Husholdningssæbe med triclosan er ikke bedre til at uskadeliggøre bakterier end almindelig sæbe.
Antibakteriel sæbe til almindelig brug i hjemmet har ingen helbredsmæssige fordele, og er ikke i stand til at fjerne flere bakterier fra hænderne i forhold til almindelig sæbe. Den kan tværtimod gøre enkelte typer antibiotika mindre effektive. Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Clinical Infectious Diseases.
Hovedingrediensen i mange antibakterielle sæber er stoffet triclosan. Stoffet kan gøre nogle bakterier modstandsdygtige mod antibiotika som amoxillin, og selv om denne type resistens ikke er registreret endnu, har kolibakterier ved laboratorieforsøg vist modstandskraft, når de blev udsat for sæbe med triclosan i koncentrationen 0,1 pct.
I husholdnings- og håndsæbe fandt forskerne koncentrationer af triclosan på 0,1-0,45 pct. På sygehuse og i andre kliniske sammenhænge bruges stoffet i højere koncentrationer, og kan da være mere effektivt i forhold til at begrænse sygdom og bakterier. Kilde: Dagens Medicin