Britiske forskere har opdaget, at en halv liter rødbedejuice dagligt kan sænke blodtrykket.
Drik en halv liter rødbedejuice dagligt. Sådan lyder det nye kostråd, hvis man vil sænke sit blodtryk. Forskere fra London School of Medicine og The Peninsula Medical School har fået forsøgspersoner med et normalt blodtryk til at drikke en halv liter rødbedejuice, hvorefter man i en periode målte deres blodtryk. Sænkningen i blodtrykket kunne måles allerede en time efter forsøgspersonerne havde drukket rødbedejuicen, men det dykkede mest tre til fire timer efter indtag. En sænkning i blodtrykket kunne måles i op til 24 timer, skriver Hypertension Journal. Forskerne mener, at det er nitratet i rødbederne, der hjælper på blodtrykket. Nitrat findes ifølge fødevarestyrelsen også i bladgrøntsager som spinat og salat. »Vores forskning viser, at rødbedejuice og indtag af andre nitratholdige grøntsager muligvis kan være en simpel og billig vej til at bevare et sundt blodtryk,« siger professor Amrita Ahluwalia, der er en af forskerne bag undersøgelsen, ifølge BBCs hjemmeside. Professor Graham McGregor fra British Hypertension Society mener, at resultaterne af undersøgelsen er interessante. »Undersøgelsen viser, at rødbedejuice sænker blodtrykket i en kort periode hos folk, der i forvejen har et normalt tryk. Nu mangler vi så at finde ud af, om det også har en effekt på folk med forhøjet blodtryk over en meget længere tidsperiode,« siger han Ifølge Hjerteforeningen har hver 20. dansker et for højt blodtryk, hvilket blandt andet kan medføre hjerneblødninger, åreforsnævringer, blodpropper i hjertet og hjertesvigt. Kilde: Berlingske