Danskere lever i gennemsnit tre år kortere end svenskere. For mændene skyldes det næsten udelukkende for meget tobak og alkohol. For kvinderne kan det forklare tre fjerdedele af forskellen.
For 100 år siden havde Danmark en af de højeste middellevetider i verden. Sådan er det ikke mere. Nu lever vi i gennemsnit flere år kortere end i de fleste andre vestlige lande. Den svenske middellevetid er tre år længere, og det skyldes i langt overvejende grad alkohol og tobak, konkluderer seniorforsker fra Statens Institut for Folkesundhed Knud Juel i en artikel i Ugeskrift for Læger.
Det er især blandt mændene, at for meget røg og druk kan forklare forskellen mellem Sverige og Danmark – det er nemlig stort set hele årsagen, konkluderer Knud Juel. Når det gælder kvinder er det tre fjerdedele af forskellen, der kan tilskrives tobak og alkohol. 7000 dør for tidligt hvert år Det er de midaldrende, det går ud over. Der er en 50 procent overdødelighed blandt midaldrende danskere i forhold til svenskere. Det vil med andre ord sige, at for hver gang der dør to svenskere i alderen mellem 35 og 74 år, så dør der tre danskere i samme alder. I konkrete tal betyder det, at der hvert år indtræffer mere end 7000 for tidlige dødsfald blandt danskere i den aldersgruppe. Lovgivning skal begrænse adgang – Svenskerne har i mange år levet mere fornuftigt end os. I 2006 var der kun 13 procent mænd der var daglige rygere og kun 15 procent kvinder. Og så har de en alkoholpolitik, der begrænser adgangen til alkohol, ligesom man burde gøre det med tobak. Det er det, vi skal lære af svenskerne. Vi bliver nødt til at bruge lovgivning både i forbindelse med hvor man må sælge tobak, og hvordan man må præsentere det, og i forbindelse med, hvor man må ryge i det offentlige rum. Derudover skal vi bruge afgifter til at regulere forbruget. Det skal simpelthen være sværere og dyrere at anskaffe sig tobak og alkohol, så kan vi måske få givet den danske middellevetid et kraftigt skub opad mod svenskernes, siger Hans Storm, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse. Hver voksne dansker havde i 2002 et forbrug på 9,5 liter ren alkohol mod svenskernes 4,9 liter. Cirka 25 procent af danskerne ryger mod 14 procent af svenskerne. Forskellen giver ikke kun danskerne en ulempe i form af tidlig død – dertil skal lægges de mange ekstra år, danskerne lever med sygdom på grund af vores levevis.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse