Nyheder

Sådan bliver du lykkeligere på jobbet

10. december 2008

Der skal ikke så meget til for at få det bedre på arbejdet, mener en lykkekonsulent.

Arbejdsglæde smitter af på resten af dit liv, så du bliver lykkeligere, mener lykkekonsulent Alexander Kjerluf. Til hverdag holder han foredrag i arbejdsglæde og har været konsulent for blandt andre Hilton, IBM og DaimlerCrysler for at de kunne få et bedre arbejdsmiljø. Her kommer han med fem forslag til, hvordan dine arbejdsdage bliver bedre. 1: 'Godmorgen' Når du møder på arbejdet, skal du hilse godmorgen til din kollega. »Det lyder fuldstændigt banalt, men det virker. Hvis du møder med et varmt og positivt godmorgen, så giver det en bedre dag. Husk øjenkontakten og giv lige et klap på skulderen eller en krammer. Men det er ikke alle steder, det går med en krammer«. 2: Uventet venlighed Gør en sød eller sjov overraskende ting for en kollega. Alt fra en kop kaffe, selv om han ikke har bedt om en til at ligge en chokoladebar på hans skrivebord, fungerer. »Det er noget, som alle kan gøre, og det gør folk glade«. 3: Ros hinanden Dette råd er især til ledere, men alle har godt af at rose hinanden. »Lederne skal gøre deres arbejdere glade og have tid til deres folk. Problemet i dag er, at lederne har så travlt med deres egne projekter, at de glemmer medarbejderne«. 4: Tre gode Hver dag, inden du tager hjem fra arbejde, skal du skrive tre gode oplevelser fra dagen op. »Skriv tre oplevelser ned, der har givet dig en arbejdsglæde. Det er bevist, at hvis man gør det hver dag i 14 dage, så er man glad tre måneder bagefter. Det er helt fantastisk«. 5: Mig-tid Hver dag er det vigtigt, du tager et øjeblik for dig selv. »Du skal tage et minut, hvor det ikke handler om deadlines, projekter og metoder. Det er en super enkel metode«
Kilde: Politiken

Forrige artikelHold igen med kokosfedt

Næste artikelUndgå bakterier i julemaden