Sådan undgik vi dræn i ørerne

Jeg har læst spørgsmål og svar omkring undgåelse af flere dræn i ørerne til 6-årig dreng.

Sund kost, frisk luft, og en udeladelse af mælk er fine råd, som jeg kun kan være enig i.

Der skal sikkert også nok være en masse om de kosttilskud, som nævnes.

Men min datter på nu 33 år led en del af mellemørebetændelse som barn fra ca. 3 års-alderen og et par år frem.

Vi var så heldige at have en meget fornuftig ørelæge, som gjorde alt for at undgå dræn i ørerne.

Hans råd var følgende:

Pust ud i næsen 1 gang i timen på følgende måde: hold for næseborene, pust kraftigt ud, til “propperne” forsvinder. Det skal gøres 1 gang i timen, hverken mere eller mindre, for at undgå at det eustatiske rør stopper til.

Køb en pipette på apoteket. Lav en saltopløsning (opskrift på nettet, husker ikke de eksakte forhold. Ca en teske salt opløst i 1 liter vand.) Intet andet.

Som han sagde: man kan købe dråber på apoteket, men det er akkurat det samme. Lav det selv, det er næsten gratis. Dryp hendes næse nogle gange dagligt, ca 3 gange.

Dråberne opløser snottet, så næsen og dermed ørerne ikke stopper til.

Det virkede for min datter. Hun fik aldrig dræn i ørerne trods de meget smertefulde mellemørebetændelser. Hun var faktisk i stand til at lære at puste ud i næsen med sine 3-5 år.

Fint med råd om kosttilskud, men det er dyrt, og vi må ikke glemme gode gratis råd, så vi ikke til sidst tror, at piller skal være en del af den daglige kost.

Med venlig hilsen

Ulla

 


 

Tak for dit tip omkring at undgå dræn i ørerne.

Det er dejligt at høre, at I kunne undgå det på den måde.

Og det er et rigtigt godt tip til børn, der er store nok til at lære at samarbejde omkring det.

Hvis man kan holde det eustatiske rør, der går fra næsen og op til ørerne fri, så kan man undgå tryk i ørerne, fordi væsken så kan cirkulere frit.

Saltvandsdråber, næseskylning, homøopatiske næsedråber og næsepudsning kan hjælpe nogle på den måde.

I min optik er det godt samtidig at hjælpe kroppen, så der ikke opstår mellemørebetændelser, ved at styrke kroppens immunsystem og ved at undgå overproduktion af slim.

Her kan kosttilskud være en hjælp/en genvej, fordi vores livsstil i dag ikke altid lever op til det, kroppen har brug for.

Med den livsstil vi har i dag, kan piller i form af kosttilskud hver dag godt være en løsning i nogle familier som supplement.

Men jeg er meget enig med dig i, at alt hvad vi kan gøre af helt naturlig og gratis vej, er vigtigt at huske på.

De bedste æblehilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*