Sådan kommer du i gang med køkkenhaven

Af: Clara Edgar

Foto: Adobe Stock

Maj måned er et ideelt tidspunkt at få gang i køkkenhaven. Og det kræver faktisk ikke mange kvadratmeter at blive selvforsynende med en række forskellige grønsager. tidligere adjunkt ved Aalborg Universitet og haveekspert ved havevirksomheden Land, Anne Holst giver her sine bedste tips til et succesfult haveprojekt.

Mange danskere har fået mere tid derhjemme, og vil sandsynligvis fortsætte med at have det. Nogle er stadig hjemsendte fra arbejde, mens andre har rykket kontoret ind på matriklen. Det giver plads i kalenderen til nogle af de projekter, man ellers altid udskyder. Renovering, rengøring, små byggeprojekter oprydning på loftet, støvsugning af køkkenskuffer og måske lidt havearbejde.

For selvom dagene måske flyder lidt mere sammen end normalt, er vi gået ind i maj, som er den perfekte måned til at få plantet rent vejrmæssigt. For de lunere temperaturer og manglen på nattefrost gør det nemlig muligt for planterne at overleve udenfor. I hvert fald en del af dem.

Der er dog et par ting, man skal være opmærksom på, hvis man vil have succes med sin nye køkkenhave.

Skab overblik

For en køkkenhave – stor som lille – kan ende med et udbyttefattigt rod, hvis ikke man tager sine forholdsregler. Og det er en skam.

– Jeg tror alle kender ærgrelsen over at have spildt foråret i haven med plantearbejde, når så alle afgrøderne bliver spist af dræbersnegle eller gror til i et rod hen over sommerferien, når høstsæsonen nærmer sig. Heldigvis er der nogle ret lette greb at ty til, som kan sikre høsten og samtidig skabe et rigtig godt overblik i haven, udtaler haveekspert Anne Holst i en pressemeddelelse.

Om du planter på en altan eller i en have kan det være en god ide at organisere køkkenhaven i mindre bede. Det gør det nemmere at holde styr på de forskellige planter, og området som skal passes og plejes mere overkommeligt.

Man kan afgrænse bedene med en lille stensætning, eller man kam give sig i kast med nogle højbede. De har desuden den fordel, at der kan monteres sneglenet.

Når bedene står klar, er det bare med at fylde dem ud. Og her er det okay at snyde lidt.

Dyrk selv eller snyd lidt på forhånd

Hvis man er lidt utålmodig, og bare gerne vil have noget grønt og kønt at se på, er det okay at snyde lidt. På planteskoler eller i mange supermarkeder købe nytteplanter, som er klar til plantning. Vil man derimod hellere starte helt fra bunden er det med at komme i gang med at forspire og prikle.

Er man relativt ny i haveverdenen, er det en god ide at starte med planter, der er nemme at dyrke. Det er gulerødder og ærter gode eksempler på. Det er heller ikke for sent at gå i gang med kartofler.

Tomater og agurker er også lette, men de kræver lidt mere varme på denne tid af året, hvis de skal stå ude. Det kan man komme omkring med et drivhus, som desuden kan fås i mange størrelser. Fra de helt store, til de små by-venlige. Fra starten af juni kan de sættes ud i det fri.

Det er dejligt at kunne dyrke selv. Måske især nu, hvor vi stadig holder os mere hjemme, og trænger til nye projekter og familieaktiviteter. Har man børn og plads til flere bede, kan man overveje at give de små ansvaret over et af dem med de planter, de nu kunne finde spændende. Måske det kan være med til at spire en interesse for mad og en følelse af at have udrettet noget, når de ser deres arbejde bære frugt – eller grønt.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*