Nyheder

Rygning giver dårligere hukommelse

18. juni 2008

Midaldrende personer, der har røget siden ungdommen, har væsentligt dårligere hukommelse end de, der aldrig har røget.

De senere år har tre forskellige undersøgelser antydet en kobling mellem rygning og hukommelse. Den aktuelle undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Archives of Internal Medicine, er baseret på data fra en stor britisk befolkningsundersøgelse, hvor flere end 10.000 35-55 årige personer blev fulgt over en periode på 17 år. Deltagerne gennemgik bl.a. en række kognitive test.
Rygerne klarede sig på alle punkter dårligere end aldrig-rygerne: Rygerne havde 37 pct. større sandsynlighed for at havne i den kategori af deltagerne, der havde dårligst hukommelse, i forhold til til aldrig-rygerne.
Midaldrende rygere havde også et betydeligt mere begrænset ordforråd end jævnaldrende ikke-rygere, og rygerne evne til at ræsonnere var også mærkbart reduceret.
Forskerne fandt til gengæld, at eks-rygere, der ikke havde røget i mere end ti år, i stort omfang havde genvundet de tabte funktioner. Forskerne kommer ikke med detaljerede bud på årsagerne til resultaterne, men en mulig forklaring kan være, at den form for åreforkalkning, som rygning medfører, også kan påvirke hjernefunktionerne.
Selv om det ikke indgik som en del af undersøgelsen, bekræftede den rygnings sundhedsskadelige konsekvenser: Over den 17-årige periode havde mandlige rygere en fordoblet risiko for at dø i forhold til ikke-rygerne. Blandt kvindelige rygere var risikoen næsten to en halv gange højere.
Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelSå fik vi svaret: Derfor griner vi

Næste artikelMange unge lever usundt