Kan man mon komme i form ved blot at stå på en plade, der ryster? Skal man ikke engang løfte jern eller spurte rundt? Kan man virkelig koge træningen ned til et minimum på kun 15 minutter og alligevel opnå stor effekt? Vi har testet rysteterapi – også kaldet vibrationsterapi …
Træningsformen vibrationsterapi stammer egentlig fra Rusland og blev til i slutningen af 1980’erne på baggrund af forskning i vedligeholdelsestræning til kosmonauter. Her søgte man at opfinde en træningsform, der kunne bruges i rummet, så de ikke kom hjem med stærkt forringet knogle- og muskelmasse.
Og hvordan får man så lige den idé med at “ryste” folk?
Historien fortæller, at man undrede sig over, hvorledes løverne på savannen kunne have så enorm kraft og hurtighed, at de med lethed kan nedlægge en zebra til trods for, at de har en virkelig doven livsstil? Hvordan kan de have styrke til det? Jo, løver er kattedyr, og de spinder meget kraftigt. Derfor begyndte man at undersøge, om der mon var en dybere mening med dette fænomen: spinden. Og heraf udsprang rysteterapien.
Så det viser sig altså, at blot det at stå på en vibrerende overflade øger knogletætheden, som så sender rystelser op gennem kroppen, styrker både knogler og muskler.
Vibrationsterapi giver hurtigt større muskelstyrke, øget fedtforbrænding, bedre blodcirkulation og øget stofskifte og øget knogletæthed. Og selvfølgelig en bedre og mere sikker balance.
Tilbagemeldinger fra folk, der har trænet blot nogle uger fortæller, at denne træning endvidere kan reducere appelsinhud, hvilket må kunne føres tilbage til den optimerede blodgennemstrømning.
Der meldes også om en stærkere bækkebund, færre rygsmerter og bedre kropsholdning.
Der sker det, at når pladen vibrerer med op til 35-40 svingninger i sekundet, så gør dine muskler alt for at stabilisere kroppen. Vibrationerne tvinger musklerne til at trække sig sammen 20-50 gange i sekundet, hvilket vil sige stort set konstant. Derfor bliver effekten af øvelserne ca. tre gange det normale.
Den rystemaskine man kan købe via www.livingintime.dk, er som udgangspunkt passiv træning. Det vil sige, at man står på pladen og bliver trænet. (Man kan dog også lave diverse øvelser på den for f.eks. arme og overkrop).
Der er faktisk lavet en hel del undersøgelser af denne træningsform. Underligt nok, så tilbyder ingen af de adspurgte offentlige hospitalers fysioterapi denne terapiform. Ej heller de private klinikker jeg har spurgt. De fleste kender slet ikke til denne vibrationsterapi, men to af de private klinikker, jeg kontaktede, vil undersøge fænomenet nærmere efter min henvendelse.
Det forekommer mig ellers så indlysende, fordi træningen er så intensiv og effektiv.
På en Powerplate bygger idéen også på, at du står på et uroligt underlag. Powerplate er tredimensional, dvs. at de bitte små rystelser, den laver, går både op og ned og til siderne. Så skal dine muskler konstant arbejde for at balancere. Det siges, at 15-20 minutter på en sådan “rystemaskine” svarer til 1-2 timer i et fitnesscenter. Ja, så ved jeg da godt, hvad jeg ville vælge.
På en Powerplate arbejder man ca. 20 minutter, hvor man laver omkring 10-12 øvelser af 30-60 sekunders varighed fordelt på de forskellige muskelgrupper. Tilslut kan du lægge dig over maskinens fod og få en dejlig omgang “rystemassage”
Om det giver noget? Hvis du spørger min krop, efter blot 20 minutter på en Powerplate, så er svaret JA. Også i den grad. Jeg var trænings-øm, på den gode måde, i flere dage efter.
Maskinen summer i gulvet og lyder som en stor kat, der ligger under mine fødder og spinder.
Og her er vi tilbage ved teorien om kattedyrenes spinden, som også går på, at de vibrationer, den laver, skulle sætte en helende proces i gang.
Hør bare denne historie:
“For nyligt ved en lægekonsultation, angående ledsmerter, nævnte jeg henkastet, at på dårlige dage vil jeg helst bare ligge i sengen med mine katte. “Det er jo helt perfekt”, sagde lægen. “En kats spindelyd er kendt for at styrke menneskets knogler”. Jeg bad straks lægen forklare nærmere om dette fænomen og jeg lærte, at det at være katteejer faktisk er blevet videnskabeligt bevist, som værende en sund ting. En kats spinden (vibrerende stimulans) er blevet sat i forbindelse med lettelse af smerter hos folk med både akutte og kroniske smerter, det er bevist, at den vibrationelle stimulans er med til at generere knoglevækst, fremskynde helingen af sår, forbedre lokal blodcirkulation og -iltning, samt reducere hævelser og bakterielle infektioner.”
Undersøgelser viser, at såkaldte lavvibrationelle frekvenser har terapeutisk virkning. Disse frekvenser kan fremskynde knoglevækst, fremme heling af knoglebrud, give øget ledmobilitet, smertelindre, styrke musklerne og fjerne eller afhjælpe hævelser og ødemer.
Kattemor føder også sine killinger, mens hun spinder.
Så måske er det derfor, katten har ni liv – fordi de er udstyret med deres eget helbredelses-apparat?
Kattens knogleskader, muskelskader m.v. heler meget bedre end andre dyrs f.eks. hundes. Og det menes ene og alene at skyldes kattens evne til at spinde.
Mange katteejere har oplevet, at hvis de har ligget syge, så kommer katten og lægger sig i deres seng og spinder på livet løs – måske for at lindre og hele?
Men kan man så ikke lave et apparat, der kan efterligne kattens spinden og som kan sende lavvibrationer ind i kroppen og hele den? Jo, det findes – f.eks. TENS-apparater eller elektrostimulationer, som man kan bruge i forbindelse med akupunkturbehandlinger.
TENS-apparater bruges f.eks. af nogle meget få, privatpraktiserende jordemødre til at smertelindre fødsler. Underligt, at det ikke er fast inventar på enhver fødestue, for det er meget let at anvende dem. De kan også købes til privatbrug.
TENS-apparatet bruges ved at sætte de selvklæbende pads med elektroder direkte hen på smertestedet. Det stimulerer nerverne til både at blokere smerteopfattelsen og fremskynder produktionen af kroppens naturlige morfinlignende stof, endorfiner og encephaliner.
I Kinesisk medicin er smerter en indikation af, at der er stagnation tilstede. Der kan enten være tale om, at blodet stagnerer eller energien gør. Almindelige akupunkturnåle kan sørge for at genskabe det frie flow, men for at sætte turbo på den proces kan man anvende strøm.
Kroppens egne morfinlignende stoffer bliver også produceret af at have nåle i kroppens akupunkturpunkter.
Jeg tror rysteterapi kunne være rigtig anvendeligt mange steder, både på hospitaler og i træningscentre, smerteklinikker osv. Vi skal bare være bevidste om muligheden!
Forrige artikelSodavand skyld i 180.000 dødsfald
Næste artikelHypnoterapi – Fra mystik til moderne værktøj