Nyheder

Sikker behandling med nåle

4. januar 2007

Ny lov giver akupunktørerne et skulderklap, men gør det samtidig endnu vigtigere at finde frem til de Registrerede Alternative Behandlere.

Den 1. januar 2007 var en både betydningsfuld og skelsættende dag for akupunktører over hele landet, hvor de blev fritaget for lægelig supervision ved udførelse af akupunktur. Og dette må ses som et udtryk for en voksende anerkendelse af akupunktur og faget som helhed, som tidligere har været sidestillet med ”operative indgreb”. Lovændringen hilses velkommen hos de Praktiserende Akupunktører. Fælles retningslinier– Alle vore medlemmer i Praktiserende Akupunktører er Registrerede Alternative Behandlere (RAB), fordi vores forening er godkendt af Sundhedsstyrelsen som registreringsansvarlig brancheorganisation. Samtidig skal en hel række krav, hvor akupunktørerne bl.a. er underlagt regler om god klinisk praksis, etiske retningslinier og brug af sterile engangsnåle overholdes. Og de forpligter sig til fortløbende efteruddannelse. Desuden har medlemmerne de nødvendige forsikringer, fortæller formand for Praktiserende Akupunktører, PA Akupunktør Birte Nielsen. Den nye lovgivning betyder også, at alle i princippet kan udøve akupunktur, uanset om de har en uddannelse eller ej, hvilket på sigt kan give problemer. – Det vil kunne føre til, at behandlere, uden godkendt akupunktur uddannelse, kan føre sig frem og love guld og grønne skove samt helbredelse af alvorlige sygdomme m.m. Vi ser jo gang på gang, at der bliver slået plat på kræftpatienter. Og det kan vi ikke leve med. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at forbrugerne bliver gjort opmærksom på de muligheder der er, for at finde frem til en ordentligt uddannet akupunktør, udtaler Birte Nielsen og fortsætter: – Der vil altid være brodne kar, som vil forsøge at slå plat på syge mennesker, men vi håber bl.a. med Registreringsordningen og en række etiske regelsæt i foreningen, at kunne minimere problemet mest muligt. På denne måde kan vi være med til at sikre, at der gives en god og seriøs behandling, slutter Birte Nielsen. Se også: www.etsikkertstik.dk Kilde: PressCom

Forrige artikelGør rent – og undgå kræft

Næste artikelForskere: Kaffe hjælper mod sukkersyge