Sårheling

Min mand har fået et sår på sit skinneben lige over anklen. Huden er ret tynd og ikke særlig pæn nedadtil på benene, og det har hidtil ikke være muligt at få såret til at hele op. Han har fået flere salver, gået med zinklimbandage og en af de moderne gummistrømper, men uden held. Såret gør ondt, og der er ofte betændelse i det.

Hvad kan man gøre for at få det helet? Han er desværre ryger, men har skåret ned på tobakken.

Den bekymrede

Det vigtigste for sårheling er, at kredsløbet i huden omkring såret og dermed også i selve såret er i orden. Kommer der ikke ilt nok til vævet, vil det ikke heles. Det ses oftest ved sår på underbenet og anklen, hvor blodforsyningen kommer både ovenfra og nedefra og nogle gange er utilstrækkelig. Hævelse omkring såret vil hæmme blodforsyningen, og på benene kan åreknuder både fremme hævelse og svække blodgennemstrømningen. Tobaksrygning medfører en sammentrækning af pulsårerne og dermed dårligt kredsløb, så din mand er nødt til at holde op med at ryge. I sidste konsekvens kan det være, at hans ben ryger, som det sker for 500 rygere hvert år i Danmark.

Kredsløbet skal styrkes med motion og ved indtagelse af gode kosttilskud. For eksempel Omnimin, Spektro, Vitamun eller Livskilde Komplet. Ekstra C-vitamin, for eksempel 750 mg 2-3 gange dagligt er vigtigt for helingen og opbygningen af bindevævet i huden. Ekstra E-vitamin styrker virkningen af C-vitamin og bedrer kredsløbet. Zink og selen er meget vigtigt for sårhelingen. Det samme gælder for B-vitaminer, især B2 og folinsyre. Efter operationer heler såret meget hurtigere, når man meget hurtigt kommer i gang med at spise og drikke.

Behandlingen af selve såret kan man roligt overlade til hjemmesygeplejerskerne. De er rene eksperter og har opbakning fra lægen. Selvom der ikke i Danmark foreligger videnskabelige beviser for virkningen, så har jeg rigtig gode erfaringer med at behandle sår, der har svært ved at gro sammen, med såkaldte bløde laserstråler (soft laser, low level laser), der på grund af den lave energi i dem ikke brænder, men stimulerer væksten af de små hårkar i randen af sårene, så der kommer mere ilt og næring til vævet og derfor en hurtigere lægning.

Samtidig har laserlyset en udmærket virkning på bakterierne, der ikke kan tåle det. Mange alternative behandlere bruger sådanne lasere.

Magnetfeltbehandling af såret, for eksempel ved at anbringe en flad magnet uden på forbindingen, styrker kredsløbet meget og virker smertestillende. Væv heler meget hurtigere ved påvirkning fra magneter.

Venlig hilsen

Carsten Vagn-Hansen

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*