Nyheder

Roundup årsag til erstatning på 15 milliarder kroner

Anvendelse af Roundup har givet en amerikaner kræft. Det har en domstol i USA afgjort. Producenten, Monsanto, skal betale en erstatning på 15 milliarder kroner.  

Foto: Shutter- og Adobestock
30. januar 2024

Anvendelse af Roundup har givet en amerikaner kræft. Det har en domstol i USA afgjort. Producenten, Monsanto, skal betale en erstatning på 15 milliarder kroner.   

Det er nogle ret utrolige erstatninger, man kan tilkendes hos amerikanske domstole, og kendelsen er da også blevet anket. Men lige nu er virksomheden Monsanto og det tyske moderselskab Bayer dømt til at betale en erstatning på 2,25 milliarder dollar, ca. 15 milliarder kroner, til en 49-årig restauratør i Philadelphia. Han har brugt Roundup i sin have i henved tyve år, og nu har han fået lymfekræft. Et enstemmigt nævningeting afgjorde, at der var en sammenhæng mellem ukrudtsbekæmperen og sygdommen.  

WHO’s erklæring fra 2015

Det er dog langt fra sikkert, at Bayer og Monsanto klarer frisag ved ankesagen. I årenes løb har virksomheden betalt mere en 70 milliarder kroner i erstatninger til tusinder af sagsøgere. 

LÆS OGSÅ: Har vi stadig verdens reneste drikkevand?

De mange søgsmål opstod, da at en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen WHO fra 2015 antydede, at glyphosat, den vigtigste ingrediens i Roundup, kan forårsage kræft. 

Nye regler for Roundup

Fra 1. januar 2024 er det forbudt at bruge sprøjtemidler med glyphosat (herunder Roundup) på en række offentlige og private arealer, såsom terrasser, indkørsler og fortove.

Begrænsningen af brugen skyldes, at de øverste jordlag under denne type arealer er gravet væk, og der derfor er større risiko for, at sprøjtemidler kan sive ned i grundvandet.

Du kan dog stadig købe Roundup i byggemarkedet og bruge det på ukrudtet i haven.

Rapporten fra WHO’s “International Agency for Research on Cancer” (IARC) sagde, at glyphosat “sandsynligvis er kræftfremkaldende for mennesker.” 

Men Monsanto fortsatte ufortrødent salget af giftstoffet. De fastholder, at Roundup ikke forårsager kræft og har tilbagevist IARC-rapporten. Virksomheden mener, at IARC har ignoreret undersøgelser, som konkluderer, at glyphosat er sikkert. 

Dom tager udgangspunkt i 50 års forseelser

Nævningetingets enstemmige dom i den aktuelle sag skal opfattes som “en fordømmelse af 50 års forseelse fra Monsanto og en erklæring om, at dens forseelse var en hensynsløs tilsidesættelse af menneskelig sikkerhed og en væsentlig årsag til John McKivisons kræft”, som det hedder i en udtalelse fra sagsøgers advokater. 

LÆS OGSÅ: GMO eller OMG (Oh My God)

Det er en udbredt holdning, at den verserende sag kan blive en “game changer”, hvis ankesagen giver sagsøger medhold og fastholder erstatningens størrelse.

“Knap 165.000 krav er gennem tiden blevet fremsat i USA mod virksomheden for personskader.”

Roundup og lymfekræft

Knap 165.000 krav er gennem tiden blevet fremsat i USA mod virksomheden for personskader, angiveligt efter brug af Roundup.

Sprøjtemidlet blev en del af Bayer-koncernens produktportefølje, da den i 2018 købte Monsanto for 63 milliarder dollar.  

De fleste sagsøgere hævder, at produktet har givet dem lymfekræft. Det er også den kræfttype, som manden i Philadelphia lider af. 

Roundup er tilladt i landbruget frem til 2033

TIlladelsen til at bruge glyphosat i EU udløb officielt i december 2023. I oktober afviste et flertal i EU-Parlamentet at forlænge tilladelsen til professionel brug af glyphosat i ti år.  

Det var EU-Kommissionen, der havde indstillet, at der bliver givet en forlængelse. Det havde støtte fra Danmark, hvor opbakningen mest skyldes hensynet til landbruget.  

Da sagen igen blev vendt i parlamentet i november i fjor, blev aftalen en forlængelse af tilladelsen til professionel brug i yderligere ti år.  

Roundup kan også stadig købes af private, men den praksis har formentlig en stakket frist.  

“Det var EU-Kommissionen, der havde indstillet, at der bliver givet en forlængelse. Det havde støtte fra Danmark, hvor opbakningen mest skyldes hensynet til landbruget. “

Forrige artikel10 gode mod forkølelse

Næste artikelEr hjernen afhængig af sunde afføringsvaner?

Thomas la Cour

Journalist