Nyheder

Rekordår for kiropraktik

Foto: Adobe Stock
9. februar 2022

Flere danskere end nogensinde fik kiropraktisk behandling i 2021. Faktisk steg antallet af patienter med cirka to procent sammenlignet med 2019, som var det hidtil travleste år for kiropraktorer. En mulig forklaring kan være manglen på fysisk udfoldelse under nedlukningerne.

388.895 danskere gik ind ad døren til en kiropraktor i 2021. Nogle af de mest udbredte grunde til at søge en kiropraktors hjælp, er smerter i ryg, nakke, hofte. skulder og knæ, idrætsskader, strålesmerter, problemer med iskiasnerven eller hovedpine. Og selvom antallet af idrætsskader måske har været færre, fordi adgangen til sport og idræt har været begrænset under nedlukningerne, så synes flere samlet set at døje med fysiske problemer og smerter, som krævede behandling.

En del af forklaringen er ifølge Michael Christensen, formand i Dansk Kiropraktor Forening, at kroppen kan tage skade af ikke at blive brugt.

– Sportsklubber og fitnesscentre har været lukket i månedsvis, og når man så heller ikke kommer ud af døren for at gå på arbejde, men bare sidder derhjemme, ja så kommer problemerne lige så stille og roligt. Det viser jo, hvor vigtig fysisk aktivitet er, både for den fysiske og psykiske sundhed, siger han. 

[relateredehistorier]

Så selvom det er vigtigt at passe på kroppen, når man dyrker sport – huske opvarmningen og ikke kaste sig ud i et maraton fra den ene dag til den anden – så er hvile i overflod altså heller ikke vejen frem, hvis man vil have en skadesfri og smertefri krop.

Tilskud til kiropraktik

2019 var hidtil det mest velbesøgte år hos kiropraktorer i historien. Nu er antallet altså steget igen, og ud over, at nedlukningen kan spille en rolle, taler det også ind i den åbenhed, som danskerne har i forhold til “alternativ behandling”. 

For selvom kiropraktik i dag er en anerkendt behandlingsform, så har det ikke altid været sådan. Kiropraktik begyndte at vinde indpas i Danmark i 1920’erne, men det var først i 1991, at man kunne få offentlig autorisation som kiropraktor. Inden da var der en årrække, hvor man kunne få tilskud til behandlingen, og med det ophørte kiropraktik med at høre under kategorien af alternativ behandling.

Den tilskudsordning eksisterer stadig, og det betyder altså, at man kan få en del af beløbet dækket, hvis man har brug for kiropraktik. Den offentlige sygesikring dækker 20-40 procent af prisen. Har man desuden en privat sygesikring igennem arbejdet, eller er man medlem af Danmark, vil man typisk også kunne få helt eller delvist tilskud herfra. 

Behandling i flere trin

En kiropraktor er uddannet i at diagnosticere problemet, og man skal ikke have en henvisning fra egen læge for at opsøge en kiropraktor. Ved første besøg vil kiropraktoren typisk spørge ind til de gener, man døjer med; hvor længe de har stået på og hvordan de er opstået. Man vil typisk også tale om den generelle helbredstilstand. Herefter undersøger kiropraktoren kroppen ved at kigge bevægelser og ved at bevæge og mærke på det berørte område. 

Behandlingen består af flere dele, som både omhandler information, træning, tryk, og måske komplementær behandling. 

Lider man af smerter, kan det være en god ide at opsøge en kiropraktor, som vil kunne lave en vurdering af, hvorvidt problemet kan afhjælpes, og hvad der eventuelt skal til. 

Forrige artikelMange kræfttilfælde kan forebygges

Næste artikelKrystalsten og collagen hitter