Nyheder

Salt er det nye fedt

16. februar 2010

Salt øger risikoen for højt blodtryk og hjerte-karsygdomme, og vi spiser generelt alt for meget salt.

Undersøgelser viser, at vi gennemsnitligt får alt for meget salt. Især fordi vi spiser meget præfabrikeret mad, der er fyldt med den hvide smagsfremmer. Hvis vi spiste bare tre gram mindre salt om dagen, kunne vi forlænge livet og reducere risikoen for hjerteanfald, skriver svensk Dagens medicin. Især unge mænd får alt for store mængder salt.

Færre dødsfald med 3 gram mindre

I San Francisco har forskere ved University of California regnet på, hvad tre gram mindre salt om dagen ville betyde for befolkningen i USA – en mængde, der er rimelig let at skære bort for de fleste. Her ville det betyde mellem 60- og 120.000 færre tilfælde af hjerte-karsygdomme, op til 66.000 færre slagtilfælde og op mod 99.000 færre hjerteanfald.
Studiet fastslår, at en mindre saltmængde ville gavne alle dele af befolkningen, og at begrænsningen er lige så vigtig som at få folk til at kvitte smøger og bekæmpe fedme.

Sådan kan du spare på saltet

Også herhjemme er myndighederne opmærksomme på det store saltindtag. Derfor er saltindholdet også vurderet i den nye nøglehulsmærkning. Hvis du selv vil gøre en indsats, er dette gode tips:
  • Lav maden selv, så ved du, hvor meget salt du får med. Færdiglavet mad og pålæg indeholder ofte store mængder salt.
  • Spar på saltet – både ved madlavning og ved bordet. Smag f.eks. på maden, før du øser mere ud over.
  • Du kan vænne dine smagsløg til mindre salt – så skær bare gradvist ned.
  • Krydderier er en god erstatning. Peber og en lang række andre krydderier gør behovet for meget salt i maden mindre.
  • Studer gerne varedeklarationen. På den lange næringsdeklaration (hvis den er med) er saltindholdet angivet som natrium indhold. Hold dig helst under 500 mg. natrium pr 100 gram.

(Oprettet den 16. februar 2010)

Forrige artikelD-vitamin og lungefunktionen

Næste artikelMiddelhavskost for hovedets skyld