Bølgen af miljøbevidsthed skyller ind over os. Men et område, som indtil nu har været underbelyst, er forbruget af skrappe rengøringsmidler. Derfor har blogger Cecilie Blaksted skrevet bogen Naturlig Cleaning, som gør det nemt at holde hjemmet både rent og sundt.
Findes der noget bedre end at lægge sig under en dyne betrukket med dugfriskt, lufttørret sengetøj og vide, at der er rent og ryddeligt rundt om en? Måske kan du komme i tanke om en ting eller to – men det er nu stadig en god følelse. Både fordi det føles sundt og dufter godt, og fordi et rodet hjem kan give rod i hovedet, unødig stress og dårlig samvittighed.
Dermed ikke sagt, at det er en fest at gøre rent. Sådan er det i hvert fald ikke for Cecilie Blaksted, som har skrevet bogen Naturlig Cleaning.
– Jeg er totalt doven med rengøring og bruger minimal tid på det. Altså virkelig lidt, siger hun.
Men i takt med, at hun i andre sammenhænge arbejdede med, hvordan hun kunne leve mere efter sine miljøværdier, begyndte hun at åbne døren til en verden, som vækkede hendes nysgerrighed på rengøring: Hjemmelavede rengøringsmidler.
Og i processen opdagede hun, at et renere og mere ryddeligt hjem, faktisk gav hende større indre ro.
Hun begyndte at lege med forskellige rengøringsartikler – det kommer vi tilbage til – og så, hvad de kunne, og heraf spirede en interesse for boligen også frem, og Cecilie blev opmærksom på, hvordan hun kunne gøre de forskellige områder i sit hjem bedre at være i.
– Jeg begyndte at få øjnene op for, hvordan jeg, ved at sætte en plante her eller lige have det ryddet der, kunne skabe et mere kreativt rum, som er vigtigt, fordi jeg også arbejder hjemmefra, siger hun.
Hun opdagede også, at det var, når der var rod i hendes hoved, at der kom rod i hendes lejlighed, og at hun ved at have orden i tingene fik mere ro. Hele processen gav hende også mere mod på at lege med æteriske olier, som hun havde stiftet bekendtskab med i forbindelse med hudpleje, men som hun nu også inkorporerede i hjemmet.
– Æteriske olier er jo lidt sjove, fordi de lidt er nutidens krystaller – altså det handler om energi. Men de er jo blevet brugt i rigtig mange år, og jeg kunne se på min hud, at de gjorde en forskel og kan mærke, at eksempelvis pebermynteolien kvikker mig op, siger hun.
Derfor indgår forskellige olier også i flere af hendes rengøringsopskrifter, som dog også kan bruges uden, hvis man ikke synes, at olierne virker for en, eller man har allergier. Og så tilbage til produkterne, og hvordan rengøringsmidler sneg sig ind i Cecilies liv.
Det startede med miljøet. Miljøbevidsthed er ikke nyt for Cecilie. Det er hun vokset op med. Derfor har hun også tidligere kastet sig ud i at lave sine egne naturlige skønhedsprodukter. Og det var faktisk et skønhedsprodukt, der blev startskuddet til de hjemmelavede rengøringsartikler.
– Jeg havde lavet en sæbebar, som ikke virkede som skønhedsprodukt, men som jeg begyndte at bruge i min rengøring. Men fordi jeg ikke går særlig meget op i rengøring, var der mange ting, jeg ikke anede, man kunne lave! Så jeg tog det som en udfordring, at hvis jeg kunne, så kan alle, siger hun.
Et eksempel på det var en møbel-polish.
– Jeg fandt en opskrift, men den var lidt svær, så jeg prøvede at lave en udgave ud fra ting, jeg havde i forvejen, og da jeg så brugte det, blev mit møbel bare så pænt! Det kom helt bag på mig, at det kunne gøre så stor forskel, griner hun.
Det har været et mantra for Cecilie, at alt i bogen skulle være nemt. At uanset, om man er typen, der helst bare vil have ét produkt og en klud, som kan klare al rengøring, eller typen, der godt kan lide at gå til kamp mod skidtet med et våbenarsenal af produkter, så var det lige til.
Derfor bliver mange af de samme elementer genbrugt i de forskellige slutprodukter, så man ikke skal investere i halvtreds forskellige ingredienser, som kun kan købes i specialbutikker for at komme i gang. Langt det meste kan faktisk klares med vand, alkohol, sæbespåner, olie og eddike. Nemt ikke?
Vil man så være lidt mere avanceret, er der også mulighed for det. Eksempelvis ved at lave mere nicheorienterede rengøringsmidler, – såsom møbel-polish eller mugfjerner.
Overordnet set er det vigtigt for Cecilie at understrege, at man gerne må lege med opskrifterne og finde ud af, hvordan de virker bedst for en. Måske skal de justeres efter kalkindholdet i vandet. Måske finder man sine egne doseringsforhold, som passer til det skidt, der opstår i ens hjem. Og så skal man ikke være så bange for at prøve tingene af.
– Selvom jeg har testet meget af herhjemme, har jeg ikke ødelagt noget. Man kan være mindre bange, når man arbejder med de her mildere ingredienser, fremfor flasker med store dødningehoveder på. En sæbebar har jo for eksempel aldrig ødelagt noget, siger hun.
Nu sidder du måske og tænker, at det da også alt sammen er meget fint, men hvorfor skal jeg egentlig ændre mine vaner? Nu er jeg jo lige blevet så bekendt med mine produkter, kender deres duft og doseringsforhold – og så er det jo så dejlig nemt bare at svinge forbi gangen med rengøringsartikler, når jeg alligevel skal handle ind til aftensmaden?
Men der er faktisk en række gode grunde til i hvert fald at kaste et blik på sine rengøringsvaner og -artikler, hvis man vil gøre noget godt for miljøet og sig selv.
For det første bliver produktrester skyllet ud med det beskidte vand og belaster rensningsanlæggene. En del ender måske også i din krop, hvis du ikke bruger handsker eller sørger for at skylle dine ting efter med rent vand. Måske husker du det (hver gang), men kan undgå besværet ved den proces ved at vælge rene produkter, som ikke kræver den omtanke.
Det er vigtigt at understrege, at de enkelte produkter ikke nødvendigvis er farlige for din sundhed. Ikke hver for sig i hvert fald. Men de kan blive det, fordi vi hver dag er i kontakt med mange forskellige former for kemi i alt fra vores mad til vaskemiddel, hudpleje og make-up. Samlet kan de nemlig udgøre en cocktaileffekt.
Cocktaileffekten betyder, at forskellig kemi kan lege med hinanden i vores krop og forstærke hinanden. Derfor er det altså ikke nok, at en vifte af produkter hver for sig ikke er sundhedsskadelige, hvis du vil passe på dig selv.
En anden grund til at overveje at skifte supermarkedets rengøringsmidler ud med de hjemmelavede alternativer handler om det aftryk, hver flaske sætter på kloden.
For til hver flaske med universalrengøring, brun sæbe, wc-rens eller andet, er der blevet brugt plastik, som slider på kloden. Det er heller ikke uden omkostninger, når den plastik skal genanvendes. Hvis man laver sine egne produkter, køber man ikke en ny plastflaske, hver gang man løber tør for Ajax. Man genanvender dem.
For Cecilie handler det på ingen måde om at være fanatisk. Hverken i forhold til rengøringen eller i at leve mere i overensstemmelse med miljøet generelt. Det handler om en balance og om at tage de skridt, hun kan, hvor hun kan tage dem, og være tilfreds med i hvert fald at gøre noget.
– Det skal ikke være alt eller intet. Jeg tror, man skal sige til sig selv, at det er okay at starte et sted og beslutte, at nu laver jeg min egen glasrens eller køber en drikkedunk. Man skal stole på processen og på, at man gør noget godt et sted. Det er en rejse, og det er din rejse – ikke andres, siger hun.
Og hun tror på, at vi alle sammen med små ændringer kan bidrage til det miljømæssige paradigmeskifte, som hun ser, der er et behov for.
– Hvis der er ting, vi stopper med at købe, holder butikkerne op med at have dem. Så hvis der ikke bliver solgt Ajax, men eddike, så vil du begynde at se eddike i større dunke og senere, at man kan tappe eddike. Det starter med forbrugeren.
Cecilie inviterer os alle sammen med på en rejse. En rejse hun selv er ved at tage. Den startede med skønhedsprodukter og tog hende på forunderlig vis ind i rengøringens verden. Du kan hoppe med lige præcis der, hvor du er klar til det.
…til hjemmelavede rengøringsmidler: