Aldersforskel er nøglen til at få flest børn. Det påstår forskere i hvert fald i en ny undersøgelse.
For at få mange børn bør mænd finde en partner, der er seks år yngre end dem selv. Kvinder skal derimod søge en mage, der er fire år ældre end dem selv. Det påstår et forskerhold fra Universitetet i Wien ifølge Reuters. Forskernes udgangspunkt var at finde den mest gavnlige alder for både mænd og kvinder, som resulterer i flest afkom. Datamaterialet var nationale registre i Sverige, hvor forskerne fik adgang til antallet af fødsler og aldre hos forældre fra 55 år tilbage i tiden. Systematisk mønster Forskerne fokuserede herefter på mænd og kvinder, som ikke skiftede partner mellem deres første og sidste barn. Resultatet er klart. Par med en aldersforskel på henholdsvis seks og fire år evner at producere flest børn – og altså også flere end jævnaldrende par. “Mønsteret er meget klart og systematisk. Vi tror derfor ikke, det er tilfældigt,” siger antropolog og leder af undersøgelsen, Martin Fieder. Søger yngre partnere næste gang Undersøgelsen påviser også, at par, som bliver skilt og skifter partnere, hver især søger en yngre partner, end den de havde før. At mænd har tendens til at søge yngre partnere efter et forlist forhold var i forvejen ventet af forskerne. Men at kvinder tilsyneladende også har samme tendens kommer bag på forskerholdet.
Martin Fieder teori er, at fordi kvinder er ældre, når de finder en ny partner, så søger de instinktivt efter en yngre og mere forplantningsdygtig partner næste gang. Kilde: Jyllands-Posten