Tid til forår, tid til rengøring. Vi giver dig her en guide til miljøvenlig rengøring.
Måske ved du det godt, måske tænker du ikke nærmere over det. At mange af de rengøringsmidler og rengøringsprodukter, der typisk står i vores husholdning, indeholder en masse mikroplastik eller skrappe miljøskadende stoffer, der hverken er gode for dig eller miljøet. Og det er et stort problem, idet miljøforureningen fra rengøringsmidler og rengøringsprodukter er noget af det, der ødelægger vores miljø allermest – og det gælder altså både vores drikkevand, jord samt biodiversiteten.
Læs også: Gør rent uden at gøre kloden beskidt
Faktisk viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk Kemi fra 2023, at hver fjerde vaske- og rengøringsmiddel indeholder problematisk kemi for mennesker eller miljø. Af de i alt 196 forskellige produkter som Tænk undersøgte, fik hele 47 produkter C-kolben, som er den laveste bedømmelse, og som betyder, at et produkt indeholder mange skadelige stoffer. Undersøgelsen viste også, at især vaske- og rengøringsmidler var blandt de lavest rangerede, fordi de indeholder stoffer, der er allergifremkaldende, mistænkes for at være hormonforstyrrende eller skadelige for miljøet.
Det gælder derfor om at tænke sig godt om, hvis du er en af dem, der har forårsrengøringen som et fast ritual hvert forår, ligesom man har gjort det i årtusinder i mange forskellige kulturer og religioner. Fra det gamle Persien, hvor man fejrede nytår ved at gøre rent, til den jødiske påske, hvor man gør rent for at fjerne alt syret brød. Der er mange myter og traditioner forbundet med forårsrengøring. Nogle tror, at det bringer lykke at gøre rent i foråret, mens andre ser det som en måde at fejre forårets kommen på.
Uanset hvad din bevæggrund er, så er forårsrengøringen en god og sund tradition om at gøre lidt ekstra ud af rengøringen efter en lang vinter, hvor hele boligen trænger til en kærlig hånd.
Og rent faktisk kan du gøre din rengøring miljøvenlig på en enkel måde ved at gribe
fat i nogle af fortidens simple men effektive rengøringsmetoder samt produkter, som du måske allerede har derhjemme i køkkenskufferne.
Tag et kig i dine skabe derhjemme. Måske har du det meste stående på hylderne i forvejen. Giv det et forsøg. Og lykkes det ikke, fordi du står overfor en mere solid udfordring med eksempelvis kalk, kan du gå på jagt efter specialprodukter i din helsekostbutik eller i supermarkedet.
Kilde: bolius.dk
For selvom der er mange effektive rengøringsmidler på hylderne i dag – og du nemt kan købe billige klude og svampe i det lokale supermarked, er det værd at kigge i gemmerne, når du skal i gang med en miljøvenlig forårsrengøring. Et godt sted at starte er at udskifte de farverige “engangsklude” og de ditto rengøringssvampe fyldt med mikroplastik og erstatte dem med stofklude lavet i bomuld (købes blandt andet i helsekostbutikker) eller sågar gamle håndklæder eller viskestykker, som du alligevel skulle til at smide ud.
En god tommelfingerregel til en miljøvenlig rengøring er derudover, at du skal begrænse brugen af rengøringsmidler mest muligt. Brug i stedet vand, klude og mopper med mikrofiber. Læg ekstra kræfter i og skrub toilettet rent ved brug af børsten alene og vandet fra kummen – og giv det lidt tid, så du er sikker på, at du får al snavs væk. Hvis ikke det lykkes, kan du anvende en smule rengøringsmiddel, men gå efter de miljømærkede af slagsen. Generelt gælder det om at anvende så lidt rengøringsmiddel som muligt, hvis du vil være miljøvenlig.
Der findes to officielle danske miljømærker – Svanen og EU-Blomsten, som er henholdsvis det nordiske miljømærke og det europæiske miljømærke. Og det er de to eneste officielt anerkendte miljømærker i Danmark.
Når et produkt er mærket med EU-Blomsten eller Svanemærket giver det dig en garanti for, at det opfylder skrappe miljøkrav, tager hensyn til den menneskelige sundhed og er af god kvalitet.
Du kan finde begge miljømærker på en række rengøringsartikler, sæbe og opvaskemidler.
Kilde: mst.dk
Derfor skal du også helst holde dig fra at bruge universal rengøringsmidler, der oftest er alt for skrappe (og dermed fyldt med kemikalier), netop fordi de skal kunne opløse alt fra fedt til kalk. Anvend i stedet specialrengøringsmidler, som er målrettet netop den form for rengøring, du skal i gang med.
Eller endnu bedre: Tag fat i velkendte husmorråd om at bruge eddike, brun sæbe, citron, køkkensalt og almindelig opvaskemiddel til din rengøring.
Derudover er det god fornuft at begrænse rengøringsmidlerne. Eksempelvis bruge en skål til rengøringsvand frem for en større spand (mindre vandspild) samt at anvende det samme vand længst muligt. Start med de mindre beskidte områder i boligen. Eksempelvis døre og karme og slut med de mest beskidte områder som for eksempel toilettet.
Er du i tvivl, om dit rengøringsprodukt er miljøvenligt, kan du tjekke Forbrugerrådet Tænk app Kemiluppen, hvor du ved at scanne et givent produkt kan se, om produktet indeholder miljøskadelige stoffer.
De bedste produkter får en såkaldt A-kolbe i Kemiluppen, som betyder, at de ikke indeholder miljøskadelige stoffer, mens de dårligste produkter får en C-kolbe, og er derfor produkter, som du skal bruge med omtanke.
Kilde: taenk.dk
Forrige artikelFastekure virker måske, men …
Næste artikelLidt skidt i hjørnerne eller et rent helvede?