Skyldes finanskrisen korte fingre? Ny undersøgelse hævder, at ringfingerens længde er afgørende for evnen til at tjene penge.
Tag et grundigt kig på finansfyrsternes hænder. De har med stor sandsynlighed lange ringfingre, hvis man skal tro en undersøgelse fra University of Cambridge, som for nylig er blevet offentliggjort i forskningsmagasinet Science, skriver forskning.no. Forskerne bag undersøgelsen har undersøgt længden af ringfingeren på 44 finansfolk fra London. Ringfinger påvirker bundlinjen Resultaterne viser, at de, der havde en længere ringfinger end pegefinger, tjente op til seks gange så mange penge i løbet af en 20-måneders periode sammenlignet med kolleger med en kortere ringfinger. »Det var lige før, at jeg faldt ned af stolen – jeg kunne ikke tro mine egne øjne«, siger matematikprofessor John Coates til Science. Han fortsætter: »Undersøgelsen åbner det perspektiv, at finansmarkederne måske påvirkes af biologiske karaktertræk og ikke bare rationelle forventninger«, skriver forskerne i magasinet Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America. Hormon øger koncentration og overblik Tidligere undersøgelser har vist, at mænd med en længere ringfinger end pegefinger på fosterstadie har haft en større tilførsel af hormonet testosteron og androgen. Forskernes tese er, at den højere tilførsel af hormonerne kan have bidraget til at give langfingrede finansfolk den nødvendige koncentration, der gør det muligt at bevare overblikket i en presset situation og for eksempel foretage købsafgørelser inden for meget korte tidsfrister, skriver BBC.
Kilde: Politiken