Nyheder

Rygere vildledes af smart design

14. august 2009

Det er mange år siden de vildledende betegnelser ’mild’, ’light’ osv. blev forbudt på cigaretpakker i Danmark og resten af EU. Men en ny canadisk undersøgelse viser, at smart design på cigaretpakkerne stadig får mange rygere til at tro, at det ene cigaretmærke er mindre skadeligt end et andet. Kravene til cigaretpakkerne bør skærpes mener forskerne. Kræftens Bekæmpelse er enig.

For rygere, som har svært ved at stoppe, men er bekymret for helbredsrisikoen, har det altid været et lokkende alternativ, at skifte til et mærke, som de tror, er mindre skadeligt. Derfor opfandt cigaretindustrien filtre og begreberne ’mild’ og ’light’. Men alle cigaretter er skadelige og forårsager blandt andet mange forskellige kræftformer. Derfor har flere end 40 lande forbudt betegnelserne ’mild’, ’light’ osv.

Industrien finder nye veje

Tobaksindustriens modtræk har været, at opfinde salgsnavne som f.eks. ’Round Taste’, ’Smooth Taste’, og ’Silver’, og samtidig arbejde meget bevidst med farverne og andre signaler på cigaretpakkerne. Og det virker.

Et hold canadiske forskere har bedt 600 forsøgspersoner kigge på forskellige fiktive cigaretpakker parvis og give dem karakterer efter forventet helbredsrisiko, smag og tjæreindhold. Det viste sig, at cigaretter som hed ’smooth’, ’silver’ eller var i lyse pakker med billeder af filtre blev vurderet til at være mindre skadelige.

8 ud af 10 bliver vildledt

80 procent af forsøgspersonerne vurderede, at pakker, som hed ’smooth’ var mindre skadelige end pakker, som hed ’regular’. 75 procent mente, at en pakke med et billede af et cigaretfilter var minde risikabel end en pakke uden billedet.

– Alle rygere er bekymrede for at blive syge af deres cigaretter. Derfor tager de med kyshånd imod ethvert tiltag, som kan give dem en fornemmelse af, at de mindsker risikoen. Det har industrien forstået at udnytte, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesafdeling.

Cigaretpakker er vigtig markedsføring

Den canadiske undersøgelse konkluderer, at det ikke er lykkedes at fjerne vildledende information fra cigaretterne med de nuværende restriktioner på cigaretpakkerne. Forskerne taler for, at lovgiverne indfører begrebet ’plain packaging’, som betyder, at alle cigaretpakker skal være ens og kun må skilte med et produktnavn i nærmere defineret størrelse og skrift.

Med de mange reklameforbud mod tobak er cigaretpakkerne blevet den vigtigste markedsføringskanal for cigaretterne. Derfor gør tobaksindustrien rigtigt meget ud af at brande deres mærker gennem designet på pakken, og samtidig bliver forbrugerne altså – ifølge de canadiske forskere – vildledt til at tro, at nogle mærker er mindre skadelige end andre.

Rygning koster 5 millioner liv om året

– Skridt hen imod anonyme pakker vil betyde enormt meget, specielt for de unge, som begynder at ryge. Der ligger rigtig stor signalværdi i, hvilken cigaretpakke man går rundt med. I gamle dage røg arbejderne Cecil, kontordamen røg Look og intellektuelle røg Kings. Den identifikation forsøger cigaretproducenterne stadig at skabe omkring deres mærker, og cigaretpakken er et vigtigt våben i den kamp, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

På verdensplan koster rygning mere end fem millioner liv om året. Det er flere end tuberkulose, HIV/AIDS og malaria tilsammen. Hvert tiende dødsfald i verden skyldes tobak, som er langt den største årsag til forebyggelige dødsfald.

Artiklen om det canadiske eksperiment er offentliggjort i Journal of Public Health.

Kilde: Cancer.dk

Oprettet 17. august 2009

Forrige artikelEr dåsefisk egentlig sundt?

Næste artikelGener bestemmer hvor længe du sover