Nyheder

Skænderier gør os syge

4. oktober 2010

Hvis parforholdet knaser eller forholdet til vores nærmeste er for anspændt, kan det sætte sig som fysisk sygdom, viser forskning.

Ondt i maven, smerter i ryggen, søvnproblemer, angst og depression – eller måske skal vi sige: skænderier med ægtefællen, problemer med ungerne, konflikter eller frustrationer på arbejdspladsen?

I hvert fald hænger tingene sammen for nogle af os. Det har forskere fra Hemil-centret ved universitetet i Bergen konkluderet: At dårlige forhold mellem mennesker giver helseplager for den enkelte.

Dårligt oplevet helbred med skænderier

Det er ikke bare angst og depression, som de konfliktramte risikerer at gå ned med, også fysiske symptomer plager folk, der har knas i forholdet til andre.

– Undersøgelsen viser, at socialt stress i de nære relationer har stor betydning for folks oplevelse af deres egen helbredstilstand. Den stærke sammenhæng mellem socialt stress og helseplager siger noget om, hvor vigtigt det er at sætte ind med forebyggende tiltag, siger stipendiat ved HEMIL-centret Mette M. Aanes til forskning.no.

Vores kontakt med andre mennesker er af stor betydning for det enkelte menneske. Vi er sociale som art, og lader os påvirke meget af andre, når det kommer til, hvordan vi tænker og opfører os. Derfor er det forbundet med stor stress, når vores forhold til andre bliver præget af skænderier, usikkerhed, konflikter og uro.

Stress over skænderier sætter sig

Vi ved allerede, at stress går ud over immunforsvaret, og at vi bliver mere modtagelige overfor f.eks. infektioner, når vi er stressede. Så det er ikke svært at forestille sig, at skænderier, som stresser, rammer helbredet – og i hvert fald påvirker vores egen opfattelse af vores helbred i negativ retning.

– Socialt stress kan være alt fra, at man ustandseligt bliver hakket på af sin partner, til at man havner i alvorlige konflikter med chefen på jobbet, og de betyder, at man føler sig stresset og bange for at miste den relation, som man har til modparten, siger Mette M. Aanes til forskning.no.

Hvert år koster de plager, som vi rammes af – ondt i maven, rygsmerter og angst – mange penge, når vi er nødt til at sygemelde os.

Syge af at være ensomme

Mette M. Aanes peger især på følelsen af ensomhed, som en katalysator i denne sammenhæng. Når vi kommer i konflikter og bliver presset socialt, har vi sværere ved at finde energien til at opsøge andre. Det betyder desværre, at vi så ikke får den støtte, vi trænger til i den pressede situation.

– Oplevelsen af ensomhed kan være så overvældende, at den påvirker alle sider af livet, siger hun.

Det betyder dog ikke, at folk nødvendigvis har det bedre, når de er omgivet af en masse mennesker. Hele 10 pct. af deltagerne i undersøgelsen havde nemlig oplevet at føle sig ensomme, selv når de var sammen med andre.

Kilde: forskning.no

(oprettet den 4. oktober 2010)

Forrige artikelKranio-Sakral Terapi for underlivet

Næste artikelDe flotte Hokkaido græskar