Sansestimulation kan hjælpe børn med angst og uro  

Af: Clara Edgar

Foto: AdobeStock

Et dansk kandidatstudie foretaget i 2018 viser, at hver 5. elev i indskolingen har en sanseforstyrrelse. Det kan lede til både angst, uro og dårlig koncentration. Med målrettet sansestimulation, vil mange børn kunne forbedre deres evne til at deltage i skolens aktiviteter og opleve en bedre trivsel.

De fleste af os kender eller kender til de børn, som har svært ved at sidde stille på stolen. Holde fokus. Som let bliver distraherede. Måske er det dit barn? Måske var det dig? Måske var det en af dine klassekammerater? Måske går det her barn i klasse med dit?

Engang ville man nok have afskrevet dem som problembørn eller drenge med for meget krudt i røven. Men sandheden er, at en del af de her børn lider af en sanseforstyrrelse, som påvirker både det enkeltes barns evne til indlæring og resten af klassen.

Hvad er en sanseforstyrrelse?

En sanseforstyrrelse betyder, at hjernens evne til at bearbejde, filtrere og sortere i sanseindtryk er forstyrret. Vi bliver hver dag udsat for input fra sanserne, og derfor er vi afhængige af, at hjernen ved, hvilke indtryk, den skal reagerer på, hvordan og i hvilken rækkefølge.

Skal kammeratens hvisken lukkes ude, så barnet kan fokusere på læreren? Skal en vibration fra mobiltelefonen have opmærksomhed fremfor den opgave, der er blevet stillet? Skal en sten i skoen fylde mere eller mindre end det gruppearbejde, der er i gang? Den udvælgelse sker ubevidst og er individuel. Derfor kan to mennesker, eller en hel klasse, som bliver udsat for de samme lyde, lugte, lysindfald og distraktioner tolke dem forskelligt.

– At børnenes hjerner tolker omgivelserne forskelligt, kan være årsagen til, at nogle børn trives i skolen, mens andre udvikler stress, skolevægring eller skoleangst, siger ergoterapeut Jane Vorting.

Hvad er nærsanserne?

Børn med en sanseforstyrrelse vil ofte skifte fra en aktivitet til en anden grundet nedsat koncentrationsevne. Det kan give udfordringer i forhold til at få læring ind under huden, men det kan også gøre det svært for børnene at skabe meningsfyldte relationer til andre.

Jane Vorting forklarer, at målrettet sansestimulation kan være en måde at forbedre barnets evne til at drage nytte af skolens aktiviteter og udvikle sig. Men for at forstå, hvorfor målrettet stimulation kan være gavnligt, kræver det en forståelse af, hvordan sanserne virker.

De fleste kender og kan forstå, hvad det betyder, hvis en af de fire sanser, høre-, smags-, syns- og lugtesansen, bliver nedsat eller helt forsvinder. Sværere kan det være, når det kommer til forstyrrelser i nærsanserne.

– Nærsanserne er de tre sanser, der skaber vores kropsbillede – balancesansen, følesansen og muskel-led-sansen. Forstyrrelser i de sanser kan opleves meget voldsomt og invaliderende, og det vil til enhver tid have førsteprioritet, at disse sanser er hverken over- eller understimulerede, siger Jane Vorting.

Sansestimulation i form af dybe tryk kan påvirke den sidstnævnte af de tre. Muskel-led-sansen. Det er særlig væsentligt, fordi det vil virke samlende og beroligende og have positive effekter på de andre nærsanser.

Kuglevest eller fysisk bevægelse

Muskel-led-sansen registrerer aktivitet i muskler og led, og stimulation af den sans frigiver hormonet oxytocin, som virker beroligende. Når et barn sidder og rokker på sin stol, kan det være et udtryk for en understimuleret muskel-led-sans. Men om den tiltrængte stimulation kommer fra aktiv bevægelse – som rok på stolen, der kan være forstyrrende eller utilstrækkelig – eller fra passiv stimulans som fra berøring, kan hjernen ikke skelne mellem.

– Man kan stimulere gennem massage, ledkompression eller med et sansestimulerende middel med tyngde og kugler, som trykker dybt ned i muskulaturen og stimulerer leddene, siger Jane Vorting.

Et forskningsprojekt fra Syddansk Universitet, som blev offentliggjort i 2011, konkluderer, at dyner med tunge plastikkugler har en beroligende effekt. Samme virkning kan gøre sig gældende ved andre hjælpemidler. Det kan eksempelvis være en kuglevest, som den, man kan købe hos Protac.

I dag vil vi ikke afskrive børn med koncentrationsbesvær som problembørn, men det betyder ikke, at de ikke godt kan have problemer. Eksempelvis med sanseapparatet. Heldigvis skal der ikke meget til for at gøre børnenes hverdag både nemmere og mere meningsfuld.

2 kommentarer

  • Grethe Bergstrøm Kristensen siger:

    Kan Protac kurere eller lindre ved Restless Legs Syndrom – RLS (hvileløse ben) ?

    • Jane siger:

      Hej Grethe.
      Det har vi flere eksempler på. Ring eller skriv gerne.
      Med venlig hilsen Jane, Protac.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *