Skøn

Sig appelsiiiiiin med et smil

16. august 2012

Du står midt i højsæsonen for bare lår, maver og overarme. Læs mere om, hvordan du styrer appelsinhuden, og ikke omvendt.

Spørgsmålet er nemlig, om du lufter herlighederne eller pakker dem ind i lange gevandter, fordi de er svøbt i et godt lag ‘appelsinhud’?

Under en irisanalyse for mange år siden fik jeg dommen: “Du får problemer med dit bindevæv”. En dom, der har runget i mit baghoved fra tid til anden. Og som nu er blevet til en selvopfyldende profeti: begyndende slapt bindevæv og appelsinhud. Yak!

Så da jeg faldt over Susanne Jonassens bog ‘Udrensning og forvandling – den gådefulde appelsinhud og andre bindevævsophobninger’, hos Naturskøn i Århus, var jeg solgt.

Susanne har en baggrund som sygeplejerske, massør og bindevævsmassør. Og så er hun heldigvis også nørdet, altså på den gode måde, og har brugt de sidste mange år på at studere bindevævet. Resultatet er hendes før omtalte bog og en godt fyldt kalender til hendes bindevævsbehandlinger med sugekopper hos Naturskøn.

– Når kroppens celler arbejder, resulterer det i affaldsstoffer og væske fra cellernes stofskifte. Det er helt naturligt. Det kan kroppens udrensningsorganer (nyrer, tarme, hud og lunger) tage sig af. Det, der ikke er naturligt, er, når affaldsstoffer ophober sig, fordi der er opstået blokeringer i kroppen. Blokeringer, der hindrer affaldsstofferne og væsken i at nå udrensningsorganerne, fortæller Susanne Jonassen.

Og hvad gør kroppen så? Den deponerer affaldet i vores bindevæv. Her er der nemlig masser af depotplads, og så er det endda langt væk fra vores livsvigtige indre organer. Resultatet er cellulitis, bedre kendt som appelsinhud (fordi huden bliver ‘bulet’ ligesom skallen på en appelsin).

Appelsinhud er blot det synlige problem

Bindevævet findes ikke kun på lårene. Der er bindevæv i hele kroppen. De indre organer er pakket ind i bindevæv. Muskler og led består også af bindevæv og ligesådan blodkarrerne. Blokeringerne skaber vi selv via vores kost, livsstil og følelsesliv.

Spiser du en kost rig på ‘særligt syredannende fødevarer’, er det stort set umuligt for dine udrensningsorganer at følge med. Ud over appelsinhuden kvitterer de for overbelastningen bl.a. med rynker, pigmentforandringer og poser under øjnene. Et trist syn.

Hvis du motionerer for lidt og samtidigt ryger, så har du automatisk nedsat blodgennemstrømning, og din krop vil deponere affaldsstofferne i stedet for at udskille dem. Hvis du føler dig træt, tung, har eksem, hovedpine og oppustet mave, er det et godt tegn på, at depoterne er ved at være fyldt op.

Følelser i appelsinhud

Dine ubearbejdede følelser kan også ophobe sig i bindevævet. Susanne fortæller, at indestængte følelser/overreaktion i forbindelse med vrede og frustration giver fyldige lår og masser af appelsinhud. Man ophober altså affaldsstoffer, hvis man ophober sine følelser. På den måde kan afgiftningen også påvirke dit følelsesliv positivt. Affaldsstofferne tynger nemlig kroppen, både mentalt, fysisk og psykisk.

Din milt er det organ, der har hovedansvaret for et spændstigt bindevæv. Din milt omsætter dit indtag af mad og væske. Hvis du vil styrke din milt, så du undgår ophobning i bindevævet, så skal du undgå rå grøntsager (farvel favorit raw-salat), sødt og koldt (isvand, iskolde smoothies).

Appelsinhud har ikke noget med alder at gøre og faktisk heller ikke nødvendigvis overvægt. Det er ikke arveligt som sådan, men du arver tendensen til at få ophobninger. Hormonelle forandringer kan også give mere appelsinhud. P-piller sætter sig, ligesom andre medicin-affaldsrester, i vævet, især hvis din lever er på overarbejde og ikke afgifter dit blod optimalt. Leveren står for filtrering/rensning af vores blod, altså en intern afgiftning. Hvis din lever er på overarbejde, kan resultatet blive ridebukselår og stor mave.

Gå så væk

Susanne Jonassen bruger bl.a. sugekopper til bindevævsmassage. Du kan selv lave bindevævsmassage med sugekopper. Undertrykket i sugekoppen gør, at du kan komme dybt ned i bindevævet, og ‘slide’ de gamle ophobninger løs. Samtidig trækkes affaldsstofferne over i de udrensende blodkar, der cirkuleres til nyrer og tarm, der transporterer affaldsstofferne helt ud af kroppen. Når du først er udrenset, og dit bindevæv er flot/glat, så brug kopperne til at hindre ophobninger, f.eks. efter en bytur eller ferie.

Prøv også at bruge sugekopperne, inden du dyrker motion. Hermed øges blodgennemstrømningen, og du undgår den lidt ‘tunge’ fornemmelse, der tit kan optræde de første 10-15 minutter.

Kost mod appelsinhud

Ifølge Susanne handler det om at spise mere basisk, f.eks. efter din blodtype (så du undgår de fødevarer, der virker syredannende for lige netop dig). Eller prøv ‘superkuren’:

Hver dag:

Drik et glas Basica (fra BioVita).

Spis mælkesyrebakterier. Øger tarmens evne til at udrense og bliver stærkere. God tarm = flot bindevæv.

Grapenol (kapsler á 100 mg): bindevævsopstrammende, udrensende, øger mikrocirkulationen. Spis fire om dagen i fire uger, tre om dagen i tre uger, to i to uger, og herefter en om dagen for vedligehold.

Nascorbat (syreneutralt C-vitaminpulver): to gram på dag ét, derefter øger du med et gram dagligt, indtil dagsdosis er på 15 gram. Denne dosis holdes i en uge, og herefter reducerer du med et gram, til du når ned på et enkelt gram (fortsæt med et gram dagligt som vedligehold).

Jeg er med på, at ovenstående kan være nærmest deprimerende læsning, men den gode nyhed er, at det aldrig er for sent at gøre noget ved det. Appelsinhud har nemlig ikke noget med alderen at gøre. Det kan sidde meget mere ‘fast’ hos en på 19 end en på 65 år, så det er bare med at komme i gang.

 

Appelsinhudens bedste venner

Kaffe – giver masser af appelsinhud, rynker og slap hud.

Eddike (f.eks. balsamico, dressinger, ketchup).

Cola – virker ekstremt ophobende i bindevævet. Giver mormorarme, meget slap hud, og appelsinhud. Ses ofte hos helt unge piger (der drikker meget cola)

Slik (lakrids, vingummi, bolsjer, pastiller, tyggegummi, lys chokolade) giver cellulitis i sekundet efter, du har indtaget det.

Rugbrød: Rug er ret syredannende. Spis i stedet Profeten Ezekiels brød (købes i helsekost/bag det selv).

Vin: et dagligt glas vin og du kan glemme alt om glat bindevæv.

Komælksprodukter: virker slimophobende i bindevævet, gør dig fyldig og tyk med årene.

Kolde fødevarer (isvand, iste, kolde smoothies). Kulden får blodkarrene til at trække sig sammen, og dermed mindskes gennemstrømningen).

 

Forrige artikelYoga på tiøren

Næste artikelTab dig ved at lytte til kroppen