Silja Schandorff: Når kroppen taler

Kroppen er en balletdansers primære udtryksmiddel. Hver en bevægelse, hvert et trin har en betydning. Det er også fysisk hårdt arbejde fra morgen til sen aften. Sidste år gik solodanserinden Silja Schandorff på pension og holdt fra den ene dag til den anden op med at træne.

Mere end tre fjerdedele af sit liv har Silja Schandorff, 41, tilbragt på Det kgl. Teater på Kgs. Ny-torv i København. Så da hun sidste år dansede af efter en glorværdig karriere og gik på pension som 40-årig, var hendes eneste krav til balletmesteren, at afskedsforestillingen blev på Gamle Scene.

– Det er mit hjem og mit liv, siger hun.

Selvom hendes aktive karriere er forbi og sluttede på toppen, så har Silja fortsat sin faste gang på teatret. Hun har stadig sin garderobe – ikke fordi det er sandsynligt, at hun skulle gøre et pludseligt comeback, men fordi hun som instruktør dagligt herser med de unge dansere og har behov for et sted at klæde om – og i dag også eget kontor, hvorfra hun varetager et utal af praktiske opgaver som en slags højre hånd for teatrets balletmester gennem de seneste par år, Nikolaj Hübbe. Hübbe dannede hun i øvrigt ofte par med på scenen, da de begge var aktive. For dig har ’kroppens sprog’ vel flere betydninger – både helt konkret som dit udtryksmiddel, og fordi du som balletdanser altid skal være i fuldkommen balance med din krop?

– Ja, det kan man godt sige. Som balletdanser er kroppen jo ’mit sprog’. På scenen udtrykker man sig med sin krop i stedet for med ord. Det klassiske balletsprog er jo vores mime, hvor enkelte bevægelser altid har den samme betydning; man holder sig til hjertet, hvilket betyder ’jeg elsker dig’. Og så videre. Mimen er universel. Det er ret enkelt selv for mennesker, der aldrig har set ballet før, at forstå ’sproget’, siger hun.

– Men mange – især moderne – balletter benytter jo ikke den klassiske mime, og også her har jeg altid syntes, at hvert trin er en form for tale. Det er det, som gør vores kunstart så spændende, at vi kan bruge vores krop til at fortælle store, spændende historier med.

Silja Schandorff Født 1969 i København. Hun blev optaget på Det kgl. Teaters Balletskole i 1975 og fik sin debut som solist i en alder af 16 år i 1985. I 2002 blev hun udnævnt til solodanser. Inden hun sluttede sin aktive karriere i april 2009, optrådte hun med Christopher Wheeldons kompagni Morphoses ved Sydney Festival i Australien. 26. november har Det Kgl. Teater premiere på netop Christopher Wheeldons nye udgave af ”Tornerose” med Silja som instruktørassistent. Hun har danset på New York City Ballet, ved National Ballet i Canada og en lang række andre scener i verden. Inden hun stoppede sin aktive karriere, modtog hun de prestigefulde Teaterpokalen og Bikubenfondens Hæderspris i 2009.

Hård træning – ingen træning

Silja Schandorff kom til balletten i 1985 og dansede sit første solistparti som 16-årig. Inden da var gået ti år på den berømte kongelige balletskole, og siden hun var ganske lille, har hun dagligt trænet sin krop og belastet den til det yderste. Det har været fysisk anstrengende, det har mange gange gjort ondt, og da hun havde truffet beslutningen om at indstille karrieren og sat datoen for sin sidste forestilling, kunne hun næsten ikke vente, til den sidste aften på scenen oprandt.

Til trods for at hun elskede sit arbejde og sit liv på teatret og den daglige træning, glæ­dede hun sig til, at det var slut. Og hun holdt vitterligt helt op. Fra den ene dag til den anden holdt hun op med at træne.

– Jeg har ikke én eneste gang haft lyst til at lave en træningstime siden den dag, siger hun.

– Der var ellers ikke grænser for, hvad jeg fik at vide af mine kolleger: Jeg måtte endelig ikke holde op med at træne, det ville kroppen ikke kunne klare. Og jeg skulle ikke blive forskrækket, hvis jeg fik en depression, for det ville jeg helt sikkert få. Men det gjorde jeg altså bare ikke.

– Da jeg holdt op, fik jeg det meget bedre. Jeg kunne mærke, at trætheden forsvandt. Og jeg blev i hvert fald ikke deprimeret. Tværtimod, siger hun.

Efter et par måneder fik hun dog en forskrækkelse, da ryggen pludseligt gav et ordentligt knæk.

– Jeg kan huske, at jeg stod der og et kort sekund tænkte, at enten var det meget, meget skidt eller også var det meget godt. Heldigvis var det godt. Det var måske min krops måde at fortælle mig, at den var glad for ikke at skulle belastes så hårdt hver dag længere. Du gør ingenting i dag for at holde formen ved lige?

– Jeg forsøger. Jeg har prøvet at gå lidt i fitnesscenter, men har svært ved at finde tid. I dag har jeg mit fokus på de aktive dansere og ikke længere på mig selv. Jeg dyrker også af og til en smule pilates, men det er ikke noget, jeg planlægger. Det står jo i slående kontrast til de første 30 år af dit liv, hvor du trænede i seks-otte timer om dagen?

– Det må man sige, men jeg savner det ikke. Når kroppen ikke har reageret på, at du stoppede, hvordan reagerede den så, dengang du dansede?

– Det er en hård belastning at være balletdanser. I dag giver man jo balletbørnene en masse øvelser, der skal forberede kroppen på belastningen. De dyrker blandt andet pilates, men det gjorde man slet ikke, da jeg var barn. Jeg var meget smidig og lærte hurtigt, at det var vigtigt at styrke kroppen, både muskulaturen og leddene, for at kunne klare belastningen. Og så var jeg opmærksom på vigtigheden af at have stærke fødder. Har man ikke stærke fødder som balletdanser, så er det ens knæ, hofte og ryg, der tager alle stødene, og så kan man godt risikere skader.

Hvad laver en pensioneret balletdanser? Silja Schandorffs arbejdsområder i dag spænder fra praktisk kontorarbejde og planlægning af prøvetider og kontakt til udenlandske koreografer, til at arbejde med danserne i prøvesalen. Efter sommerferien har hun blandt andet ledet prøverne på ”Svanesøen”, som danses i Operaen i København fra 15. september. Partiet som Svaneprinsessen Odette var et af Silja Schandorff egne glanspartier i hendes aktive karriere.

Lang arbejdsdag

– En normal arbejdsdag for en balletdanser starter med halvanden times morgenskole, som er opvarmning og finpudsning af ens teknik. Så følger tre-fire timers prøver, og er man solist, yderligere to timers individuelle prøver. Oven i det kommer så styrketræning, pilates og ens forberedelser. Har man forestil-ling om aftenen, møder man gerne op to en halv time før for at sminke sig, sætte hår og varme op. Det bliver nemt en meget lang og fysisk krævende arbejdsdag, siger Silja Schandorff.

Selv har hun altid sørget for at være i super form. Hun vidste, at det kun var en hurdle, man skulle over, når kroppen var træt og syrede til, og at det gav en fantastisk følelse af overskud, når man kom over den hurdle.

– Jeg brugte pilates, inden det blev popu­lært. Dengang var der ingen, der kendte det, og alle spurgte, hvad det dog var for noget. Jeg lærte også tidligt at sørge for at få massage og for at give kroppen de rette vitaminer og mineraler. Det var, fordi min far var professionel cykelrytter. Han kunne slet ikke forstå, at vi ikke fik massage efter træning og forestillinger, men det fik man ikke dengang. Det skulle vi selv sørge for. I dag er det anderledes. Teatret har både massør og fysioterapeuter tilknyttet balletten i dag. Har kroppen sagt fra ind i mellem, og har du haft mange skader?

– Ikke så mange. Jeg har tit haft ondt, men det får man af at bruge muskler, man ikke er vant til at bruge. Så når man prøver på en ny koreografi, måske noget moderne ballet med andre bevægelser end i det klassiske repertoire, kan man mærke sin krop. Og det er jo skønt, når man kan det. Men selvfølgelig har jeg haft skader. Jeg har et trykket ribben i venstre side, som er resultatet af mange, mange løft. Jeg advarede altid en ny dansepartner, om at de skulle passe på ikke at trykke for hårdt, når de løftede mig, for det gør altid ondt. Jeg har også det, som kaldes ’springerknæ’, og som tit rammer idrætsfolk eller mandlige dansere. Det lærte jeg at leve med og lærte at ’danse rundt om det’. Det kan man, når man lærer sin krop rigtigt godt at kende. Så ved man, hvordan man kan gøre ting, så det belaster ens svage punkter mindst muligt, siger Silja Schandorff, som i hele karrieren kun havde én alvorlig skade; en stressfraktur i den ene fod.

– Det skete, da jeg var 35. Vi var på turné, og så er det altid svært at få studietid til at træne. Jeg stod i et meget lille studie med et meget hårdt gulv og øvede spring i nogle timer. Om aftenen dansede jeg ”Sylfiden” og mærkede intet i løbet af forestillingen. Men under kompliment – fremkaldelserne – kunne jeg nærmest ikke gå. Jeg blev tilset af en læge, men alt var tilsyneladende ok, så jeg blev sendt tilbage igen. Det blev dog ved at gøre ondt, og så sagde jeg selv fra. Det viste sig at være et lille brud, og skaden strakte sig desværre over en længere periode, fordi man havde svært ved at finde den rigtige årsag til smerterne. Den slags små brud er meget vanskelige at se, siger Silja Schandorff.

I dag giver hun sin kolossale viden om dansen og kroppen videre til de nye unge dansere i kompagniet.

– Allerede de sidste to år, inden jeg stoppede, begyndte jeg at instruere. Det var slet ikke planlagt. Jeg blev spurgt, om jeg ikke ville prøve at instruere solisterne. Nogle gange var det svært, fordi man stod med sine kolleger, og jeg husker især én oplevelse; Jeg skulle instruere en herresolo og stod der i prøvesalen foran 12 drenge, der havde den der attitude: Okay, vis os, hvad du kan! Da jeg gik fra prøven den dag, følte jeg, at jeg var godt rustet til en ny karriere som instruktør.