Cirka en deciliter fermenteret rødkløverekstrakt om dagen ser ud til at kunne mindske risikoen for udvikling af knogleskørhed og hæmme knoglenedbrydningen under og efter overgangsalderen. Det har forskere fra Aarhus Universitetshospital påvist i et studie.
Rødkløverekstrakt har efterhånden vist sig at være lidt af en gave til kvinder i overgangsalderen. Forskere fra Aarhus Universitetshospital har i hvert fald påvist, at ekstrakt fra urten rødkløver kan mindske overgangsalderens hedeture hos kvinder og bedre nattesøvnen, helt uden bivirkninger. Og senest, at det også stopper udviklingen af knoglenedbrydningen i forbindelse med overgangsalderen. Resultatet bakkes op af et såkaldt review.
Derfor besluttede jeg at tage på besøg hos initiativtager, ildsjæl og landmand Michael Mohr Jensen, der bor på Fyn. Her dyrker han, sammen med sin bror Henrik, rødkløver og driver virksomheden Herrens Mark. På Herrens Mark producerer de økologisk, fermenteret rødkløverekstrakt og mælkebøtteekstrakt efter ganske særlige, patenterede opskrifter.
Michael Mohr Jensen overtog i 2010 produktionen af økologisk mælkebøttesaft og fik lyst til at anvende produktionsanlægget til mere end blot mælkebøtter, der høstes og presses en gang om året. Valget faldt på rødkløver, der netop er kendt for sit høje indhold af planteøstrogener. Det skulle vise sig at være et klogt valg.
En af hemmelighederne bag den særligt gode virkning af rødkløverekstrakt fra Herrens Mark er, at den er fermenteret. Der tilsættes nemlig probiotika, udvundet af fermenterede rodfrugter, til den økologiske saft, som derefter gærer i adskillige måneder i store siloer. Meget tyder på, at mælkesyregæret rødkløverekstrakt optages lettere og dermed har større effekt, sammenlignet med ikke-fermenterede produkter.
I processen sker der nemlig en separation af sukkerstoffer og planteøstrogener, hvilket ser ud til at øge optaget af naturlige planteøstrogener via tarmen.
Når vi kvinder kommer i overgangsalderen, skyldes det et fald i østrogenniveauerne. Det udløser som regel store hormonelle udsving, hedeture, dårlig nattesøvn, og det kan også påvirke knoglesundheden negativt. Ekstrakt fra urten rødkløver har vist sig i kombination med relevante vitaminer og mineraler at kunne bremse knoglenedbrydningen.
Fordelene ved indtag af rødkløverekstrakt kan i modsætning til hormonterapi være, at planteøstrogener binder sig til andre receptorer, beta-receptorerne, der primært findes i lunger, nyrer, tarmceller og i og omkring knoglerne. De overstimulerer således ikke det sarte bryst- og ovarievæv, som traditionel hormonterapi kan gøre det.
Østrogener har i modsætning til planteøstrogener en kraftig binding til alpha-receptorerne i bryst- og ovarievæv og kun en svag binding til beta-receptorerne.
Et dansk randomiseret, dobbeltblind og placebokontrolleret studie, foretaget af Per Bendix Jeppesen, forsker ph.d., ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitetshospital, har vist, at indtag af ekstrakt af rødkløver hæmmer afkalkningsprocesser i ryg og hofter hos kvinder med osteopeni, forstadiet til osteoporose. Endda helt uden bivirkninger.
Studiet løb over 12 måneder, og der deltog 78 kvinder over 60 år, som alle led af osteopeni. Deltagerne indtog udover en række kosttilskud også enten et patenteret, fermenteret rødkløverekstrakt fra Herrens Mark (60 mg dagligt) eller en placebodrik. Deltagerne blev DEXA-scannet før og efter, ligesom der blev taget blodprøver af en række relevante biomarkører.
Resultatet af undersøgelsen viste med stor tydelighed, at fermenteret rødkløverekstrakt reducerede knogletabet, sammenlignet med placebo. Biomarkørerne var ligeledes faldet i gruppen, der indtog rødkløverekstrakt. Det konkluderes derfor, at et dagligt indtag af fermenteret rødkløverekstrakt signifikant reducerer knogletab forårsaget af østrogenmangel og positivt påvirker knoglesundheden. Der blev ikke registreret bivirkninger, og rødkløverekstrakt kan således også anvendes over længere tid, også ifbm osteoporose.
Referencer:
”A systematic review and meta-analysis of the effects of isoflavone formulations against estrogen-deficient bone resorption in peri- and postmenopausal women”; Max Norman Tandrup Lambert, Lin Meng Hu, Per Bendix Jeppesen; The American Journal of Clinical Nutrition, Volume 106, Issue 3, 1 Sept. 2017, Pp 801–811
“Combined bioavailable isoflavones and probiotics improve bone status and estrogen metabolism in postmenopausal osteopenic women: a randomized controlled trial”; Max Norman Tandrup Lambert, Catrine Bundgaard Thybo, Simon Lykkeboe, Lars Melholt Rasmussen, Xavier Frette, Lars Porskjær Christensen, Per Bendix Jeppesen; The American Journal of Clinical Nutrition, Volume 106, Issue 3, 1 Sept. 2017, Pp 909–920
De østrogener, vi som kvinder producerer i større eller mindre omfang igennem livet, adskiller sig fra de planteøstrogener, som vi indtager igennem planter, urter, frø etc. De binder sig ganske enkelt til forskellige receptorer på kroppens celler.
De menneskelige østrogener binder sig groft sagt til alfa-receptorer, der er hyppigst forekommende i brystvæv og ovarievæv.
Planteøstrogenerne binder sig derimod til beta-receptorer, og kan have en beskyttende og knogleopbyggende effekt.
Planteøstrogen stammer, som navnet antyder, fra planter og frø, og rødkløver hører til blandt de mest planteøstrogenrige afgrøder.
Forrige artikelSundhedsvæsenet har taget patent på vores sundhed
Næste artikelGrillet lammekølle med hvidløg