Nyheder

Seksualundervisning skal tages alvorligt

Foto: Adobe Stock
6. februar 2019

Vi er nået til årets sjette uge, og på de danske skoler betyder det uge sex, som denne gang har fokus på grænser. Et vigtigt emne, mener forskere, der forklarer, at det kan få store konsekvenser, hvis de unge ikke får en god start på deres seksualitet.

Seksualitet er en stor del af det at være menneske. Om det er homoseksualitet, biseksualitet, aseksualitet eller en af de mange andre former for seksualitet, er det en del af ens identitet. Og for et stort flertal af voksne danskere er et godt sexliv vigtigt eller særdeles vigtigt i forhold til den generelle trivsel.

Men for at kunne have et godt sexliv og en sund seksualitet kræver det ifølge forskere en god indføring til den verden, og hvad det betyder, når man tager hul på det kapitel i sit liv. Her spiller opdragelse, kultur, normer og undervisning en stor rolle. Netop derfor er uge seks hvert år dedikeret til at sætte sex på skoleskemaet. I år med fokus på grænser. Et emne, der er både rigtig vigtigt og presserende i en tid, hvor grænseoverskridende adfærd i forhold til seksualitet kan tage mange former.

Det handler nemlig ikke kun om fysiske overgreb og uønskede tilnærmelser. I dag kan grænserne brydes på sociale medier med billed- og videodeling, som man har kunnet følge blandt andet med ”Umbrella-sagen”, hvor over 1000 unge er sigtet for at have delt en sexvideo.

Mistillid til andre fødes, når grænser overskrides

Der er endnu ikke meget forskning, der belyser, hvad digitale krænkelser betyder for ofrene, men Christian Graugaard, professor i sexologi på Aalborg Universitet mener, at det er de samme mekanismer, der bliver udløst, når grænser overskrides digitalt, som når de bliver det fysisk.

– Grundlæggende er det samme mekanismer, der gør sig gældende. Og vi ved jo, at fysiske overgreb er roden til alt ondt. Der ses en stor overhyppighed af mentale og fysiske lidelser efter en seksuel grænseoverskridelse, siger Christian Graugaard.

Han forklarer, at de drenge eller piger, der har fået deres grænser overtrådt, kan udvikle en mistillid til verden og til sig selv. og en smerteligt manglende tiltro til, at andre mennesker vil dem det godt.

Det seksuelle kompas kommer ud af kurs

Seniorforsker ved Sexologisk Forskningscenter, Aalborg Universitet Birgitte Schantz Laursen er enig i, at det kan have store konsekvenser, hvis et ungt menneske får overskredet sine grænser.

– Det kan enten få en til at tage afstand fra seksuelt samvær eller give en forkert oplevelse af, hvad der er rigtigt og forkert, fordi man er blevet krænket, siger hun.

Ifølge Graugaard kommer det seksuelle kompas simpelthen ud af kurs. Og han er sikker på, at det er blevet sværere for de unge at navigere i seksualitetens grænselandet, efter at smartphones og sociale medier også er begyndt at spille en rolle.

Vi deler alt for meget og for hurtigt

Som han forklarer, var der, da han var ung, grænser for, hvor galt ting kunne gå, fordi de udelukkende foregik i den fysiske verden. I dag kan ting spredes til mange og hurtigt, uden at man nærmest aner det, og det er en problematik, man skal tage seriøst.

Især fordi der lader til at være en kultur, hvor deling af informationer sker uden den store omtanke.

– Vi ved, at mange unge har været udsat for ubehagelige ting på de sociale medier, eller selv er faldet for fristelsen til at mobbe eller dele billeder. Også selvom jeg tror, at langt de fleste godt ved, at det er forkert, siger Graugaard.

Han understreger dog, at der er rigtig mange, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt i seksuelt samspil med andre, men der er nogen, der ikke kan, og fordi arenaerne, hvor grænseoverskridelser kan finde sted, hele tiden vokser, sker det nok også oftere. Og det er en udfordring, der skal adresseres.

Ikke en nem opgave

Det er altså med al tydelighed uhyre vigtigt at klæde de unge mennesker ordentligt på til den leg og nydelse, som det seksuelle samvær gerne skulle være, såfremt man altså har en seksualitet, hvor man ynder at udøve sex.

Men det er ikke nogen nem opgave. Graugaard forklarer, at en del af seksualitetens væsen handler om gråzoner, som skal udforskes, og derfor kræver det en veludviklet pædagogisk faglighed at formidle undervisningen på en ordentlig måde, som giver plads til at være nysgerrig, men samtidigt fastholder den kropslige integritet, som er ethvert menneskes ret.

– I dag dominerer en meget traditionel og egentlig gammeldags undervisningsform, hvor det handler meget om biologi og sexsygdomme. Og det er også vigtigt, men det kan ikke stå alene.

– Undervisningen skal også medtage den virkelighed, de unge vokser op i. Med skolernes obligatoriske seksualundervisning har vi en helt fantastisk mulighed, men  vi forpasser den, og det er drønærgerligt, siger Graugaard, som for nylig udgav fagbogen “Seksualitet, skole og samfund”.

Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen siger til kritikken:

– Det har for Venstre været afgørende, at vi i den netop indgåede politiske aftale om justering af folkeskolen, har fået indskrevet et afsnit, som sikre at aftalepartierne forpligter hinanden på at indføre flere tiltag for at styrke undervisningen i SSF (Sundheds- og seksualundervisning). Det er skoleledernes ansvar at de obligatoriske timer i SSF gennemføres, som loven jo foreskriver.

Kan give livsvarige mén

Uge Sex er en tilbagevendende begivenhed, der hjælper unge mennesker på rette vej ind i en verden, der kan være kompliceret at navigere i. Det er både vigtigt, fordi et velfungerende sexliv på en række parametre er godt for den fysiske sundhed, men også fordi det kan få vidtrækkende konsekvenser for den generelle mentale sundhed, hvis man oplever at blive krænket på sin seksualitet.

– Hvis du tidligt i din udvikling, måske uden helt at forstå det, oplever mennesker, der overskrider dine grænser, risikerer du resten af livet at kæmpe med at stole på dig selv og andre. Og det er ekstremt skadeligt, siger Christian Graugaard.

Forrige artikelRens huden indefra

Næste artikelSmerter: Hvor ondt har du virkelig?