Efter et forår med en overtegnet kalender har Renée Toft Simonsen tid til at fokusere på sig selv, inden det går løs igen. Det gør hun bl.a. med meditation, retræteophold og løbeture i skoven sammen med sin søster. I vinterhalvåret bader hun og får et kick ud af det, og så bager hun sit eget brød, for så ved man jo, hvad der er i, som hun siger.
Renée Helmig Toft Simonsen er netop fyldt 47 år, og hun ligner en mere livsklog, men absolut ikke mindre lækker udgave af den 17-årige skolepige, der i 1982 vandt titlen som 80’ernes ansigt. Hun tager imod i det gulmalede hus med udsigt over Aarhus Bugt. Det er her, hun har skabt et barndomshjem for sine børn, her hendes mand, Thomas Helmig, har et studie, hvor han laver musik. Og her hun selv har et kontor, hvorfra hun skriver børnebøger, debatindlæg, klummer til ugebladet Femina, svar til brugerne på delebarn.dk, hvor hun også er direktør, og snart også filmmanuskripter.
Renée Toft Simonsen begyndte på Filmskolens manuskriptlinje i januar, hun er også i gang med at skrive på to bøger til de fem-otteårige, der udkommer til jul, og har desuden netop, sammen med en veninde, udgivet bøgerne “Mit liv som delebarn”, i en udgave for børn og en for teenagere. Og så bød foråret også lige på den yngste søns konfirmation, modelbureauindehaver Eileen Fords 90 års fødselsdag i New York plus det løse. Men uanset travlhed – eller måske netop pga. den – skal der findes plads til motion og mentale åndehuller.
– Jeg prøver at holde fast i mine rutiner med løbeture og meditation, selv om jeg har travlt, men det er svært, især de uger, hvor jeg er på skole i København. Jeg har tit møder efter skoletid og er måske først hjemme klokken 19, men jeg sørger for at løbe alligevel. Helst tre-fire gange om ugen, hvor jeg løber otte-ti kilometer. Så kommer jeg også lige ned til vandet eller ud i skoven og får luft. Det er fysisk træning, men lige så meget en mental afkobling for mig, og jeg kan ikke undvære det mere, fortæller Renée, der bor hos en veninde i Hellerup de uger, hvor hun deltager i undervisningen på Filmskolen.
Renée Toft Simonsen siger, hun er blevet bedre til at sige nej tak til ting, hun bliver spurgt om, men der er stadig mange interessante udfordringer at sige ja til, og ind i mellem klumper arbejdsopgaverne og alle de andre ting, livet også indeholder, sig bare sammen.
Renée har igennem ti år gået på kurser i bl.a. meditation, og hvert år tager hun på retrætekursus i fem dage, hvor man ikke taler i de tre af dem.
– Nogle gange kan det tage mig et par dage at falde ned, men så finder jeg roen og nærværet og nyder fraværet af tv, telefon, mail og alt det andet, man skal forholde sig til i hverdagen. Jeg bliver også bedre og bedre til at bevare og holde fast i den tilstand af ro og nærvær, når jeg kommer hjem igen. Jeg øver mig i ikke at tage for meget arbejde ind, det lykkes ikke altid, men jeg øver mig. I perioder lykkes det mig at komme ind i en meditationsrutine, hvor jeg mediterer hver dag i to-tre uger, andre gange glemmer jeg det. Jeg er ikke nogen meditationstrold endnu, det er ikke lykkedes mig at få det ind i en hel fast rutine.
Renée fortæller, at hun godt kan slappe af, når arbejdsdagen er ovre og være på i forhold til sine omgivelser.
– Jeg er blevet god til at parkere ting og lukke det ude. Hvis der er noget, der generer mig eller noget, jeg er ked af, kan jeg godt fokusere på den opgave, jeg er i gang med og tage tingene en ad gangen. Med mindre det er noget alvorligt selvfølgelig, noget med børnene f.eks.
I vinter var det anden sæson, Renée Toft Simonsen var vinterbader. Hun bader fra Den Permanente i Aarhus sammen med sin mand og sin storesøster, Heidi. I en time skiftevis bader de og går i sauna.
– Det giver et skud humørstoffer, der bliver frigivet endorfiner, som går lige i blodet. Den kolde dukkert sætter så mange ting i gang i kroppen, blodet ruller, det er en hel renselsesproces. Og det er også et frikvarter fra telefon og mail. Desuden er vinterbadningen en genvej til meditation. Jeg kan love dig, man kommer ned i kroppen omgående! Hvor man skal bruge et stykke tid på at komme ned i kroppen stykke for stykke, når man mediterer, går det lynhurtigt, når man vinterbader og går i sauna. Når jeg går derfra, er jeg afslappet i kroppen, og jeg går aldrig derfra i dårligt humør. Det er et rent endorfin-frikvarter!
Renée Toft Simonsen er som nævnt aktuel med “Mit liv som delebarn”, der er et værktøj for børn og unge til at få sat ord på de svære følelser og udfordringer, der som oftest følger med, når mor og far flytter hver for sig.
– Når forældrene bliver skilt, sker der en opsplitning i barnets historie. I nogle familier snakker man godt sammen, holder kontakt og samarbejder med den anden part, i andre familier gør man ikke. Men uanset hvad, er forældrenes historie ikke børnenes historie, og forældrene skal hjælpe børnene med at skabe og bevare en historie, der inddrager både mor og far. Det kan godt være, forældrene ikke er sammen og ikke elsker hinanden længere, men det gjorde de engang. Og det har en betydning for, at det barn blev født. Far og mor er lige vigtige, og bogen er inkluderende, både over for det nye og det gamle. Der er også gjort plads til nye kærester og nye børn i barnets bog.
– Det kan godt være, mor ikke synes, det er så fedt med fars nye kæreste, men barnet synes måske, hun har det smukkeste, lange hår og bager den mest fantastiske citronmåne, og hun må gerne være i barnets bog. For det er, hvad det er. Barnets bog. De mindre børn skal selvfølgelig have hjælp til at skrive i den, og så kan man forhåbentlig få nogle gode snakke imens. Teenagerne kan selv styre det, men man kan måske få lov til at kigge med. Børnene kan invitere hvem, de vil, med indenfor i bogens univers.
Renée tilføjer, at da hun besøgte Uganda i sin egenskab af ambassadør for Plan International, så hun de aids-ramte forældre lave mindebøger til deres børn, og det har også inspireret hende i arbejdet med “Mit liv som delebarn”-bøgerne.
– De, der ikke kunne skrive, fik hjælp fra en Plan-medarbejder, og de klippede billeder ud og satte ind i mindebøgerne for på den måde at give børnene en forbindelse til den fortid, der ikke fysisk er der længere, når mor og far er døde. Det er selvfølgelig ikke det samme som at være delebarn, men nogle af principperne er de samme, siger hun.
Renée Toft Simonsen har skrevet bøgerne sammen med veninden Anna Prip Brandt, fordi de oplevede et behov blandt de børn, de begge hører om gennem delebarn.dk, hvor Renée i sin egenskab af psykolog er brevkasseredaktør m.m., og hvor Anna Prip Brandt, som bl.a. er sorgkonsulent, skriver indlæg. De er også blevet inspireret af venners, veninders og egne børn og af rapporten fra Socialforskningsinstituttet om delebørn fra 2010. Desuden er de begge skilsmissebørn, de har begge delebørn og ved hvordan, det er at være bonusmor.
– Bogen kunne have hjulpet i min egen familie, både da mine egne forældre blev skilt, men også i min nuværende familie. Jeg ville gerne have lavet sådan en bog sammen med mine børn. Jeg har i stedet gjort det på min egen måde i form af albums med billeder, breve og postkort, som de får, når de fylder 18. Jeg syr også livstæpper, en slags patchwork af deres livs begivenheder, som jeg giver dem, når de bliver konfirmeret. Det er en anden måde at gøre det på, men mine børn har ikke fået familiehistorierne med fra deres fars side, og det kunne jeg da godt have tænkt mig.
Renée og hendes to ældste børns far gik fra hinanden, da børnene var ganske små. Hendes egne forældre blev skilt, da Renée var 13 år, og hun og hendes to søstre, Heidi, der er to år ældre, og Iben, som er seks år yngre end Renée, blev boende hos moren, men besøgte deres far.
– Måske kunne sådan en bog have givet en hyggestund med mine forældre hver især. Jeg ved ikke, hvor meget den kunne have givet mig dengang, men i dag ville den have været rigtig vigtig. Det havde været værdifuld information i forhold til at kende min historie.
Bogen er delt op i tre sektioner. Den første sektion “Mig og min familie” handler primært om barnet selv, far og mor og barnets tilknytning til forældrene. Bogens anden sektion handler om barnets tanker, følelser og kropsfornemmelser, mens tredje sektion hedder “Mit eget rum”, et helt privat rum, hvor barnet kan sætte ord på, hvordan det ser og opfatter sig selv.
Processen med at skrive bogen har været meget givende på det personlige plan.
– Jeg har skrevet den sammen med Anna, som jeg gik på studenterkursus med på Aarhus Akademi, da jeg kom hjem fra New York. Så det er mere end 20 år siden. Vi var fire piger, der lavede en læsegruppe, og vi har holdt sammen siden. Det har simpelthen været så hyggeligt at arbejde sammen, måske især fordi, Anna og jeg også følges ad i andre områder af livet. Vi går begge på kurser i healing og meditation hver for sig. Vi har været på kurser i mindfulness, stilhed og fordybelse samt et to års forløb i meditation og healing sammen, og det her er endnu en uddybning og udvidelse af vores venskab.
– Vi har meget den samme holdning til den måde, vi er i verden på, den kærlige, empatiske, omsorgsfulde måde både indadtil og udadtil. Vi har været varsomme og respektfulde over for børnene i vores spørgsmål til dem i bogen, f.eks. omkring krop og følelser. Vi har en gensidig respekt for hinanden og samme arbejdsmoral. Så jo, det har været en rigtig dejlig arbejdsproces.
Renée Toft Simonsen er stadig lige så slank, som dengang hun arbejdede som model på fuld tid. Men selv kan hun godt se de aldersbetingede ændringer på kroppen.
– Når man bliver ældre, bliver ens krop anderledes, men jeg går ikke så meget op i det, jeg spiser. Jeg kan godt lide at købe økologisk, men jeg er ikke fanatisk med noget i forhold til kost. Jeg kunne godt tænke mig at drikke cola hver dag, men jeg gør det ikke, for jeg har ikke lyst til at blive tyk. Jeg synes også, det er herligt at ryge, men det lader jeg også være med. Det gør jeg kun, når jeg er på ferie efter mange år som “rigtig” ryger. Jeg spiser sjældent franskbrød, det ligger tungt i maven, og det binder.
– Jeg spiser meget frugt og grønt, fordi jeg elsker det. Jeg bager selv rugbrød og knækbrød, fordi det er lækrere end det, man køber, og så ved jeg, hvad der er i. Af samme grunde laver jeg selv pesto og syltetøj. Ellers er det Thomas, der laver mad, og jeg har efterhånden lært drengene, at der altså skal være noget grønt på tallerkenen. De er ikke meget for det. Når noget er rødt, gult eller grønt, går de helt ned… Nej, det skal de sgu ikke ha’! Pigerne og mig spiser masser af det, og vi kan godt lide det, det er underligt, der er sådan en forskel.
Noget usundt sniger der sig også ind i Renées kost, og så er favoritterne:
– Sourcream & onion-chips, dilddip og cola til weekenden. Og Ben & Jerry’s is, den med macademianuts. Sådan en kan jeg tømme på en halv time. Når jeg er gået amok, tænker jeg bagefter “øv nej, det var lige et kilo til sidebenene.” Men så må jeg jo bare “op på hesten” igen.
Renée Toft Simonsen er psykolog og forfatter til en lang række børnebøger, bl.a. serien om skilsmissepigen Karla, som er filmatiseret af Nordisk Film. Renée er også medstifter af internetportalen www.delebarn.dk, hvor hun arbejder som psykolog i rådgivningen.
Renée har hver uge en klumme og en brevkasse i ugebladet Femina, samt en blog på delebarn.dk.
Anna Prip Brandt er uddannet BA i fransk og engelsk, pædagog, coach, sorgterapeut og meditationslærer. Hun har i mange år beskæftiget sig med meditation, healing og massage og arbejdet med børn i sorg. Hun har både arbejdet med børn, hvis forældre er syge eller døende, men også med børn hvis forældre er blevet skilt.
Anna har sin egen virksomhed www.sorggrupperne.dk, hvor hun kan bookes til foredrag om sorg og mindfulness, og som vejleder for fagpersonale på skoler og institutioner. Anna blogger jævnligt på delebarn.dk, og dette er hendes første bog.
Forrige artikelMere end blot en bikinikur
Næste artikelAstma, allergi og eksem – uønskede gæster i dobbeltsengen