. Her er det trygt at prøve forskellig adfærd af. Så du gør det rigtigt godt. Du er en god mor.  

Når din søn er “flabet” hjemme og ikke hører efter, så kan du gøre forskellige ting. Overvej, om der er noget, som har trættet ham den dag. Har han oplevet meget? Har han spist for meget usundt? Har han sovet for lidt? Så bær lidt over med ham.  

Hjælp ham ved at give ham mad, der stabiliserer hans blodsukker, til alle måltider. Og sørg for tilstrækkelig med søvn. Er der ikke lige noget, der forklarer hans reaktion, så prøv om du kan bevare roen. Fortæl ham stille og roligt, hvad du vil have og hvad du ikke vil have. Det ændrer ikke noget på første dag, men over tid vil han modne sin adfærd derhjemme også.  

Hvis han ikke hører efter, så overvej naturlige konsekvenser, så du sætter rammerne. Hvis han f.eks. ikke vil tage af bordet, så kan en naturlig konsekvens være, at der ikke gives lov til at se iPad eller hvad han har lyst til. Aldrig som en trussel eller en belønning men som en rolig konsekvens.  

Overvej selvfølgelig også, om din søn savner sin far? Og måske reagerer på det. Du kan spørge roligt ind til det – og evt. prøve at gætte dig lidt frem. Det kan hjælpe børn i den alder med at blive klogere på deres egne følelser. Hvis det er tilfældet, kan I tage en snak derhjemme om, hvilke muligheder I har for at give ham lidt mere far-tid. Og under alle omstændigheder vil det hjælpe bare at få luft for sit savn.  

Jeg vil derudover varmt anbefale dig at læse bogen “Drop Opdragelsen” af Fie Hørby. Der kan du få rigtigt meget viden og inspiration til at hjælpe børn godt frem i livet.  

De bedste æblehilsner 
Anette Straadt 
www.æblebørn.dk 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*