Et omfattende studie, der omfatter 149.000 amerikaneres madvaner over 30 år, viser, at rødt kød muligvis øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Der har dog også været kritik af undersøgelsens konklusioner.
Hvis du skal grille en af de nærmeste dage, var det måske en god idé at satse lidt mere på fisk, kylling og grønt. For det røde kød er efterhånden behæftet med en del sundhedsrisici. Det er velkendt, at rødt kød øger risikoen for mave- og tarmkræft, men nu viser ny forskning, at risikoen for at få type 2-diabetes også øges med et stort forbrug af kød fra bl.a. okse, svin, lam eller hest. For betegnelsen “rødt kød” skal ikke forveksles med betegnelsen for stegetiden. Rødt kød er i denne forbindelse kød, der er rødt i rå form – så sundhedsrisikoen er den samme, selvom du gennemsteger kødet. Kød fra struds må dog antages at være en undtagelse til at bekræfte regelen, så det er kød fra firbenede dyr, du bør begrænse forbruget af.
Den nye undersøgelse er udført af forskere fra Saw Swee Hock School of Public Health på det nationale universitet i Singapore, og de har kigget på data fra tre Harvard-undersøgelser af samlet 26.357 amerikanske mænd og 122.786 amerikanske kvinder, der alle har indberettet deres kostvaner hver fjerde år over en periode på 30 år.
Tallene viste, at et svagt voksende forbrug af rødt kød øgede risikoen for type 2-diabetes med hele 48 pct. Samtidig viste tallene, at mindre rødt kød på tallerkenen mindskede risikoen for type 2-diabetes med 14 pct.
Forskerne mener ikke, at det er typen af kød eller typen af protein, der udgør problemet. Det er typen af fedt, man finder i rødt kød. Det er de usunde, mættede fedtsyrer, rødt kød er rig på.
Der har dog været ret stor kritik af forskningsprojektet udefra.
– Denne type undersøgelser foretaget på baggrund af spørgeskemaer er ikke tilstrækkelig nøjagtige, og de kan aldrig påvise en årsagssammenhæng, uanset hvor store og gode statistikkerne er, siger Dr. Joel Zonszein, leder af The Clinical Diabetes Center, Montefiore Medical Center i New York.
Der har også været kritik af at udråbe rødt kød til den store fjende, når det retteligt er fedtstofferne i kødet, der udgør en sundhedsfare. Der findes masser af udskæringer af rødt kød, der er mere fedtfattig end et kyllingebryst og derfor ikke forbundet med større risiko for type 2-diabetes.
Andre forskere har også peget på, at faren mere ligger i alt det, man ikke spiser, når tallerkenen er fyldt med kød. Hvis aftenmåltidet f.eks. består af 400 gram mad og de 300 gram er kød, bliver andelen af grøntsager for lille.
Dr. Joel Zonszein mener, at det er forfejlet at pege fingre af det røde kød.
– Anbefalingen bør være, at man skal mindske indtaget fra alle kilder til mættet fedt, såsom ost, fede mælkeprodukter og fedt kød, istedet for at udpege kødtyper på grund af deres røde farve.
Kilde: medicinenet.com