Redaktøren er tilbage på kontoret – det føles mærkeligt

Så er vi kommet til, hvad der føles som dag 100 i vores corona krise. Vi startede med at gå hjem og arbejde hjemmefra den 12. marts, og i flere uger var vi alle indendørs, og bevægede os kun lidt ud. (jo alle dem som ingen af os kan undvære, de var alle sammen på arbejde. Tak for det)

Vi var nok også bange for den usynlige fjende, der pludselig var kommet ind i vores liv. Jeg selv var i hverfald bange for at få den virus, som ingen rigtigt kendte til. Men vi vidste, at ingen af os, var immune overfor den, og at den havde efterladt døde i sit kølvand, siden den opstod i Wuhan provinsen i Kina.

Læs også: Pernille Aalund: De næste 10 år skal jeg fordybe mig

Nu kender vi corona

Nu ved vi mere. Meget mere. Vi ved, at det er en sygdom, som for nogen minder lidt om influenza, for andre mærkes den ikke, og for dem, som får den rigtigt, så er det en hæslig sygdom, der varer i mange uger, angriber lungevævet og gør vejrtrækningen svær.

Jeg har selv astma, så jeg synes slet ikke, jeg har lyst til at få corona.  De første ugers hjemmearbejde var derfor heller ikke så slemme. Der var jo en god grund, til at arbejde hjemmefra og passe på.

Fra morgensang til laptop i sengen

Jeg sang morgensang på DR1 med tårer i øjenkrogen, jeg fik lavet yoga og jeg fik holdt pauser i mit arbejde. Hjemme hos mig er der kun min mand og jeg, så jeg havde ingen små børn, der skulle undervises.

Så det blev hurtigt lidt kedeligt. De første ugers kedsomhed er dog for intet at regne i forhold til, hvordan det blev senere hen.

Hvor jeg i starten stod op, gik i bad og tog tøj på, nøjagtig som hvis jeg skulle være kørt til vores hovedkvarter i Vejle, så har tiden gjort, at jeg slækkede på det med morgenbadet, hårvask og tøj. Morgensangen har været svær at nå, og yoga er blevet til et langt morgenstræk.

[relateredehistorier]

Jeg har kunnet sidde i min sofa en hel dag og arbejdet på computeren. Ja, jeg har sågar en formiddag siddet med min laptop i sengen i nattøj!

Zoommøder og rene tænder

Men når vi har holdt møder på zoom, så har jeg husket både at få rigtig tøj på overkroppen og børste tænder. Man bliver lidt en zombie af alt det hjemmearbejde.

Jeg er blevet dårligere til at holde pause, og når man arbejder på den måde, så flyder det hele ligesom ud i et. Jeg har savnet mine kolleger og det at være på en arbejdsplads. Ja tænk sig, jeg har savnet  selve køreturen til arbejde. Jeg har savnet dagligdagen og struktur.

Sprit og rengøringsservietter

Men endelig i dag, mandag den 4. maj, er jeg på arbejde igen. Jeg kørte på E45, der var besynderligt meget trafik. Er Danmark åbnet helt op?

Her på kontoret er vi en hel del mennesker. Vi er her slet ikke alle sammen. Vi aftaler, hvem der kommer, så der ikke er flere, end vi kan holde behørig afstand.

Og det er mærkeligt. Der står spritflasker i massevis rundt omkring. På toiletterne er der rengøringsservietter, så vi kan holde en rigtig god hygiejne. Vi siger hej og smiler med øjne og mund, men vi giver ikke kram og ingen håndtryk.

Er der coronasnask på hånden?

Når jeg tager en kop the i køkkenet, så spritter jeg både før og efter, for tænk sig, hvis en af mine kolleger, har haft coronasnask på hænderne.

Det er mærkeligt, at man på den måde skal “mistænke” sine egne søde kolleger. Men vi er jo nødt til det. Mon det nogensinde ændrer sig?

Trist og mærkeligt

Og lige der rammer tristheden mig også en lille smule. For er vi forandret for altid? Bliver samfundet det samme igen? Hvornår kan vi kramme (jeg er er en krammer) og hvornår kan vi  mødes i festligt lag og synge og danse sammen? Ja, hvornår kan vi igen få lov til at samles fysisk til begravelser og bisættelser?

Ja, det er mærkeligt at komme på kontoret igen. Det er svært at være væk herfra, for det bliver hurtigt meget ensomt. Men her på arbejdet bliver man jeg jo også mindet om, at tingene virkelig HAR forandret sig,

Mon vi kan dele morgenbrød igen? Eller de der lækre hjemmebagte boller, som der ofte står i vores køkken? Vi kan jo ikke spritte de andre rundstykker i kurven af vel? Eller kan vi?

Læs også: Tilbage til hverdagen – stå stærkere mod stressen

Det er dejligt at være tilbage, og især er det en stor fornøjelse at sætte mig ved mit hæve sænke bord igen! Jubii – det har været savnet. Jeg kan bare ikke sidde ned en hel dag, og det er svært at få computeren højt nok op, ved skrivebordet hjemme. Her er også mit store tastatur og en rigtig arbejdsplads.

Jo det er dejligt at være tilbage. Jeg tror også, at jeg kommer i morgen. Og næste dag. Hvis altså ikke alle de andre også kommer… og så blev det mærkeligt igen. For vi hører jo til her, alle sammen.

 

Læs seneste nyt om corona hos Sundhedsstyrelsen her