Rens huden indefra

Af: Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

Foto: Scanpix/Iris

Med et overfladeareal på 1,5 m2 er huden et af vores største organer, der varetager flere opgaver. Huden er bl.a. vores barriere mod udefrakommende bakterier, vira og kemikalier. Huden er også et afgiftningsorgan, der i samspil med tarmsystem, lever og nyrer hjælper os med at udskille affaldsstoffer.

På sin vis er huden en fantastisk sladrehank, der kan fortælle os noget om vores indre sundhedstilstand, da ubalancer ofte kan aflæses i huden.

Mange af os oplever, at huden svarer igen, hvis vi spiser mad med dårlige fedtstoffer, for meget sukker samt for få fibre og antioxidanter. Det er derfor værd at se nærmere på hormoner, kost, fordøjelse og afgiftning, når vi taler om en ren og smuk hud.

Fibre, fibre, fibre

For at holde maven i gang og tage affaldsstoffer med ud har vi brug for fibre. Er vi forstoppede, udskilles affaldsstoffer ikke, som de skal, og de kan recirkulere i kroppen. Det betyder, at affaldsstoffer og brugte hormoner genoptages fra tarmen og via blodet bliver ført til leveren, hvor den endnu en gang skal bearbejde dem. Leveren kommer således på ekstraarbejde, fordi den samtidig skal rense kroppen for nytilførte stoffer. Udskilles affaldsstofferne ikke som tiltænkt, vil kroppen tage huden til hjælp, og så har vi hudproblemerne.

Fibrene kan være både vandopløselige og uopløselige og fås f.eks. fra æbler, jordskokker, kål, havre, hørfrø, husk-skaller, klid, grøntsager, fuldkornsmel samt brune ris. Samlet set stimulerer fibrene tarmens peristaltik, binder gift- og affaldsstoffer, øger afføringsvolumen og produktionen af gode tarmbakterier.

Fiberrig og sund kost sammen med tilskud af mælkesyrebakterier er en god investering for optimal (hud- og) tarmsundhed uanset, om der er tale om uren hud, eksem eller pigmentforandringer.

Tåler du din mad?

En anden årsag til hudproblemer kan være, at vi spiser mad, vi ikke tåler. Allergi og intolerance kan vise sig forskelligt fra person til person. Nogle får gener fra fordøjelsen, nogle mærker det i leddene, mens andre får eksem, udslæt eller uren hud. Ved gentagne hudproblemer er det værd at se kosten efter i sømmene, da kostændringer virkelig kan gøre en forskel.

Bitterstoffer, fedtstoffer og antioxidanter

Mens fibrene er første skridt på vejen til en sundere hud, er bitterstoffer, plantestoffer og antioxidanter det næste.

Leveren og bugspytkirtlen danner hhv. galde og enzymer, som vi bruger til at fordøje maden med, og begge organer kan godt lide bitterstoffer. En hjælpende hånd til at fordøje maden bedre og optimere fordøjelsen, kan være at spise rucolasalat, julesalat, radicchiosalat, valnødder og artiskokker. Te af mælkebøtte, marietidsel, pebermynte og ensian er også godt.

Mavesyren kan stimuleres ved at drikke vand med citronsaft, spise lidt ananas eller kiwi ca. 15 minutter før et måltid.

Farvestrålende grøntsager, frugt og bær indeholder plantestoffer og antioxidanter, der beskytter os og huden mod frie radikaler. Dertil kommer indholdet af vitaminer og mineraler, hvoraf nogle af dem også virker som antioxidanter.

Huden skal ikke kun smøres udefra, men allerbedst indefra med sunde fedtstoffer og ikke med fastfood, kager og chips. Omega 3-fedtsyrer fra fisk, chiafrø, hørfrø, valnødder og alger kan modvirke inflammation – også i huden.

Ansigtets zoner

Ligesom vi under fødderne har et ”kort” over kroppens organer, som ved tryk stimuleres under zoneterapi, har vi på samme måde et tilsvarende kort i ansigtet.

Det betyder, at vi får meget at vide om, hvor i kroppen vores udfordringer er, når vi iagttager, hvor i ansigtet problemerne oftest forekommer.

Hudproblemer i panden kan være forbundet til tyktarmen, mens hudproblemer på hagen involverer hormonsystemet.

Zoneterapi både under fødderne og i ansigtet kan derfor være en del af løsningen, fordi kroppen stimuleres til at rette op på ubalancerne.

Ansigtszoneterapi har yderligere den fordel, at spændinger i ansigtets muskler afslappes og blodcirkulationen øges – begge dele får ungdommen og gløden frem.

Pigmentforandringer

Mørkere pletter eller områder i huden kaldes pigmentforandringer. Solpåvirkning, for meget sukker i kosten, brug af p-piller samt graviditet kan være årsagerne til pigmentforandringer.

For at undgå pigmentforandringer er det igen antioxidanterne og plantestoffer, vi skal have rigeligt af.

Plantestofferne giver farve og smag til planterne, og vi skal derfor fylde kroppen med bær, frugt, og grønt i alle regnbuens farver evt. i kombination med E-og C-vitamin som tilskud.

Begge vitaminer virker som antioxidanter, beskytter cellerne mod solskader og medvirker til at holde huden smidig og spændstig. E-vitamin findes f.eks. i frø, nødder, hvedekim, havregryn og avokado, mens C-vitamin kan fås fra hyben, broccoli, citrusfrugter, rød peberfrugt, havtorn og acai.

Hvis vi vil spise os til C-og E-vitaminlignende egenskaber, skal vi gå om bord i gruppen af plantestoffer, der kaldes flavonoider. For at få masser af flavonoider skal vi spise æbler, broccoli, bær og løg samt drikke te. Sukker skal vi til gengæld så vidt muligt undgå.

Også ved pigmentforandringer skal fordøjelsen fungere, for hormoner skal som nævnt udskilles af kroppen, når de er brugte.

Uanset årsagen til pigmentforandringerne, så er solbeskyttelse helt afgørende for at mindske og begrænse yderligere dannelse af pigmenter.

Urter til huden

Der er flere urter og urteprodukter, der kan støtte op om sundere hud. Brændenælde er en interessant urt, fordi den virker blodrensende, er basedannende og indeholder A- og C-vitamin, jern og kisel. Tørret brændenælde kan drikkes som te eller bruges i grød og bagværk.

Kisel/silicium et er vigtigt spormineral, når det gælder styrkelse af hud, bindevæv og hår. Både brændenælde og mælkebøtte bliver i den forbindelse interessante, fordi begge planter indeholder en vis mængde kisel ligesom havregryn, banan og fuldkornsris. Kisel fås også som tilskud.

Marietidsel og mælkebøtte støtter op om leverens afgiftningsfunktioner, og er derfor en kærlig håndsrækning til en lever på overarbejde. Urterne kan både fås som te og kapsler.

Produktet Hudpleje fra Natur-Drogeriet indeholder stedmoderblomst, der er blodrensende samt antiinflammatorisk og er god til uren hud og eksemer.

Antioxidanter, kisel og C-vitamiin er samlet i produktet Silky Beauty fra DFI. New Nordic har også flere produkter til huden f.eks. Pigment Clear og Deep Cleanse.

Urten Agnus Castus/Vitex kan virke balancerende på hormonsystemet og er anvendelig til både hormonel betinget uren hud og pigmentforandringer. Undlad dog at bruge den under graviditet og amning, men nøjes i denne periode med at arbejde med sund kost.

Samlet set er der mange naturlige og effektive løsninger, der med fordel kan bruges, så skrappe cremer og medicin kan undgås.

 


 

OBS på afgiftning og graviditet

Undgå afgiftende urter hvis du er gravid eller ammer. Fokuser i stedet på sund og nærende kost og solbeskyttelse.

 


 

Kilder: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/sygdomme/diverse/pigmentaending-graviditet-og-p-pillebrug/

Eva Lydeking Olsen og Marianne Fjordgård: ”Fordøjelse en fornøjelse”, s. 126-144.

Anne van der Merwede: ”En sund kvindekrop uden brystkræft”, s 81-92

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*