Nyheder

Rødkløver mod hedeture og knogleskørhed

21. august 2013

Rødkløverens virkning på kvinders overgangsalder har været omdiskuteret i flere år. Men nu viser forskning fra Aarhus Universitet, at kvinder, der døjer med hedeture eller knogleskørhed, med fordel kan drikke ekstrakt fra planten.

Kvinders overgangsalder er et fænomen, der ofte omtales i humoristiske vendinger. Men symptomerne kan hos nogle kvinder være så alvorlige, at de kan føre til eksempelvis knogleskørhed, søvnbesvær og depression.

Herrens Mark tippede forskerne om rødkløveren

Så det er vigtig forskning, Per Bendix Jeppesen og hans kolleger på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, har kastet sig over. Projektet blev sat i søen i 2010, da Per Bendix Jeppesen blev kontaktet af den fynske landmand Michael Mohr Jensen, der driver virksomheden Herrens Mark. Virksomheden, der producerer flere forskellige kosttilskud, havde gennem et samarbejde med en phytoterapeut (urtebehandler) fundet ud af, at rødkløveren muligvis havde en gavnlig effekt mod bl.a. overgangsalderens hedeture.

Rødkløveren er almindelig i grøftekanter og på marker, hvor den primært dyrkes til dyrefoder.

Forskerne tog udfordringen op og bad samtidig Michael Mohr Jensen om at udvikle sin rødkløverekstrakt, så den lettere blev optaget i mavetarmkanalen. Året efter havde Herrens Mark udviklet en rødkløverekstrakt med tilførte mælkesyrebakterier, så rødkløverens bioaktive forbindelser lettere blev optaget i kroppen.

150 ml rødkløverekstrakt dagligt

Forskerne fandt derefter 60 kvinder i overgangsalderen, der havde lyst til at være med i studiet. Ved lodtrækning deltes gruppen op i to, hvor den ene fik ekstrakten, mens den anden fik en snydedrik. De skulle alle drikke 150 ml ekstrakt hver dag i tre måneder, fordelt på to daglige portioner. Herefter undersøgte man, om ekstrakten havde ændret på antallet af hedeture og hedeturenes intensitet. Man undersøgte også kvinderne knogletæthed og hormonbalance.

Op til 60 pct færre hedeture og stærkere knogler

Resultatet var ikke til at tage fejl af.

Antallet af hedeture blev i gennemsnit reduceret med 32 pct, og intensiteten af dem var kraftigt reduceret. Nogle kvinder havde en reduktion på helt op til 60 pct. Hedetureantallet blev målt med et armbånd før og efter den tre måneder lange behandling. Armbåndet målte ved hjælp af flere sensorer hedeture døgnet rundt.

Knoglenedbrydningen i ryggen stoppede hos de kvinder, der fik ekstrakten, mens nedbrydningen fortsatte hos placebo-deltagerne. Kvinderne blev scannet før og efter behandlingen.

Kvinderne mente også, at der var væsentlig færre bivirkninger ved ekstraktens planteøstrogener end vanlig hormonbehandling. Hvor almindelig, human østrogenbehandling kan føre til feber og influenzasymptomer, var ekstraktens største ulempe tilsyneladende den meget bitre og beske smag. Forskerne arbejder dog på at få udviklet ekstrakten til tabletform, så smagen ikke bliver en hindring.

Planteøstrogener og brystkræft

Tilbage i 2007 advarede Kræftens Bekæmpelse tidligere som nuværende brystkræftpatienter mod at tage rødkløverekstrakt eller andre planteøstrogener mod hedeture, da man mistænker østrogenerne for at brødføde kræftcellerne. Denne advarsel står stadig ved magt, men planteøstrogenerne skulle være ganske uskadelige for alle andre.

Kilder: Videnskab.dk, P4, Politiken

Forrige artikelLavt stofskifte og demenssymptomer

Næste artikelKvinder risikerer mere ved rygning