Sådan kunne dansk landbrug se ud

En tur på landet i gråt vintervejr kan være en deprimerende affære: Golde marker så langt øjet rækker og begrænset variation i landskabet. Men sådan behøver det ikke at være, hvis man skal tro det filmiske debatindlæg “ReDANE”.

Forestil dig et landligt Danmark, hvor der er stor variation i landskabet. Med enge, små skovtykninger, søer, landbrugsjord med mange forskellige typer grøntsager, små æbleplantager med sjældne æblesorter og små bække på kryds og tværs. Inde i nogle af skovtykningerne løber glade grise rundt, mens bonden høster honning i et bistade og andre er på jagt efter urter.

Det lyder som et meget romantisk billede, og de fleste vil nok afvise fantasien som dybt naiv. Men hvis man undersøger tingene lidt nærmere, kan fantasien godt blive til en mulig vision.

Kan vi tegne et nyt land?

Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg udskrev sidste år en konkurrence med overskriften “Kan vi tegne et nyt land?”. Formålet med konkurrencen var at få nogle dristige og kvalificerede bud på, hvordan Danmarks udfordringer kan imødegås og ny vækst genereres. Konkurrencen var særlig rettet mod arkitekter, og man håbede, at mange ville gribe udfordringen og vende det hele lidt på hovedet, så det ikke blot kom til at ligne en ny vismandsrapport. Mediet for konkurrencen var en kortfilm, men derudover var det helt op til deltagerne at vælge form og virkemidler.

Ud af 76 bidrag blev fem film udpeget som vindere, og en af dem var et bud på en gennemgribende ændring af dansk landbrug. “ReDANE” var et bidrag fra arkitekterne Dominic Balmforth (Susturb ApS) og Charles Bessard (Powerhouse Company ApS) samt filmmager og antropolog Andreas M. Dalsgaard (Frontier Film).

40 pct af landbrugsjorden bruges til svineproduktion

I kortfilmen gennemgår de to arkitekter nogle af de groteske fakta, man støder på i dansk landbrug: 40 pct af den danske landbrugsjord bliver brugt til svineproduktion, og hele 90 pct af denne produktion går til eksport. Svineproduktion er forbundet med store svinefarme og enorme arealer landbrugsjord, hvor gyllen fra svinene kan køres ud. Landbruget er blevet en fabrik, og vi har accepteret store ændringer i landskabet på grund af eksportindtægterne.

12 millioner svin truer grundvand og biodiversitet

Men hvordan ser det egentlig ud med eksportindtægterne? Er dansk landbrug stadig så stor en forretning? Arkitekterne borer desværre ikke i landbrugsstøtte-problematikken, men de konstaterer dog, at hvor der i 1960 var 860.000 beskæftiget i landbruget, er tallet 66.000 i dag. Hvor landbrugseksporten i 1960 udgjorde 48 pct af BNP er andelen blot 13 pct i dag.

Dansk landbrug og dansk svineproduktion tvinges til at effektivisere og effektivisere. Bedrifterne bliver større og større, svineslagterierne samles i gigantiske enheder og mere og mere automatiseres, så der bliver brug for færre og færre hænder.

Samtidig lider miljøet i et land, hvor der er mere end dobbelt så mange svin som mennesker. Mere end 12 millioner svin lever i de danske svinestalde, og hvor levetiden før slagtning førhen var op mod to år, er den nu igennem mange års profitbåret opdræt kortet ned til mellem fire og seks måneder. En gris kan i dag fedes op til næsten 100 kg på bare seks måneder – det er mere end et halvt kilo i døgnet. Konsekvensen af de mange svin er ekstreme mængder kvælstof, der bl.a. truer grundvandet og biodiversiteten.

Kvalitet og skovsvin kan være vejen ud

Det er alt sammen en virkelighed, vi har vænnet os til. Men de to arkitekter har taget udgangspunkt i landmanden Thomas Kaas Pedersen fra Bornholm, der efter at have arvet en traditionel svinebedrift nær Svaneke valgte at sadle helt om. Han skaffede sig af med en stor del af svinebesætningen og lod i stedet et mindre antal svin boltre sig i skovområder på ejendommen. Skovgrisene fra Vasagaard er siden blevet en gedigen succes.

Landmanden har færre udgifter til driften, når svinene løber frit rundt og samtidig kan han tjene en væsentlig bedre kilopris. Han leverer et kvalitetsprodukt, som han kan sælge til 18 kroner kiloet. Til sammenligning kunne han sælge almindeligt svinekød til 11 kroner kiloet. Da produktionsomkostningerne til skovgrisene er en anelse lavere end traditionel svinestald ender regnskabet med en en indtægt på ni kroner kiloet for skovgris og blot én krone kiloet for traditionel produktion. Han kan altså tjene det samme som før – men med en langt mindre produktion.

Mange fordele men mellemregninger mangler

Fordelene ved denne tankegang er mange. Pludselig kan store landbrugsområder bruges til andet end svineproduktion, fordi der ikke er de samme mængder gylle. Skovgrisene kræver lidt flere hænder, så det kan give nye arbejdspladser i landbruget. CO2-belastningen falder, og variationen i landskabet stiger.

Der er naturligvis en masse mellemregninger, som arkitekterne ikke forholder sig til. F.eks. kan man forvente, at prisen på skovgris vil falde, når udbuddet stiger. Kvalitet er kun mange penge værd, når udbuddet er begrænset. Kan skovgrisproducenterne så stadig leve af en begrænset produktion? Måske. De kunne jo måske bruge jorden til at dyrke nogle af alle de frugter, grøntsager og urter, der på forunderlig vis er forsvundet ud af Danmark i løbet af de sidste 60-70 år.

Filmen er i hvert fald ganske tankevækkende, og du kan se den her.

Kilde: Kunst.dk 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*