Sind

Har du givet dig selv et kram i dag?

27. juni 2022

De fleste af os er bedre til at give os selv en ordentlig lammer end en stor og kærlig krammer. Derfor har mange af os det skidt, mener Christine Eilvig.

Forestil dig et barn, som skal lære at gå. Hver gang det falder, skælder forældrene ud. ’Hvor er du dog klodset!’ ’Tag dig nu sammen dit fjols!’, råber de og vender ryggen til.

Ikke just et rart scenarie, men alligevel er det sådan mange af os behandler os selv, mener Christine Eilvig, der er spirituel mentor, underviser og forfatter i sin egen virksomhed christineeilvig.dk.

– Nogle siger, at talte vi til børn, der skal lære at gå, som vi taler til os selv, så var der mange børn, som aldrig ville få lært at gå, siger hun.

Hun er meget optaget af, hvordan vi kan holde op med at nedgøre, kritisere og sabotere os selv –  og i stedet lære at give os selv støtte og omsorg, så vi kan trives og vokse som mennesker.

– De fleste af os vender os selv ryggen, når vi har allermest brug for at tage os kærligt af os selv. Det er jo let nok, når det går godt. Men ikke, når vi lider, og tingene ikke er, som vi ønsker. For eksempel taler de fleste meget grimt til sig selv, når de er under stress og pres.

Ukærlige projekter

Christine Eilvig kender alt til at behandle sig selv ukærligt og kritisk. For bare få år siden ville hun eksempelvis få det dårligt ved tanken om at skulle i en bikini, når badesæsonen nærmede sig.

– Jeg ville gøre mig selv forkert over, at jeg ikke er sådan en, der har lyst til at vise mig i bikini, fordi jeg er meget blufærdig, fortæller hun.

Sådan er det ikke længere. Hun har for længst været ude og investere i en dækkende badedragt – og et par shorts, for det er nu engang sådan, hun har det bedst.

– I stedet for at gøre mig selv forkert, så spurgte jeg mig selv, hvad der klæder sådan en som mig, og hvad skal der til, for at jeg kan føle mig godt tilpas på stranden, siger hun.

Hun har også fundet sin egen selvkærlige vej i forhold til sundhed, kost og motion. Hvis det føles godt, så gør hun det. Hvis det føles skidt, så dropper hun det.

– Alt det her med krop og sundhed bliver meget let et ukærligt projekt, hvor du presser og pacer dig selv. På et tidspunkt blev jeg så træt af alle rådene om kosttilskud, at jeg droppede det hele. Nu tager jeg i stedet det, der føles rigtigt som for eksempel c-vitaminer i en periode. Jeg dropper også motion i perioder, fordi jeg nyder, at der ikke er noget, jeg skal. Så ligger jeg på sofaen og nyder det i stedet for. Det føles selvkærligt, og på et tidspunkt får jeg lyst til at motionere igen – og så gør jeg det, siger hun.

Selvstøtte som fag i skolen

Hvis Christine Eilvig kunne bestemme, så havde alle danske skolebørn et fag på skemaet, der hed selvstøtte og selvomsorg, så de tidligt lærte at behandle sig selv godt.

– Når vi har svært ved at støtte os selv som voksne og give os selv den omsorg, vi har brug for, så handler det meget om barndommen og den betingede kærlighed, de fleste af os har oplevet. Jeg fik selv som barn lov at mærke, når min mor billigede mine handlinger, og når hun ikke gjorde. Det betød, at jeg følte mig forkert, når jeg kunne mærke, hun var utilfreds med mig.

Selv forsøger hun at lære sine egne tre børn i hjemmet i Espergærde det, skolen ikke tilbyder.

– Jeg prøver at guide dem til, at de ikke skal være så afhængige af mig og deres far, men støtte sig selv mere. For så behøver de ikke slås med de her ting som voksne, siger hun.

Er der en voksen tilstede?

Kort fortalt, handler hele snakken om selvstøtte og selvomsorg om, at vi bliver rigtig gode forældre for os selv, mener Christine Eilvig.

– Jeg tror, at mange mennesker går rundt i hverdagen og tænker, om der er en voksen tilstede. Fordi de føler sig alene, forladte og afviste. Det går igen tilbage til sår fra barndommen, som vi genspiller i voksenlivet. Derfor har vi brug for at lære at give os selv alt det, vi ikke fik som børn. Vi skal simpelthen lære at give os selv masser af kram i stedet for kritik, siger hun.

Helt jordnært handler det om, at vi anerkender det, der er – også når det ikke er, som vi ønsker os. At vi tør mærke det, se på det og forholde os til det. Uden at gøre os selv forkerte undervejs. At vi har medfølelse med os selv og overskud til at minde os selv om, at alt er godt – og at vi evner at give os selv kærlighed.

Ligesom når et barn falder og slår sig, og vi trøster, støtter og hjælper.

– Det er bare ulige lettere for de fleste at give den støtte til andre end til sig selv, siger Christine Eilvig.

Bevidstheden er 80 procent

Når der ikke er en voksen tilstede, kan det få mange udtryk. Vi fortsætter med at arbejde, selvom vi er dødtrætte og burde gå i seng. Vi bliver vrede på os selv, når vi fejler – også selvom det er første gang, vi skal prøve noget nyt. Vi fortsætter i et job, vi dybest set hader. Vi bliver i en relation, der ikke nærer os. Vi smider os i sofaen om aftenen og bedøver os med sukker, fordi der er følelser, vi ikke ønsker at mærke.

Men hvordan får vi den kærlige og omsorgsfulde forælder på banen?

– Du skal som det første begynde at blive bevidst om, hvordan du taler til dig selv og behandler dig selv. Med bevidstheden er du allerede 80 procent i mål. Så det at opdage, at du drikker en halv flaske vin eller spiser en plade chokolade hver aften for ikke at mærke dig selv, gør, at du allerede er i gang med at heale. Så kan du drikke eller spise videre, og på et tidspunkt vil du få lyst til at gøre noget andet end at drikke eller spise for at dulme dine følelser. Det ville være meget ukærligt at forlange af dig selv, at du skulle droppe alt vin eller chokolade nu og her – det ville være for hårdt, siger Christine Eilvig.

Hun råder til at tage et lille skridt af gangen.

– Det er vildt, hvad du kan ændre bare ved de små skridt. Forestil dig for eksempel, hvor stor en forskel det ville gøre i dit liv, hvis du skruede bare 40 procent ned for din daglige dosis selvkritik.

I det hele taget er der meget vundet ved at skrue ned for selvkritikken og op for selvstøtten.

– Det er min erfaring, at når du har høj selvstøtte, vil det spejle sig i din økonomi, bolig, kærlighed, børn, job osv., fordi healingen af dig selv, spreder sig som ringe i vandet. Du vil komme til at føle dig mere værdifuld, når du tager godt hånd om dig selv. Og derfor bliver du også bedre til at lukke hjælp ind i dit liv, ligesom følelsen af modstand vil blive mindre. Så sagt ganske kort, så er hele pointen med selvstøtte, at lidelsen i vores liv mindskes eller helt forsvinder, siger Christine Eilvig.

 

 

Christine Eilvig

Spirituel mentor, forfatter, underviser. Indehaver af christineeilvig.dk og thespiritualsalon.com

Forrige artikelSvenskere advarer mod proteinkure

Næste artikelDrop reglerne – og slip dig selv fri!