Randi Laubek: Ting ta'r tid

Den nordjyske sangerinde Randi Laubeks album ”Sun Quakes” udkom sidst i september og har været lang tid undervejs. Vi har mødt hende til en samtale om at have god tid til tingene.

Fire år. Så længe var Randi Laubek om at lave sit seneste album ”Sun Quakes”. Og for udenforstående kan det virke som næsten surrealistisk lang tid at være om at skrive og indspille ti sange. Men for den nordjyske sangerinde var det præcis den tid, der var nødvendig, for at hun selv blev tilfreds med albummet.

Ting tager nemlig tid. I Randi Laubeks univers. For at få forstå Randi Laubeks fornemmelse for tid, er det måske nødvendigt at spole tiden et par håndfulde år tilbage. Tilbage til hendes barndom i den lille flække Voersaa i Vendsyssel. Vi er langt, langt ude på landet. På den jyske østkyst, 50 kilometer fra Aalborg. Herude står tiden måske ikke ligefrem stille. Men man forhaster sig ikke.

– Jeg kommer fra et sted, hvor tavshed i den grad er guld, siger hun.

– Hvor det er en almindelig adspredelse at gå ned på havnen og bare stå helt stille og se ud over havet i et par timer, inden man går hjem igen. Man siger knapt et ord. Måske bare et ’hej’ til en, der kommer forbi. Den ro, jeg er vokset op med, er måske ubevidst med til at præge min musik og min måde at lave musik på. Det er i hvert fald helt sikkert, at naturen, den helt vidunderlige natur, på min hjemegn altid har været en stor inspiration for mig og er en medvirkende årsag til, at mange af mine sange altid er meget rolige. Naturens cyklus, det faktum, at vi sneede inde om vinteren og tilbragte hele sommeren på havet, har næret kreativiteten. Jeg er rigtig meget inspireret af den æstetik, der er i min hjemegns natur, siger hun.

VIDSTE DU DET? Randi Laubek har ingen bil og cykler i stedet. Hun har udgivet fem albums siden debuten i 1997. Efter fire udgivelser stoppede pladeselskabet EMI samarbejdet med hende. Hendes nye album ”Sun Quakes” har hun således selv finansieret, men hun har en distributionsaftale med Sony Music. ”Sun Quakes” er indspillet i et mobilt studie, som Randi har taget med sig på rejser rundt i verden. Noget er indspillet med studiemusikere i Nashville, alle leadvokaler er indspillet i hendes barndomshjem i Voersaa.

Men den lange barselstid for hendes nye plade skyldes også, at hun sidder og nørkler rigtig meget og længe med musikkens klange. Hun kan måske bruge en hel måned på at sidde og arbejde med ét enkelt trommebeat for så alligevel til sidst at droppe det hele og starte forfra næste dag.

– Sådan har jeg altid været, jeg er sådan en, der tager mig god tid til at tænke over og pille ved tingene, siger hun og tilføjer så, lidt undskyldende.

-Men på denne plade har jeg også været min egen tekniker, så det har altså lige kostet et år mere…

Mere mild end vild

Randi Laubek har faktisk tilbragt halvdelen af sit 36-årige liv i København. For allerede som 18-årig måtte hun væk fra det lille lokalsamfund med blot 500 indbyggere. Hvad der var vidunderligt i barndommen, blev noget mere anstrengt i teenageårene, hvor Randi med sine egne ord blev en ’mild provinspunker’. Teenageoprøret var mildt snarere end vildt, men det blev for meget for hende i Voersaa. Hun blev meget byorienteret og tog ofte ind til Aalborg og den lange vej til København.

– Jeg havde for meget krudt i røven til at blive, hvor jeg var, siger hun.

Hun tog springet. Flyttede til København og gjorde gymnasiet færdigt der. Men hun fortsatte med at skrive sange, som hun har gjort, fra hun var 12, og blev opdaget af pladeselskabsmanden Poul Bruun, som 20-årig. Tre år senere – allerede dengang tog tingene den tid, de skulle tage – udkom så debutalbummet ”Ducks & Drakes”, som blev en gigantisk succes. Randi Laubek vandt priser som Årets sangerinde, Årets sangskriver og for Årets album, og mange spåede hende en stor karriere – også internationalt.

Det, med det internationale, er der dog ikke blevet noget af. Men Randi Laubek er i dag en af landets mest anerkendte kvindelige sangere og sangskrivere, og en af de få, der kan overleve i et hektisk popunivers, selvom der går tre-fire år mellem udgivelserne, og uden at hun medvirker i tv-shows a la ”Vild med dans”.

LEVER IKKE SUNDT Randi Laubek indrømmer, at hun ikke i hverdagen lever specielt sundt. I perioder kan hun leve af havregrød og kaffe. Men når hun er på turné, og når hun skal indspille sange, sørger hun for at holde sig i form ved at løbe og ved at dyrke yoga. – Jeg kan ikke synge – i hvert fald ikke optimalt – hvis jeg ikke er i god form. Så når jeg skal synge, så er det på med løbeskoene tre gange om ugen. På mange måder lever jeg to liv. Når jeg skal optræde, løber jeg, dyrker yoga og sørger for at sove meget. Når jeg er i mit kreative ’øgleland’ er jeg nok mest ærligt ’usundsagtig’.

Spørgsmål til tempo

Et af de emner, der til stadighed debatteres i disse år, er, at vi lever et hektisk og fortravlet liv, hvor der kun dårligt er plads til de bløde værdier. Døgnet har dårligt timer nok til alt det, vi skal nå, både hvad angår arbejde og privatliv. Det er de færreste, der kan gøre, som man gjorde – og måske stadig gør – på Randis hjemegn; stille sig ud på molen og skue ud over havet i stilhed i et par timer.

– Men det er jo sådan, vores samfund er bygget op, og jeg synes godt, man kan stille spørgsmålstegn ved, om det er en god opbygning, siger hun eftertænksomt.

– Der er jo en grund til, at så mange mennesker får stress og skal have antidepressiv medicin. Det er et eller andet med, at tempoet er skruet i vejret og skrues yderligere op hele tiden, og falder man fra, så kommer der bare nogle nye til. Det, jeg i hvert fald kan observere, er, at folk falder fra. Folk kan ikke klare det. Og det er også, selvom det er noget, man er glad for. For man kan jo også have for travlt med noget, man er super glad for. Det er bare, som om der er en forventning til os selv om, at man kan klare rigtig mange ting, og at man bare kan blive ved at fylde på, men der jo en eller anden grænse, som jeg tror er rigtigt svær at sætte i dag. Det er noget, jeg selv har skullet lære. Man er nødt til at finde den grænse selv. Og så acceptere, at man ikke kan følge med i alt. Det er svært, synes jeg, fordi der er en forventning om, at enten er man med på vognen, eller også er man ikke. Det er den der snak om værdier, siger hun og griner:

– Nu lyder jeg jo næsten som en politiker!

– Men det handler om, hvad det er, man gerne vil have i sit liv. Hvad er vigtigt? Er alle tingene vigtige? Er det ro, uforudsigelighed eller trygge rammer, man har brug for? Det er jo noget, man må gøre op enkeltvis. Og det koster. Vælger man, at man vil have tid, så kan man ikke leve i sus og dus. Det er det med at prioritere, og det er svært. Jeg kan sagtens sidde og sige sådan, for jeg har ikke børn, for eksempel, og jeg har jo netop stillet ind på et kreativt liv, men jeg ved udmærket, hvordan det er at have så meget om ørerne, at man er ved at brase sammen, siger Randi Laubek og refererer igen til, at hun selv tager sig god tid til tingene.

– Det, at jeg tager så lang tid til at lave mine plader, er noget jeg vælger at gøre, og så skruer jeg jo også ned for blusset, for jeg ved godt, at når jeg kun udgiver en plade hvert fjerde år, så lever jeg altså kunstnerlivet, sådan i overført betydning med loftspæren dinglende, og det er det, jeg har valgt. Det kan jeg tillade mig, fordi jeg kun har mig selv at tage hensyn til på den front. Selvfølgelig skal jeg tjene nogle penge, men musikken og den kreative proces betyder så meget for mig, at jeg hellere vil tage et job i Netto i et halvt år, for at tjene penge til at kunne tage mig den tid. Det er igen det med at finde ud af, hvad det er, der betyder noget for en, og så gå efter det. Jeg tror tit, at der er så meget travlhed, at man simpelthen glemmer eller ikke når at stille sig selv det spørgsmål: Hvad er det, der betyder noget for mig, sådan rigtigt, dybest inde?

Nødvendig arbejdsro

Med tiden er det, at have tid og ro til at gøre tingene, blevet stadigt vigtigere for Randi Laubek.

– Jo ældre, jeg er blevet, kan jeg mærke, at jeg forsøger at skabe det der rum. Det er simpelthen livsnødvendigt for mig. Hvis jeg ikke får den tid til at gå ned i det der kreative sted, så kan jeg ikke skabe noget. Når jeg har travlt, og det har jeg altså også i perioder, så får jeg ikke skrevet noget overhovedet. Så står det helt stille.

– For at kunne skabe noget kreativt må jeg lukke helt af. Ikke engang tage telefonen. Og gå ind i mit ’uendelighedsrum’, hvor tid og sted forsvinder. Den erfaring, har jeg haft med mig hjemmefra landet. For der har der ikke været noget, der kunne forstyrre, intet input. Der har man bare kunnet sidde og glo uforstyrret ud over markerne, så det er en tilstand, jeg kender, siger Randi Laubek, som kalder det ’en luksus’ at være fire år om at lave en plade. I den sammenhæng er hun meget glad for at have fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

TEGNER OGSÅ Musikken er ikke Randi Laubeks eneste kunstneriske talent. Hun har altid tegnet meget. I barndommen og ungdommen, tegnede hun tegneserier, og i dag udfolder hun sig stadig med tegninger. Hidtil har det kun været for sin egen skyld, men på ”Sun Quakes” har hun lavet collager og tegninger til coveret, og det er første gang, hun stiller sin billedkunst offentligt til skue.

– Det med de lange intervaller kan nu sagtens ændre sig, for jeg har materiale til i hvert fald to plader, og hvem ved, måske kan jeg rende ind i en stime, hvor jeg nørkler mindre med tingene? Siger hun.

Som det fremgår, så fylder kunsten rigtig, rigtig meget i Randi Laubeks liv. Hun har ingen børn – endnu – men der er en kæreste, et hjem og et liv uden for musikken. Det kan gøre hende lykkelig at være sammen med kloge, søde og gode mennesker. Hun kan nyde en god løbetur i naturen, og så elsker hun at rejse. Men kan hun forestille sig at leve et ganske almindeligt liv?

– Hmm, det kunne jeg måske godt, men jeg ville sikkert glemme børnene i Brugsen.