Nyheder

Sænk blodtrykket med frugt

Et æble, en pære eller en appelsin om dagen kan måske sænke blodtrykket. Det tyder et svensk forskningsprojekt på.

Foto: Shutterstock
4. oktober 2022

Et æble, en pære eller en appelsin om dagen kan måske sænke blodtrykket. Det tyder et svensk forskningsprojekt på.  

Statistikken taler sit eget tydelige og dystre sprog: Omkring hver femte dansker i alderen 20 og 89 lider af forhøjet blodtryk. For nogle udvikler det sig til hjertekarsygdom, og det sker i snit 56.400 gange hvert eneste år. Antallet af danskere, der får hjertemedicin, er steget med 38 pct. mellem 2004 og 2018. Hjertekarsygdom er den næsthyppigste dødsårsag i Danmark – kun overgået af kræft.  

Forhøjet blodtryk er sammen med rygning og for stort alkoholindtag de tre største risikofaktorer for alvorlig sygdom generelt.   

Mere frugt kan sænke blodtrykket

Måske kan der ændres på statistikken, hvis frugtskålene fyldes i de danske hjem, og hvis virksomhederne prioriterer frugtordninger. Det tyder et nyt, svensk studie på. 

— Vores undersøgelse fokuserer på sammenhængen mellem frugtforbrug og blodtryk målt i hjemmet, som der stadig ikke er meget viden om. Resultaterne viser, at æbler og pærer samt citrusfrugter har en væsentlig indvirkning, siger Fredrik Nyström, professor i intern medicin ved Linköpings Universitet. 

De, der deltog i undersøgelsen, skulle svare på, hvor ofte de spiste frugt. Mulighederne blev derefter kategoriseret i fire grupper: Ikke hver uge, én-to gange om ugen, tre-fire gange om ugen og mindst fem gange om ugen. 

Målbar effekt af pærer, æbler og citrusfrugter

Studiedeltagerne målte deres blodtryk hjemme i en uge og også på en klinik. Ingen af deltagerne blev behandlet med blodtrykssænkende medicin. 

Høje niveauer af frugtforbrug, uanset frugttype, viste sig at være forbundet med signifikant lavere systolisk blodtryk målt hjemme. Efter justering for livsstilsfaktorer var der stadig målbar effekt af æbler, pærer og citrusfrugter. 

Resultaterne skal efterprøves

Selv når der blev målt blodtryk på klinikken, så man en sammenhæng mellem højt frugtforbrug og lavere blodtryk. 

— Yderligere undersøgelser, frem for alt randomiserede, kontrollerede undersøgelser med lang opfølgningsperiode, der måler forbruget af specifikke frugter og mængden af indtaget frugt, er nu påkrævet, for at vi kan bevise en klar sammenhæng mellem frugtforbrug og blodtryk, fastslår Fredrik Nyström. 

Videnskabeligt funderede kostråd

Undersøgelsen omfatter 2.283 kvinder og mænd mellem 50 og 65 år fra befolkningsundersøgelsen SCAPIS. 

— Undersøgelsen giver en klar indikation af forskningens betydning for at producere videnskabeligt funderede livsstilsråd. Hvis flere forbedrer deres livsstil ud fra den viden, der findes i dag, vil vi gå et skridt videre i kampen mod hjertekarsygdomme, siger Kristina Sparreljung, generalsekretær i den svenske Hjerte-Lungefonden. 

Kilde: Hälsa.se m.fl.

Forrige artikelBehold kraft og glans i håret

Næste artikelKaffe kan (måske) forlænge livet

Thomas la Cour

Journalist