Sara løb fra livet

Efter at have gennemført et maraton på trods af to træthedsbrud i foden måtte Sara Broholm erkende, at hun var nødt til at gøre noget ved sin træningsafhængighed.

Langt de fleste motionister nyder motion og fysisk aktivitet i moderate mængder, men for Sara tog passionen overhånd, og løbeskoene løb efterhånden løbsk. Den 34-årige Odense-pige har indvilget i at fortælle sin historie, fordi hun gerne vil være med til at sætte fokus på et emne, som for mange stadig er tabu, og fordi hun endelig selv er nået dertil, hvor hun har accepteret sit problem og taler åbent om det.

– Det kan være rigtig svært for mange at forholde sig til problemet, og de fleste siger, ”kan du ikke bare blive hjemme og lade være med at træne.” Men det er med træningsafhængighed som med alle andre former for misbrug. Det er en lang proces, hvor jeg skal lære at finde balancen, fortæller Sara Broholm.

Flugt fra virkeligheden

Kimen til træningsafhængigheden blev lagt for godt otte år siden, da Sara blev ramt af en depression. I forbindelse med behandlingen startede hun med at træne i et fitnesscenter, og hurtigt blev spinning- og aerobictimerne udskiftet med løbesko og lange ture på stierne omkring Odense. I kombinationen af frisk luft og endorfiner fandt hun et åndehul midt i alt det svære.

– Det var uden tvivl en flugt fra virkeligheden. Her kunne jeg være mig selv, og jeg blev helt høj, når jeg løb. Ude på stierne kunne jeg smile. Her var jeg ikke længere det ’stoneface,’ som ellers fulgte mig i de år. Løbeturene blev min medicin for at komme ud af depressionen.

De andre løbere lagde ikke kun mærke til den unge kvindes smil. Jævnligt begyndte Sara at modtage komplimenter for sin løbestil, og flere spurgte, hvilken klub hun løb for. De positive tilkendegivelser gav hende lysten til at udfordre sig selv med en halv-maraton. Til alles overraskelse, hende selv inklusiv, kom hun over målstregen som nummer fire. En fantastisk flot fjerdeplads, der pludselig åbnede dørene til en ny passion og nye løbevenner.

Den træning, der før blev brugt som medicin til at fremkalde smilet, blev nu også til en konkurrence. Og fra den dag ville Sara konstant forbedre sine tider. Løbeturene blev længere og længere, træningen hyppigere og hviledagene forsvandt. Halv-maraton blev til maraton, og hun kom under de magiske tre timer på den 42,1 km lange distance. Men selv om hun elskede at deltage i de mange løbekonkurrencer, begyndte hendes krop at brokke sig, og de seneste to år har hun haft mange skader.

– Jeg overhørte signalerne og tænkte, at det går nok over af sig selv, hver gang jeg fik ondt. Hvis ikke jeg kom ud at træne, påvirkede det mit humør, jeg blev trist og vrissen. Og så var jeg bange for at falde tilbage i det hul, jeg kom fra som 19-årig.

Ville løbe på blokade

På et tidspunkt indser hun dog, at hun har brug for hjælp og erkender selv, at hun har et problem. Hun prøver psykologhjælp, men føler ikke, at hun møder den rigtige forståelse. Men så for godt et år siden foreslår en veninde, at hun får hjælp til at lave træningsplaner og henviser til en tidligere triatlet. Og det blev et positivt vendepunkt for Sara, da den nye samarbejdspartner forstod præcist, hvilke udfordringer hun kæmpede med.

At det havde været svært med balancen indtil da, var Berlin Marathon i september sidste år et perfekt eksempel på. 10 dage før det traditionsrige løb skulle afvikles, fik Sara Broholm smerter i den ene fod og tog til læge i håbet om, at han ville give hende en blokade at løbe på. Det ville han ikke. I stedet gennemførte hun de godt 40 kilometer på en kombination af viljestyrke, stædighed og adrenalin. Vel hjemme igen kunne hun ikke længere gå på foden, og en scanning viste, at hun havde gennemført løbet med to træthedsbrud i foden.

De to brud i foden betød tre måneders løbepause og dermed også en test af, hvor Sara står i øjeblikket i forhold til sin træningsafhængighed. Både familie og venner har rost den unge løber for den personlige udvikling, hun har gennemgået, og hun er også selv overrasket over, hvor godt hun er kommet igennem de måneder.

– Havde det været for halvandet år siden, havde jeg uden tvivl reageret mere voldsomt. Jeg kan godt mærke, at jeg har arbejdet meget med mig selv de seneste år. Og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at man erkender og accepterer sit problem, for først der kan man få hjælp, siger Sara.

De mange timers daglig træning har også betydet, at Sara ikke som flere af veninderne har fundet en kæreste. Men hun håber, at en bedre balance i træningen også vil smitte af på privatlivet. Og så håber hun, at hun vil møde drømmefyren, der kan slå benene væk under hende og dermed erstatte den glæde, løb giver hende – med en anden form for glæde.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*