Deodoranter kan bestå af op til 30 procent af det problematiske silikonestof, viser norsk undersøgelse.
Miljøstyrelsen i Danmark har fundet stoffet cyclopentasiloxan i ti procent af deodoranter på det danske marked. Stoffet er på de norske miljømyndigheders prioriteringsliste over stoffer, der skal udfases, mens der ikke er begrænsninger på brugen af stoffet i kosmetik i EU-landene.
Silikonestof findes i store mængder – helt op til 30 procent – i deodoranter, viser norsk undersøgelse. Den norske miljøorganisation Grønn Hverdag har målt indholdet af silikonestoffet cyclopentasiloxan i tre udvalgte deodoranter, hvor stoffet stod højt på deklarationslisten. Indholdsstofferne står nemlig opført efter koncentration, således at de først nævnte stoffer også er dem, der er tilsat mest af. Den højeste koncentration blev målt til 30 procent. Det vil altså sige, at næsten en tredjedel af deodoranten består af silikonestof. Findes i hver tiende deodorant i Danmark Den danske Miljøstyrelse fandt i 2007 cyclopentasiloxan i lidt over 10 procent af deodoranterne på det danske marked. Testkoordinator hos Informationscenter for Miljø & Sundhed, Rikke Bille finder resultatet fra Norge interessant. »En rapport fra Nordisk Minister Råd viste for et par år siden, at netop cyclopentasiloxan findes i høje koncentrationer i miljøet og kan ophobes i dyrelivet. Analyserne fra Grønn Hverdag, viser at cyclopentasiloxan kan findes, i endog meget høje koncentrationer i deodoranter. Det kan derfor være fornuftigt at vælge deodoranter uden cyclopentasiloxan i, hvis du vil tage hensyn til miljøet«, siger Rikke Bille. Norge og EU vurderer forskelligt Cyclopentasiloxan er på de norske miljømyndigheders prioriteringsliste over stoffer, der skal udfases, mens der ikke er begrænsninger på brugen af stoffet i kosmetik i EU-landene. Herhjemme vurderede Miljøstyrelsen i en rapport om hårstylingsprodukter i 2002 at cyclopentacyclosiloxan er et potentielt meget miljøbelastende stof, da det kan ophobes i miljøet og er svært nedbrydeligt. Stoffet er tilladt med Svanemærket Cyclopentasiloxan er endda tilladt at anvende i svanemærkede produkter. Miljømærkning Danmark, som varetager Svanens kriterier herhjemme, er opmærksomme på siloxanerne og ved den kommende revision af kriterierne vil stofgruppen blive taget op til fornyet overvejelse.
Kilde: Politiken