Mad

Rendyrket livskraft med spirer

18. april 2013

Hvad er ideen egentlig med spirer? Jo, spirer er små levende vitamin- og mineralpiller i en form, som er nem at optage for din krop. De smager godt, er dekorative i maden, billige og nemme at dyrke selv.

Hvad er spirer?

Spirer er planter på deres mindste stadie. Planter skal normalt bruge jord for at kunne udvikle sig, men spirer lever af den perfekte næringssammensætning, de har i deres frø. Derfor kan du dyrke spirerne i små jordløse glas eller bakker på dit køkkenbord. Nemt og hygiejnisk. Spirerne har kun brug for at blive skyllet to gange dagligt med rent vand. Så klarer naturen resten.

Levende vitaminpiller

Spirer spises lige inden, eller når spiren udvikler det første sæt små blade. På det tidspunkt er spirerne på deres højeste næringsmæssigt. Det betyder, at du får glæde af alle spirens vitaminer, mineraler, enzymer og antioxidanter. I en form som er nem at optage for din krop. Som et ekstra plus indeholder spirer mange plantefibre og væske til gavn for din fordøjelse. Søger du en grøn, kaloriefattig proteinkilde? Så kan du glæde dig over, at specielt linse- og bønnespirer har et højt indhold af proteiner, mens kalorieindholdet er lige så lavt som i bladgrønt.

Nysgerrige elsker spirer

Spirer har det med at tiltale alle med nysgerrige fingre. Der er noget fascinerende ved at se spirer vokse. Først ligger frøet lidt stille en dags tid, men så vokser der en buttet hvid spids ud. Spidsen bliver længere og længere, og snart kommer der en lille bladknop yderst på spidsen. En enkelt dag mere og et kønt lille blad folder sig ud. Det er ret svært at blive utålmodig, når spirebakken gemmer på så tydelige nye oplevelser hver dag. Heller ikke selvom nogle spirer dyrkes i kun 4 dage, mens andre tager 7-10 dage.

Spirer til alle former og farver

Spirer kommer i alle farver og smagsvarianter. Nogle er grønne og smager af sprød salat. Andre er violette og smager af radise. Der er også dem, som har sorte frøkapsler og smager af friske hasselnødder. Og så er der dem, som smager af karry, solsikkekerner eller broccoli. Listen er lang. Kort sagt er der en spire til enhver smag.

Vælg de rette 40 sorter

Spirer kan dyrkes af mange frø, korn, linser, bønner, ærter og kerner. Du har faktisk mulighed for at vælge mellem 40 sorter. For at opnå sunde spirer, bør du vælge 100 pct. økologiske sorter, som er afskallet og opbevaret på en måde, som har bevaret den optimale spireevne. Det er dog ikke enhver normalt spiselig sort, som bør spires. På www.FriskeSpirer.dk/spirer kan du læse om nogle af de sorter, som er egnede til spiredyrkning.

Citron for bakteriefrie spirer

Måske hørte du om sagen med E. coli i de tyske bønnespirer i sommeren 2011. Hvis den historie afholder dig fra nyde spirer, så kan du glæde dig over, at der findes et dansk mærke af spirefrø på markedet, som netop tester deres spirefrø mod E. coli, Salmonella og Listeria. Derudover kan du lægge dine færdigdyrkede spirer i frisk vand med citronsaft i forholdet 6:1 i en halv time lige inden servering. Dette valg kombineret med almen god køkkenhygiejne, giver dig ekstra rene spirer.

I alle retter

Spirer er dekorative med deres smukke farver og elegante former. De er mest sprøde, når de spises rå, men du kan sagtens blende, hakke og koge dem. Derfor kan du bruge dem i smoothies, juice, dip, sandwich, bagværk, gryde- eller ovnretter. Men hvorfor ikke nyde spirernes skønhed og lægge dem øverst i din salat? Dine middagsgæster vil i hvert fald nyde historien om, at de er dyrket med dine egne kærlige hænder.

Så hvordan gør du?

Nu vil du sikkert gerne vide, hvordan du kommer i gang. Her får du en kort vejledning i at dyrke lækre linsespirer på 4 dage.

  • Tag en håndfuld hele/uflækkede, ubehandlede og økologiske linser.
  • Læg dem i blød i friskt vand i 8-10 timer.
  • Lad vandet dække linserne under hele iblødsætningen.
  • Skift eventuelt vandet undervejs, hvis det er meget misfarvet.
  • Hæld iblødsætningsvandet fra efter 10 timer.
  • Skyl de vandfyldte linser grundigt med friskt, køligt vand.
  • Lad vandet dryppe helt fra, men gnid eller tør ikke linserne – de har brug for lidt fugt.
  • Hæld linserne i et rent syltetøjsglas.
  • Klip et stykke tyl, hør eller hamp og fastgør stoffet over åbningen med en elastik.
  • Læg glasset på siden med lidt hældning, så vandet kan dryppe ud mellem skylningerne.
  • Skyl linserne hver morgen og aften.
  • Lad linserne være fugtige, men ikke ligge direkte i vand under dyrkningen.
  • Spirerne er klar til at blive spist efter 4 dage, eller når spiren er 1,5 cm.
  • Skyl grundigt en sidste gang – gerne med en smule citronsaft i vandet.
  • Nu er spirerne klar til din salat, smoothie eller sammenkogte ret.

 

Frisk på flere spirer?

Du kan se en video med metoden på YouTube ved at søge på ‘Friske Spirer i glas’.

Miriam Sommer – Uddannet cand. mag i dansk. Indehaver af Friske Spirer, som er skabt med målet at lære dig, hvordan du selv kan dyrke spirer året rundt.

www.FriskeSpirer.dk – gratis inspiration med mange gode tips til din egen spiredyrkning.

Friske Spirer – en guide til spiring – En A – Z for nye og erfarne spiredyrkere i at dyrke sunde spirer året.

 

Forrige artikelProbiotika mod MRSA

Næste artikelCykel dig i forårsform!