Nyheder

Rygerlunger tager 5.000 danskeres liv

19. november 2008

Hvert tiende dødsfald kan relateres til lungesygdommen KOL, viser tal fra Sundhedstyrelsen.

Socialdemokratiet vil indføre helbredstjek i kampen mod sygdommen, der rammer socialt skævt.
Hoste og opspyt. Åndenød. Det er hverdagen for 420.000 danskere med Kronisk Obstruktiv Lungelidelse eller rygerlunger, hvoraf 85 pct. har fået sygdommen ved mange års tobaksrygning. Tal fra Sundhedsstyrelsens dødårsagsregister viser nu, at 5.000 af dem dør årligt, skriver Politiken.
Antallet af dødsfald opgøres ved en ny metode og er derfor ikke direkte sammenligneligt med tidligere års. Men Knud Juel, seniorforsker på Statens Institut for Folkesundhed, vurderer, at der er sket en stigning i antallet af kvinder med KOL og hvor mange, som dør af sygdommen.
Mændene indhentet »Samfundet er begyndt at bekæmpe rygning, men da rygerlunger rammer med mange års forsinkelse, vil der gå årtier, før vi ser faldet i rygning slå igennem i KOL-statistikkerne. Kvinderne kom senere i gang med at ryge end mændene, men nu har de altså fået indhentet efterslæbet i dødsstatistikken«, siger Knud Juel til Politiken.
Der er 2,5 gange flere med rygerlunger i de lavestuddannede dele af samfundet i forhold til i de højestuddannede.
Socialdemokraterne ønsker derfor at indføre et forebyggende helbredstjek af alle danskere over 40 år. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er afvisende.
»Umiddelbart kunne det lyde som en god ide at tjekke hele befolkningens helbred. Men jeg mener, det vil være forkert, fordi vi på den måde også sygeliggør hele befolkningen. Vi risikerer at gøre os alle sammen bange for livet, og det er en forkert vej at gå«, siger Jakob Axel Nielsen til Politiken.
Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelSøvnmangel er farligt for hjertet

Næste artikelKirurgi kurerer diabetes type 2