Liv

Silas Holst: Hvorfor er vi så egoistiske og respektløse?

13. juni 2016

På rekordtid er den 32-årige Silas Holst blevet en lysende musicalstjerne på de største danske scener. En status, som på ingen måde gør dansestjernen selvfed. Hård modgang i barndommen har vaccineret ham mod at føle sig mere værd end andre.

Som barn drømte Silas Holst sig væk fra virkeligheden, fordi den var for hård og for ond. Hvis nogen dengang havde sagt til ham, at der ventede ham et par gyldne dansesko på de mest attraktive dansegulve – ja, så var vedkommende ikke kommet igennem med sin optimisme. For Silas var travlt beskæftiget med at kæmpe en indædt kamp for at kunne udholde hverdagen med grov mobning og udelukkelse fra kammeraternes fællesskab. Han kæmpede for at kunne holde fast i sig selv, selvom kammeraterne syntes, at han var forkert. Hans strategi var at drømme sig væk og ind i sin egen parallelverden, hvor han legede, at han var dansestjerne i store musicals. Rammen var hans mors studie.

– Allerede i børnehaveklassen besluttede jeg mig for at lave min egen parallelverden og sætte mit liv på stand-by. Jeg dansede mig simpelthen ind i de universer, jeg allerhelst ville være i, så dansen blev faktisk min måde at overleve på, fortæller Silas.

For få minutter siden satte han sig ved bordet i Tivolis personalekantine. Anledningen for at møde os er premieren på den stort opsatte Broadway musical, Hairspray, i Tivoli, hvor Silas har en stor rolle i den stjernebesatte opsætning. Mens prøverne stod på, faldt der endnu en stor saftig rolle-appelsin ned i hans turban. Nemlig den mandlige hovedrolle i Saturday Night Fever, som forventes at blive den helt stor publikumsmagnet i 2017. Dermed har Silas faktisk danset alle de hovedroller, som en af hans store idoler fra barndommens drømme har fyldt ud – nemlig John Travolta. Som en anden Aladdin i et tusind og en nats danse-eventyr har Silas på få år fået en funklende stjerne-position på de danske danse- og musical-scener.

Tatoveringer i sjælen

Vi  lærte ham at kende som professionel danser i TV2 programmet ‘Vild med Dans’ – og sideløbende med den eksponering har Silas bare fået mere og mere gylden grund under danseskoene.

Men der er ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at den store succes er steget danskernes dansedarling til hovedet. Tværtimod. For Silas Holst handler det stadig om at kunne holde fast på sig selv – både i modgang og medgang. Den hårde modgang, han fik som mobbeoffer som barn og de traumer, det medførte, bærer han med sig som tatoveringer i sjælen – med den bonus, at han ved, at ingenting er en selvfølge her i livet – og, at det hele kan forsvinde ligeså hurtigt, som det kom.

– Den dag, jeg tager min succes som en selvfølge, vil jeg finde noget andet at lave, siger en eftertænksom Silas.

Da Silas var 14 år gammel, fandt han ud af, at han var homoseksuel og var i begyndelsen træt af sin erkendelse, fordi ordet ”bøsse” var så negativt ladet. Og han havde da også i en kort periode pige-kærester. Men så skete der noget i gymnasiet. Silas begyndte at blive lukket ind i fællesskabet og accepteret af klassekammeraterne, og følelsen af at være god nok, som han var, begyndte at manifestere sig. Og Silas kunne slippe ud af sin parallelverden. Men der er stadig dæmoner at kæmpe mod, fortæller han.

– Især når jeg har meget travlt, kommer de tilbage, og tvangshandlinger, også kaldet OCD, er indimellem en del af min hverdag, men ikke nær så meget som før, fortæller Silas.

Sårbar for andres mening

Det kunne være en række ritualer, som Silas havde pålagt sig selv at udføre. F.eks. at skulle røre ved syv par sokker, før han kunne gå på scenen eller tage syv slurke kaffe, inden han måtte synke den sorte drik. Dæmonerne stammer fra den angstfyldte periode i Silas barndom, hvor han ofte var bange for, at onde kræfter ville ødelægge verden og få den til at styrte sammen.

– Noget andet, jeg bærer med mig er, at jeg stadig er afhængig af, at folk kan lide mig, fortæller Silas.

Derfor rammer det ham også hårdt, når han bliver svinet til på de sociale medier, bare fordi han og ægtemanden, skuespiller og sanger Johannes Nymark, gerne vil gøre deres lille datter til storesøster.

Det er især mænd, der reagerer så uacceptabelt, fortæller Silas.

– Når jeg får så ondskabsfulde, ulækre og indeklemte kommentarer, gør det da rigtig ondt. Men mest tænker jeg på, hvad der dog er sket med mit land? Hvorfor er vi blevet så egoistiske og så møg-respektløse over for hinanden, spørger Silas, der vælger at bruge sådanne ubehagelige oplevelser som en lektie i næstekærlighed.

Og som en reminder til sig selv om at gøre alt, hvad han kan for at møde andre med respekt og prøve at se dem som de unikke mennesker, vi hver især er. Det gælder ikke mindst i ægteskabet med Johannes, der også har et travlt showbiz-liv. Lige nu medvirker de begge i Hairspray, og det betyder, at de for første gang kan følges ad til og fra arbejde. Det giver lidt mere tid sammen i en travl hverdag, hvor parrets lille datter naturligvis har højeste prioritet.

Silas og Johannes har arbejdet hårdt på, at deres to karrierer ikke må fylde så meget, at deres parforhold bliver mast.

Respekt for andre

Nærvær er i det hele taget noget, der kendetegner Silas – ligegyldigt, hvor travlt han har. Han gør sig mange tanker om den egocentrerede livsstil, som han mener, præger det moderne menneske.

– Vi behøver jo egentlig slet ikke at være i fysisk kontakt med hinanden. Vi kan klare alt over nettet, siger Silas, der gerne bestiller mad udefra, når det er hans tur til at lave aftensmad.

En favorit-ret er sushi.

– Men jeg tager personligt hen og henter maden, så jeg kan hilse på kokken og dermed vise ham respekt for et godt stykke arbejde. Det er jo ikke sikkert, at han har fået nogen anerkendelse overhovedet den dag. siger Silas og nævner, hvor vigtigt det er, at vi er ærlige i vores omgang med hinanden.

Han mener, der er for meget overflade. Kindkys og krammere mellem mennesker, der ikke kender hinanden, er en uskik, mener Silas.

– Det er da meget stærkere at give hånd og samtidig kunne se hinanden i øjnene. Det er i virkeligheden meget mere intimt, men det har vi nærmest glemt, mener Silas.

Er der noget, som Silas ikke har glemt, så er det taknemmelighed og ydmyghed over for livet. Krydret med en fast vilje til at gøre sig umage og til altid at forsøge at have noget nyt at byde ind med.

– Lysten til at være bedre end i går skal altid være det, der driver mig. – og så det at kunne minde mig selv om, at den skæve vej altid er mere spændende end den lige og forudsigelige.

__________

Kort om Silas:

  • Født i 1983
  • Professionel danser, koreograf og uddannet danselærer
  • Vandt i 2004 danmarksmesterskabet i latinamerikansk dans for professionelle
  • Har medvirket i adskillige musicals
  • Har to gange vundet Vild med dans-konkurrencen på TV2
  • I 2012 udgav han bogen: “Silas – bag dansen”
  • Er gift med skuespilleren Johannes Nymark, som også er medlem af gruppen Lighthouse X, der vandt det danske Melodi Grand Prix 2016
  • Holder foredrag om forebyggelse af mobning og har medvirket i TV-programmer om samme emne

Forrige artikelHampeproteinbars

Næste artikelVand er vigtigt: Skyl symptomer væk