Sind

Sæt dine skyggesider under lys

30. juni 2010

Skyggesider er de egenskaber, vi helst vil skjule. Men Debbie Ford vil have os til at hente dem frem. Vi tog til foredrag og filmforevisning med High on Life for at blive klogere på, hvorfor vores grimme sider skal ud i lyset.

Enten bruger du skyggesiderne, eller også bruger de dig! Budskabet i skyg-gearbejdet er enkelt, men knapt så ligetil, når det kommer til udførelse. Den amerikanske selvudviklingsguru Debbie Ford har senest udgivet bogen ”Når skyggen tager over” og lavet dokumentarfilmen ”The Shadow Effect” om, hvordan skyggerne driver os til at træffe dårlige valg og gøre grimme ting – og hvordan vi til gengæld kan undgå fælderne og blive mere hele mennesker ved at inddrage vores mindre acceptable sider.

Debbie Fords skyggearbejde

Debbie Ford er stifter af The Ford Institute for Integrative Coaching i San Diego. Hun er en internationalt anerkendt life coach, forfatter, foredragsholder og kursusleder inden for personlig udvikling.

Hendes speciale og passion er skyggearbejdet; at integrere vores skyggesider og finde gaven i det, vi fornægter, undertrykker eller dømmer.

Hun er forfatter til “Kast Lys Over Skyggen”, “Når Kærligheden Os Skiller”, “Din Historie Din Styrke” samt senest ”Når Skyggen tager over”. I filmen ”The Shadow Effect” medvirker ud over Debbie Ford selv nogle af nutidens mest provokerende tænkere, herunder Deepak Chopra, Marianne Williamson, Mark Victor Hansen, James Van Praagh m.fl.

At dømme efter fremmødet i Turbinehallen i Århus er vi ikke de eneste, der er spændte på at se filmen, som til High on Life-arrangementet bliver præsenteret af coach Pernille Mørup og psykolog Mette Holm.

Debbie Ford præsenterer selv skyggebegrebet i filmen, som efter den danske introduktion toner frem på storskærmen. Og der er nok at tage fat på, for skyggesiderne i os er kort sagt alle de sider, vi fornægter og skammer os over. Alle de egenskaber, som vi fra barnsben har lært, er uattraktive: dovenskab, vrede, dumhed, grådighed, løgnagtighed osv. Det kan være vidt forskelligt, hvilke sider af os, der er blevet til skygger under barndommen, men fælles for os er, at de styrer os mere, end vi styrer dem, hvis vi ikke anerkender dem.

Tilgiv i stedet for at dømme over skyggesider

Ikke nok med at vi selv døjer med skyggerne – vi har også kollektive skyggesider. De styrer vores opfattelse af de grupper, vi tilhører: som dansker, skandinav, vestlig osv. Vi er f.eks. de kølige nordboere, hvor sydeuropæerne er temperamentsfulde.

En af de skygger, der fylder meget i Vesten er, at store dele af verden sulter og har meget lidt, mens vi som de færreste har det meste. Hvis vi fornægter den grådighed og egoisme, der har ført til den ulige fordeling, opfører vi os som kaptajnen, der går nedenunder og sover, mens skuden sejler mod afgrunden.

Debbie Fords mission er dog langt fra at fordømme – tværtimod er hendes budskab, at dem, der fordømmer mest, selv har de mørkeste skygger. Derimod handler det for hende om at skabe forståelse for, hvordan skyggerne og fordømmelserne opstår i os og øver indflydelse på vores liv, når vi mindst venter det.

Ligesom skyggerne opstår tidligt i vores liv, når vi i barndommen lærer, hvad der er mindre attraktive egenskaber, så skaber vi også tidligt en maske. En personlighed, som vi tror, vil gøre os elsket og få os til at høre til. Den personlighed består ofte af modsætningen til det, vi skammer os over. Men den er ikke vores rigtige personlighed, og

det er derfor, at vi risikerer at sabotere os selv.

Med sabotage mener Debbie Ford de handlinger, vi foretager os uden at kunne forklare med fornuft. Når du arbej­der hårdt for at få det godt med dig selv for så lige ef­ter at ødelægge arbejdet med en modsatvirkende handling. Det kan være, at du har spist sundt og motioneret for pludselig at kaste dig ud i en overflod af chokolade.

Skyggesider popper op som badebolde

Badeboldseffekten kalder Debbie Ford den tendens, vores grimme sider har til at poppe op, når vi mindst venter det. Hvis du tager dit vrede jeg, dit løgnagtige jeg etc. og holder nede, fungerer de som badebolde under vand. Vi kan holde dem nede, når vi koncentrerer os om det. Når det så går godt, f.eks. når du har allermest succes, glemmer du dem – og så springer de op, netop som en badebold, du slipper taget på.

Undervejs i filmen får vi flere eksempler på kendte mennesker, der midt i deres største succeser skejer ud og ender på forsiden med horrible historier om druk, racisme, sexskandaler osv. Historier, som vi fascineres af, fordi de også repræsenterer vores egne skyggesider.

Det er netop måden, vi kan lokalisere vores egne skyggesider: Hvis en egenskab hos andre vækker dybe følelser i os, er det fordi vi selv har den egenskab, men ikke anerkender den hos os selv. Hvis et andet menneske vækker afsky, vrede eller forargelse, så er der god grund til at se på, hvad det er for en egenskab, der vækker følelsen, og om du måske selv fornægter den egenskab.

Ligeledes kan mennesker, som du beundrer og sætter på en piedestal, have egenskaber, som du måske selv har, men ikke har udviklet til sit fulde potentiale. Disse projektioner – lyse eller mørke – indeholder information, som er værdifuld, hvis vi vil udvikle os. Egenskaber som ikke siger os noget, vil ikke skabe store følelser.

Du har det hele i dig

På den måde er der altid en lys og en mørk side til skyggearbejdet. Vi er alt – gode og onde, lyse og mørke.

3 klare fordele

Der er tre fordele, vi kan få ud af at få kastet lys over skyggerne:

  1. Større empati over for os selv. Det er ok at være vred, sur, ustabil osv., i stedet for at du banker dig selv i hovedet, med at du bare skal tage dig sammen.
  2. Større personlig frihed. Du får større råderum, når alle sider af dig kommer med – livet er en stor palet, som du kan bruge mere af. Du vil tillade dig selv mere, i stedet for at lukke dig inde i en boks. Du får friheden til at være noget mere.
  3. Mere autentisk. Ved at anerkende dine skyggesider, bliver du et mere helt menneske. Det giver en god karisma. Du vil være mere ærlig og rolig, og det kan andre mærke. Ved at være den, man er, virker man mere autentisk og attraktiv på andre..

Vores ego er designet til at svare igen. Hvis vi mødes med vrede, bliver vi selv vrede. På samme måde reagerer dine skyggesider, så hvis du ikke tager dig af dine skygger, tager de sig af dig. Giver du dem ingen opmærksomhed, tager de den selv. F.eks. vil smerte, der ikke bliver udtrykt, blive siddende i os og skabe ubalancer fysisk – på den måde kommer smerten så alligevel til udtryk. Men ikke på den mest hensigtsmæssige måde.

Budskaberne kan ved første øjekast synes enkle og på vanlig amerikansk vis (der kom lige en fordomsfuld skygge) meget sort/hvid. Arbejdet med at anerkende og elske både vores lyse og mørke sider er dog ikke så let. For hvordan el­sker man sig selv, når man er fallit og såret? Også selvom det faktisk er på de tidspunkter, vi har mest brug for det? Vi er vores egen bedste ven og værste fjende, så først og fremmest skal vi lære at tilgive os selv. Være forstående over for, at vi kan have haft succes og alligevel fejlet.

Også her bruger Debbie Ford eksempler fra berømthedernes verden. For den skam og de oplevelser, der ligger forbundet med skammen, er også drivkraften for rigtig mange mennesker – lige fra Beethoven til Obama. Rigtig mange succesfulde mennesker omtaler deres nogle gange barske baggrund med taknemmelighed, for de ved, at deres historie har været med til at drive dem frem.

Det skræmmende lys

Så længe vi fortsætter med at gemme skyggerne, fordømme os selv og dermed andre, kan vi pakke os ind i en offerrolle. Hver gang det går skidt, kan vi sætte os hen i et hjørne og give de andre skylden.

En lille opgave med skyggesider

Hvis du er blevet nysgerrig på dine egne skyggesider, så prøv at bemærke, hvilke 10 mennesker, der over en uge sætter mest gang i dine følelser – både folk, du frastødes af og beundrer. Hvilke egenskaber har disse mennesker for dig? Og hvad siger disse egenskaber om dig?

Scenariet illustrerer det måske sværeste ved at tilgive sig selv, integrere skyggerne og blive et helt menneske på godt og ondt. For Debbies Fords erfaring er, at lyset nogle gange er det, der skræmmer os mest.

Som ofre kan vi sidde i fred og brokke os. Men hvad hvis vi virkelig har magt til at lyse og dermed ændre verden? Den tanke kan både overvælde og provokere os. For så er vi jo nødt til at handle og komme ud af det komfortable brokkehjørne.

Kunsten er at betragte skammen og skyggerne som mudder, der ligger hen over vores indre guld. Det skal fjernes stykke for stykke. Første skridt er tilgivelse af dig selv – dernæst tilgivelse af andre. Når du tilgiver andre, vil du også opleve, at du dermed befrier dig selv. Din smerte er ikke personlig, men tilhører alle mænd og kvinder.

Med disse ord fik en hel forsamling noget at gå hjem på og arbejde videre med – en del klogere, men også med lyst til at blive endnu klogere på sine lyse og – ikke mindst mørke sider.

Forrige artikelMarokkocremedip

Næste artikelProblemhud? Lær at læse huden